Top 5 - Tyveårsjubilæet: 1998

Halvfemserne. Den dårlige mandarin i nettet. For andre et kongeligt pladeårti, der fødte grungen, transformerede Pantera fra glam til guld, og hvor MTV spillede Vengaboys side om side med Skid Row, norsk black metal og britpop. 

Ja, der er ikke noget at sige til, at vi, der forsøgte at være unge i det hele, stadig er “sådan lidt …” som Niels Hausgaard siger, vistnok om sin svoger.

Det er dog først, når der refereres til noget konkret i årtiet, at det bliver tydeligt, hvor længe siden det i virkeligheden er, og så føler man sig godt nok "sådan lidt ..." igen.

1. Udgivelser 
1998 var overordnet set et fesent år, bortset fra aktiviteten på den danske black metal-scene. Som teflon på pladefronten sammenlignet med de tidligere halvfemsere, hvor mange skelsættende album kom ud. Jeg gik lykkeligvis glip af 1998s uduelighed, i en rus af teenageri og udefineret musikforbrug, der spændte over alt fra Smashing Pumpkins, der udgav ‘Adore’, til Kashmir, der i min bog stadig levede højt på de forgangne album ‘Travelogue’ (1994) og ‘Cruzential’ (1996). 

Marilyn Manson udgav sit tredje studiealbum, ‘Mechanical Animals’, der sendte ham til tops på den helt store skala, men forblev i skammekrogen hos mig, der syntes han var sjældent irriterende.

Inquisition udgav i 1998 deres første fuldlængde, ‘Into the Infernal Regions of the Ancient Cult’, Slayer ‘Diabolus In Musica’, System of a Down debuterede, Metallica var ude med med ‘Garage Inc.’, Sepultura slap deres første album uden Max Cavalera (‘Against’), og også Anthrax, Dying Fetus og Anal Cunt satte små kommaer i albumporteføljen uden egentlig at rykke ved noget, mens Morbid Angel udgav ‘Formulas Fatal to the Flesh’.

På den bløde side udkom Massive Attacks ‘Mezzanine’, Mercury Revs ‘Deserter’s Songs’, og R.E.M lavede et stilskift med ‘Up’, mens Goo Goo Dolls satte rekord i USA ved at ligge nummer 1 på Billboard Hot Airplay i 18 uger med ‘Iris’.



I Danmark pulserer den sorte bølge med udgivelser fra blandt andet Blazing Eternity med ‘Der hviler en nat under sorte vinterbøge’ og Feikns ‘Helhesten’, og Apollyon udgiver deres første og sidste ep ‘Diaboli Gratia’. I Vejle debuterer Lipid og Brandpest i ep-format, mens Strychnos sender en promo i æteren, Angantyr rører på sig med ‘Endeløs’, og fra Odense giver Nortt liv- eller dødstegn fra sig med (naturligvis) kassettebåndet ‘Døden…’

På den mere etablerede scene udkommer Mercyful Fates sjette album ‘Dead Again’, Infernal Torments ‘Birthrate Zero’, Iniquity kaster ‘The Hidden Lore’ af sig, Saturnus ep'en ‘For the Loveless Lonely Nights’,  og Dominus har året forinden udgivet deres tredje album ‘VOL.beat’, mens Red Warszawa spørger, om der skal leges doktor (og det skulle der vist nok)

2. Begivenheder
Rob Halford springer efter 25 år på scenen officielt ud som bøsse i et interview, der på mange måder er repræsentativt for datidens MTV, inden kanalen døde til fordel for bovlamt reality-tv.



Frank Sinatra dør d. 14. maj i en alder af 82 år, mens Elton John et par måneder forinden adles af Dronning Elizabeth II og kan føje ‘sir’ til sit navn.

I USA møder Interscope Records kritik for at betale en radiostation femtusinde dollars for at spille Limp Bizkits ‘Counterfeit’ halvtreds gange som betalt reklame, og i New York bliver Stone Temple Pilots’ Scott Weiland arresteret for at have købt heroin. Han dør i 2015, 48 år gammel, som følge af en overdosis. 

Korns tredje album, ‘Follow the Leader’, ligger nummer 1 på Billboard 200, sælger 5 x platin og er i grunden et godt symbol på årene, der kommer, hvor nu-metallen for alvor vinder ind på mainstream- og populærmarkedet. 

Der er med andre ord ikke noget at komme efter her, så vi springer hastigt videre til ...

3. Musikmediet 
Cd-formatet introduceres til musikforbrugerne i startfirserne, hvor både vinylen og kassettebåndet alligevel fortsat er eftertrykkeligt på banen.

I halvfemserne har formatet for alvor vundet indpas, og alskens rædderlige cd-holdere er fast interiør på teenageværelset. Også det forræderiske mp3-format kom på banen i starten af årtiet, med tjenester som Napster i kølvandet. Så skulle man pludselig forholde sig til fildeling, og formatet kom i vælten som den slemme lillebror, der var det oplagte piratmedie.

Minidisc’en blev introduceret af Sony, og samtidig med at cd’en fyldte mere og mere i musikindkøbene hos mig, havde jeg også stor glæde af den lille plastikdiskette, der i det improviserede studie på efterskolen kunne bruges til indspilning, ved først at optage på den ene side og så afspille optagelsen, mens den anden recorder optog et nyt spor oveni. DIY, motherfuckers.

Det viste sig dog at blive en forbigående dille, og sidst i halvfemserne havde cd’en for alvor vist sit værd som et fleksibelt og fordelagtigt medie på flere fronter.

4. Festivalglimt
"Nina Færgemann begik en meget stor fejl, da hun lod Johnny gå fra festivalledelsen i 1998. Hun skulle have holdt på ham".

Ordene er Lasse Helners, og der er naturligvis tale om Midfyns Festival, der i disse år stadig var fungerende, men også samtidig i hastig fart på vej ned ad bakke. I 1998 er The Prodigy, Nick Cave and The Bad Seeds, Anouk, Scorpions, Cornershop, Phish og Del Amitri på plakaten, og skulle man i kontakt med omverdenen, foregik det ved at rekvirere sig et telekort, der efterfølgende også var et oplagt samlerobjekt  

På Roskilde Festival åbner Psyched Up Janis Orange Scene, og Illdisposed spiller for både første og sidste gang nogensinde i det dengang grønne telt på dyrskuepladsen. Det er en skandale af format, som vi lige så godt kan påtale, uagtet der er gået tyve år. Få dem så booket! På plakaten stod navne som Bob Dylan, Rammstein, Black Sabbath, Kraftwerk, Beastie Boys, Slayer, Portishead og Marilyn Manson blandt andet.

5. Personligt 
I 1998 kom jeg på efterskole, og her åbnede sig en ny verden af musikalsk inspiration. Især ét album tog jeg med mig videre i livet. Yes’ ‘Close to the Edge’ var noget af det mest vanvittige, jeg nogensinde havde hørt. Med sange delt op i talrige afsnit, ildevarslende dommedagsorgel, uvante rytmeskift og dissonant kaos, alligevel flydende bundet sammen. Opdagelsen af det album gjorde mig fuldkommen lykkelig, og det gør det stadigvæk. 

‘Close to the Edge’ er naturligvis ikke fra 1998, men for mig er det altså tyve års ubetinget kærlighed og omtrent det eneste for alvor mindeværdige, jeg har at sige om det sidste af halvfemserne.

Og det siger jo egentlig ikke så lidt.