Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5: Sjældne black metal-lp'er

Populær
Updated
mayhem posercorpse
burzum aske
darkthrone arisk
bathory goat
mutiilation 2lp
satyricon dark

Lp'er er blevet populære igen, og det betyder, at nogle af de sjældne førsteudgaver inden for black metal er blevet ret dyre at få hjem i samlingen.

Black metal. Heavy metals enfant terrible i halvfemserne, der stille og roligt er blevet stueren, i takt med at nordmændene undlader at stikke ild til stavkirker og i hinanden. Denne undergrund startede dog netop i halvfemserne som en udstrakt langefinger til særligt dødsmetal fra Florida og andre tunge genrer, der ikke var "ægte" nok til de hårdkogte nordmænd.

Det betød også, at selvom flere af disse bands' debutplader udkom i starten og midten af halvfemserne, hvor cd'erne for alvor havde overtaget i forhold til vinyl og kassette, så sørgede disse kontrære musikere for, at deres plader udkom på vinyl. Det var ofte i begrænsede oplag på grund af selvfinansiering, der ikke tillod en uendelig strøm fra pladepressen.

Det har afstedkommet nogle ret eksklusive vinyler, der anno 2019 koster ret meget i forhold til den oprindelige udbudspris. Vi ser her på fem lp'er, der i den grad er blevet eftersøgte emner hos de, der gerne vil have en komplet pladesamling eller bare elsker jagten på de sjældne perler.

1. Mayhem – 'Deathcrush'
Den første udgave på Posercorpse Records fra 1987 med pink cover i stedet for den mere vanlige røde farve udkom kun i 1000 eksemplarer. Har man et eksemplar med info-sheet fra Mayhem, og dermed Euronymous' egen hånd, så bliver det kun dyrere. Når den i ny og næ dukker op på en auktion, skal man forvente at smide omkring 7.000-10.000 kroner for et eksemplar.

2. Burzum 'Aske'
Generelt er førsteudgaver fra Burzum i meget høj kurs, men debut-ep'en 'Aske', der har den afbrændte Fantoft stavkirke på coveret, er den mest eftersøgte. Den udkom på Euronymous' Deathlike Silence Productions i 1993 i blot 1000 eksemplarer. Efter kirkeafbrændinger og mordet på førnævnte pladeselskabschef steg musikken og dette eksemplar kun i popularitet. I dag er det også omkring 6.000-7000 kroner, der skal over disken, hvis man vil sikre sig et eksemplar.

3. Darkthrone 'Transilvanian Hunger'
Knap så dramatiske omstændigheder er der omkring Darkthrone, der nok var en del af indercirklen i miljøet i midten af halvfemserne, men de holdt sig til musikken. Dog ikke helt uden at flirte lidt med udtalelser og slogans, der anno 2019 i hvert fald ikke bliver set lige så meget gennem fingre med, som man gjorde dengang. 'Transilvanian Hunger' er deres fjerde album, og det udkom på bl.a. Peaceville Records i 1994. Det første oplag på vinyl havde en påskrift bag på coveret, der således præsenterede Darkthrone som "Norsk Arisk Black Metal". Det gav ikke overraskende lidt feedback fra omverdenen, hvorfor det allerede i andet oplag blot hed "True Norwegian Black Metal". Vil man have den sjældne og politisk ukorrekte udgave, så forvent at måtte af med cirka 5.000 kroner.

4. Bathory 'Bathory'
En af genrens allerførste storværker. Debutpladen, der udkom i 1984 på 'Black Mark Production', blev kun produceret i 1000 eksemplarer. Coveret blev gult, men skulle egentlig have været guldfarvet. Det blev dog for dyrt, og man fandt den farve, der kom tættest på. Sidenhen er Bathory jo blevet hyldet som en af genrens ophavsmænd, og denne debut og førsteudgave er af samme årsag blevet en hellig gral for feinschmeckerne. Alt mellem 7.000 til 15.000 er pladen solgt for gennem tiden. 

5. Mütiilation 'Vampires of Black Imperial Blood'
En lidt mere obskur udgivelse, der ikke kommer fra Skandinavien. Det er derimod franske Mütiilation, der fik deres debutplade fra 1995 udgivet på vinyl i 1999. De var nemlig så moderne i 1995, at pladen udelukkende udkom på cd. Men fire år senere fik selskabet End of All Life Productions så lov at genudgive den på store, sorte skiver, og det er blevet lidt af en perle for samlere. Denne dobbelt-lp udkom kun i 100 eksemplarer, så her spiller eksklusiviteten for alvor ind. Selvom bandet ikke nyder samme popularitet som de andre fire, vi har valgt, så koster pladen alligevel et sted mellem 6.000 og 10.000 kroner d.d.

Der findes naturligvis et hav af andre sjældne black metal-lp'er derude. Som nævnt, Burzums bagkatalog alene kunne udgøre en top 10. Satyricons debutplade, 'Dark Medieval Times', udkom også på vinyl i 1993 i Norge, og førsteudgaven koster ligesom de fem ovenstående gerne knap 10.000, hvis man vil have et velholdt eksemplar. 

Kommentér gerne, hvis du mener, vi har glemt den eller de allervigtigste i denne top 5.