Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Gennemgående godt

Updated
Gennemgående godt
Kong Kent har luftet garn til nye udspil fra svenske Mörk Gryning og Lord Belial og hollandske Severe Torture - og kongen er gennemgående godt tilfreds. Svenske Mörk Grynings sidste album nogensinde er denne plade, der bare bærer titlen ”Mörk Gryning”. En plade, som egentlig aldrig skulle være udgivet da frontmand Goth og de andre ikke længere gider spille den slags musik - og hvilken skam! Kun fordi en flok fans protesterede mod at bandet gik i opløsning fandt de sammen igen og fik udgivet skiven. Tak for det!

Pladen er markant bedre end forgængeren, ”Pieces Of Primal Expressionism”, og produktionen er ligeledes bedre. Det er black metal af meget høj karat, og det er med stor sorg i sindet, at vi må erkende, at dette undergrundsband desværre aldrig får den opmærksomhed det fortjener. Denne skive går nok også i glemmebogen hos mange, selvom det unægtelig er én af de bedste udgivelser i den genre i år! Det er otte brutale skæringer fint rundet af med en niende sang, et cover af landsmændene At The Gates, der også er opløst. Det er sangen ”Neverwhere”, de laver en version af, og det er slet ikke så ringe endda, skrevet på godt jysk.

Faktisk er hele skiven en herlig oplevelse. Eneste malurt i bægeret er afgjort, at bandet er definitivt opløst og alle bandmedlemmer er gået videre med andre projekter i musikverdenen. Men et værdigt punktum på en hemmelig, men musikalsk fabelagtig karriere.

Titel
"Mörk Gryning"
Distributør
Karakter
3