De maniske cabaret-avantgardister lever videre!
Sleepytime Gorilla Museum er tilbage efter 17 år – og eftersmagen er stadig lige så oddball som dengang, de blev definerende som arty freaks iblandt lemminger.
2. Fanfare for the Last Human Being
3. El Evil
4. Bells for Kith and Kin
5. Silverfish
6. S.P.Q.R.
7. We Must Know More
8. The Gift
9. Hush, Hush
10. Save It!
11. Burn Into LIght
12. Old Grey Heron
13. Rose-Colored Song
Ovenpå Mr Bungles opløsning omkring årtusindskiftet savnede jeg nogen, der på samme kompromisløse vis turde agere modpol til de dominerende, normative strømninger. Nu-metallen og mere radiovenlige tendenser rasede, og man skulle grave dybt for at finde nogen, der turde tænke ud af boksen.
Det var i den fase, at jeg begyndte at følge, hvordan de to dominerende Mr Bungle-medlemmer, Mike Patton og Trey Spruance, søgte videre i karrieren, hvor sidstnævnte især gjorde sig bemærket i det mellemøstligt inspirerede soloprojekt Secret Chiefs 3 og som indehaver af labellet Web of Mimicry. Et label, der var interessant at følge i de år, og hvor de hedengangne Guf-butikker i hovedstaden altid var velassorterede i udgivelserne fra Mimicry.
Herunder også en dag, hvor jeg i Skindergade faldt over et arty cover, og en medarbejder på et klistermærke venligt havde noteret, at det her var "Eksperimenterende cabaret-metal fra Trey Spruances Mimicry-label" – og således blev 'Of Natural History' (2004) min introduktion til Sleepytime Gorilla Museum-universet. Et absurd univers, hvor normer var ikke-eksisterende, og hvor alt fra Rock In Opposition og manisk dødsmetal til dadaisme smeltedes sammen med cabaret og avantgardistisk art rock – og på en eller anden måde alt sammen forenedes i et udtryk, der fik det hele til at gå op i en radikalt eksperimenterende, højere mening.
'Of Natural History' og den efterfølgende 'In Glorious Times' (2007) er stadig dybt originale milepæle i en tid, hvor SGM på imponerende vis fandt sine helt egne inspirationer, langt væk fra samtidens strømninger, og de lyder stadig lige så tidsløse og urokkelige som dengang.
Desværre gik projektet i hundene omkring 2010, hvor flere andre projekter på tværs af bandet tiltrak sig deres opmærksomhed – og det var derfor nærmest med tårer i øjnene, at jeg sidste år erfarede, at bandet havde genoptaget karrieren igen, med samme besætning og viljen til at fortsætte hvor de slap.
Spørgsmålet er så, om de lever videre på samme udtryk som dengang, eller de tilføjer nye twists til repertoiret? Og kan SGM-ånden mon stadig være intakt?
Det er i hvert fald mange af de samme værktøjer, vi finder i værktøjskassen.
Tag alene det vokale parløb mellem Nils Frykdahl og Carla Kihlstedt. Førstnævnte mestrer et vredt brøl, der på trods af den nærmest growlende karakter er letforståelig, og på den måde virker dét mere overvældende, når han hidser sig igennem metalliske tirader som i 'The Gift'. Kihlstedts toneleje derimod er langt mere skrøbeligt, som hun flirter og skælver sig ind under huden på én i både eksplosive og intrikate øjeblikke. Som fx i den meget inderlige 'Silverfish', hvor både hendes hviskende intensitet og skrøbelige violinspil munder ud i et af pladens mere rørende øjeblikke.
Dramaet er ligeledes ved det velkendte – omend det så er her, vi finder ridser i lakken, for helt medrevet bliver vi ikke hele vejen som dengang. Idérigdommen lever videre, og man kan godt høre, at meget af materialet oprindeligt blev til inden deres opløsning i 2010, men en vis tomgang kommer vi altså ikke udenom på dele af pladen. Havde de skåret de mere overflødige elementer og de korte intermezzoer fra, kunne vi snildt sidde med en fremragende 40minutters skive i hånden, i stedet for dette lettere svingende 65-minutters monstrum, der lidt for ofte taber sig selv på gulvet i unødvendige stiløvelser. Den indledende 'Salamander in Two Worlds' er dog et stærkt eksempel på et af de steder, hvor både teateret, spillet mellem Kihlstedt og Frykdahl, de metalliske twists og de særegne melodier fortryller og opsluger os i det der umiskendeligt originale SGM-univers.
Helt anderledes drømmende underspillet kommer vi ikke uden om et af pladens højdepunkter i 'Hush, Hush'. Indledningsvis som en hvislende dyster vuggevise, før lettere huggende rytmer bygger op til et pludseligt afbræk, hvor hendes stemme står alene ... "Run for your life..." lyder det, før nummeret atter fortsætter på huggende vis, mens vi sidder fængslet hen. En lille perle, der bør høres for egne ører.
Og således kommer vi fortsat vidt omkring i Sleepytime Gorilla Museums verden. En verden, der i sig selv er så uendeligt betagende, men dog også kæmper lidt for gennemgående at finde ind til kernen af det, der gjorde dem så uovervindelige dengang. Det bliver fx for strømlinet, når de på halvvejen laver en pageturner i form af 'We Must Know More', der gentager titlen gang på gang som for at illustrere, at vi er nysgerrige for at vide, hvad der venter efterfølgende – og netop derfor i sig selv er ligegyldigt fyld. Omvendt er Frykdahls og Kihlstedts modspil fortsat et trækplaster, der hver især bruges flittigt til at finde noget at knytte sig til, midt i al den absurditet der udfolder sig for vores ører.
Surrealismen gør stadig, at 'of the Last Human Being' lyder som noget, ingen andre end Sleepytime Gorilla Museum kunne stå bag – omend de kæmper lidt med at opretholde den magi, der i sin tid satte dem på dagsordenen, og heller ikke for alvor gør meget for at søge ny grund. Når de så til gengæld gør, som på 'Hush, Hush' og 'Silverfish', er det dog netop dér pladen står stærkest, og hvor vi særligt kan forene os med den afrundende linie fra pladen, i 'Old Grey Heron':
"We love you, please stay with us one more day!"
Ja, vi elsker jer stadig, men ikke utvetydigt. Der er øjeblikke, hvor ånden lever videre i genkendelige former – men også øjeblikke, hvor I tager til takke med forglemmelige stiløvelser. Oddballs er I dog stadig, og lyder vitterligt som ingen andre – og tak for det!