Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Svenske black metal-klassikere

Populær
Updated
Top 5 - Svenske black metal-klassikere

På onsdag kan mægtige Marduk opleves gratis på Malmø Festivalen. I den anledning giver vi et ikke alt for vovet bud på de 5 bedste black metal-udgivelser skabt af vores svenske broderfolk i midten af 1990'erne.

Kunstner
Karakter
666

1. Dissection – Storm of the Light’s Bane (1995)

- Der er langt mellem sande musikalske genier, som Dissections grundlægger, frontmand og guitarist Jon Nödveidt var. ’Storm of the Light’s Bane’ er noget af det ypperste musik nogensinde skabt i den sorte genre. Teknisk overlegent talent gennemsyrer hele albummet, der byder på et knaldhårdt tempo med melodiske og deprimerende guitarriffs, imens Nödveidt growler sin sorte sjæl ud. Gennemført genialt.



2. Mörk Gryning – Tusen år har gått … (1995)


-  Debutalbummet fra duoen Draakh Kimera og Goth Gordon, der med dette konceptalbum om et langt antikristent eventyr satte en overbevisende standard for, hvor mørkt og melodisk black metal kunne være. Det starter med en storslået episk intro, drager ud i en suveræn musikalsk rejse og slutter en halv time senere med tekstens sidste sætning ”Jag är död!”. Forrygende og fejlfrit album, som var så stærkt, at bandet aldrig formåede at leve op til dette niveau og tog konsekvensen af dette og gik i opløsning i 2005.



3. Abruptum – In Umbra Malitiae Ambulabo, In Aeternum In Triumpho Tenebrarum (1994)

- En af musikhistoriens ondeste og sorteste udgivelser. Abruptums første fuldlængde, som udkom på Euronymous’ Deathlike Silence Productions, og som i dag er en mindre formue værd på vinyl. Skiven har kun ét langt nummer, som varer en time og føles som en lang omgang smertefuld tortur. Rygtet vil vide at frontfigur It skar sin krop til blods under indspilningen for at fremmane de modbydelige forpinte skrig. Det grufuldt godt hele vejen igennem. Udover It er Marduks guitarist Evil den anden halvdel af Abruptum, der gik i opløsning i 2005, da pinslerne efterhånden lakkede mod enden.



4. Marduk – ’Opus Nocturne’ (1994)

- Marduk har snart et kvart århundrede på bagen og er et af de mest leveringsdygtige black metal-bands, der eksisterer. De har aldrig gået på kompromis med stilen, der er rendyrket brutal black metal. Flere af deres udgivelser kandiderer til denne liste, men bandets tredje udspil står i sidste ende som deres bedste album. Muligvis knap så brutalt som de senere skiver, men ’Opus Nocturne’ er en kold rejse i Satans sorte sind, og det sidste album med Joakim Göthberg på vokal. Marduk er og bliver ikke for sarte kristne sjæle,hvilket de overbevisende demonstrerer med dette mesterværk.



5. Dark Funeral – ‘Secrets of the Black Arts’ (1996)

- Debutalbummet fra de mørke bedemænd, står stadig som bandets bedste udspil. Produktionen er isnende kold og rå hele vejen igennem. Vokalen er gysende skræmmende, mens musikken tonser ultrahurtigt igennem. Det blev den eneste skive med Blackmoon som var albummets kreative sorte sjæl, hvilket Dark Funeral har lidt under lige siden. Så gennemført ond en udgivelse, at kniven i håndleddet pludselig giver mening.