Bag om mennesket Cobain

Kurt_Cobain_470x

Nirvana-manager Danny Goldberg tager, 25 år efter Cobains død, endelig bladet fra munden og fortæller sin underholdende og interessante version af historien om grungens bannerførere.

Titel
Mine tre år med Kurt Cobain
Dato
05-04-2019
Forfatter
Karakter
4

Der er få rockmusikere, der er sagt, skrevet og ment så meget om som Kurt Cobain i de 25 år, der er gået, siden Nirvana-frontmanden tog sit eget liv et halvt års tid efter udgivelsen af bandets tredje album, ’In Utero’. Bibliografien om gruppen og ikke mindst de mange myter om forsangerens tragiske endeligt er efterhånden så omfattende, at det er svært at forestille sig, at der skulle være noget nyt og interessant at tilføje om gruppens liv og levned, som ikke allerede er sagt og udgivet.

Bandets manager Danny Goldberg, som blev ansat kort inden udgivelsen af gennembrudspladen ’Nevermind’ og var en del af bandets indercirkel indtil Cobains død, tager nu bladet fra munden og fortæller åbent og befriende ærligt om Nirvana, og navnlig Kurt Cobain, som han oplevede dem i årene fra 1991 til 1994, hvor gruppen var et af klodens allerstørste rockorkestre. Og det har Goldberg faktisk lavet en ganske udmærket bog om, der sagligt og redeligt bidrager med et nyt indblik i gruppens gøren og laden uden at forfalde til at handle om den konspirationsteoretiske mytedannelse, der stadig omgærder sangerens død.

Karrieren fra ende til enden
Bogen gennemgår slavisk Nirvanas karriere fra Goldbergs tiltræden som manager, begyndende med bruddet med pladeselskabet Sub Pop og kontraktunderskrivelsen med giganterne Geffen Records. Vi hører om navnlig Cobains hovedbrud med både at ville være tro mod de idealer, han havde med fra punkmiljøet, og samtidig ville være den største nulevende rockstjerne. Hvilket han ganske overraskende, ifølge bogens forfatter, havde en klar ambition om. Allerede her bliver Goldbergs fortælling interessant, fordi han i hvert fald delvist gør op med myten om, at Cobain aldrig ville være berømt. Cobain havde massevis af klare visioner, som Goldberg fortæller åbent om, og han havde ambitionen om at være den bedste.

Goldberg understøtter sine egne erindringer om begivenhedernes gang bogen igennem med en mængde citater og små bihistorier fra en lang række af de pladeselskabs- og PR-folk, der var en del af staben omkring Nirvana, garneret med fortællinger fra Cobain-tro journalister som Michael Azerrad og Everett True og fra Sonic Youths Thurston Moore, enken Courtney Love og, i noget højere grad, Nirvana-bassisten Krist Novoselic. Samtidig vælger han stort set at ignorere berygtede figurer i Cobain-myten som vennen Dylan Carlson og privatdetektiven Tom Grant, hvilket trækker bogens grad af saglighed betydeligt i vejret.

Den brede brug af kilder gør bogen afvekslende og letlæselig, samtidig med at fokus konstant er på Kurt Cobain, hans tanker, overvejelser og udtalelser, som Goldberg og hans kilder husker dem. En iøjnefaldende mangel i bogen er trommeslager Dave Grohl, der fraset et par citater fra bandets storhedstid i 90’erne overhovedet ikke bliver citeret. Hvad det skyldes, vides ikke, men den senere Foo Fighters-frontmand er en nøglefigur i historien om Kurt Cobain og Nirvana, og man savner at høre hans syn på mange af de fortællinger, bogens forfatter disker op med.

Det store overblik bag fortæppet
Forfatterens kronologiske gennemgang af karrieren når omkring det meste; ’Smells Like Teen Spirit’, der fik det hele til at eksplodere for Nirvana, debutalbummet og den flodbølge af grunge, der oversvømmede hele det musikalske landskab, den legendariske koncert på Reading Festival, ’Incesticide’ som bevisførelse for Nirvanas relevans for punkmiljøet, uvenskabet med Pearl Jam og Guns N’Roses, den svære treer ’In Utero’ og den excentriske producer Steve Albini, ægteskabet med Courtney Love, livet som far, alle lortesagerne, heroin, had-kærlighedsforholdet til pressen som sådan og MTV i særdeleshed og den berømte unplugged-koncert, der blev optaget mindre end et halvt år inden Cobains selvmord 5. april 1994.

Sideløbende giver Goldberg i kraft af sin position hos bandet et spændende og anderledes indblik i musikbranchen, som den fungerede og tog sig ud i 1990’erne. Han fortæller åbent og med indlevelse om kontroverserne i valg af singler, overvejelserne i forbindelse med produktionen af musikvideoer for det almægtige MTV, skænderier med pladeproducere og -selskabsfolk, kontraktforhandlinger og meget mere. Vi kommer bredt omkring i en bog, der i et enkelt sprog holder læseren fanget med en konstant buffet af nye anekdoter fra Cobains liv og karriere.

Skulle man indvende noget mod Danny Goldbergs fremstilling af mennesket Kurt Cobain, er det, at han ofte synes at glorificere frontmanden en smule. Hans til tider asociale og egocentriske opførsel undskyldes, og hans medmenneskelighed og filantropi fremhæves mere, end nødvendigt er. Goldberg er tydeligt fan i lige så høj grad, som han var manager. Således får Cobains ægteskab med Courtney Love også umådeholdent meget plads i bogens sidste del, hvor han vil tegne et billede af Cobain som den gode far og ægtemand i stedet for den menneskefjendske narkoman, han mere og mere blev til.

Forfatteren kunne have været en smule mere kritisk, om end bogen trods alt ikke er en ren helgenkåring af Cobain. Hvad han mangler af kritisk sans, gør han til gengæld op for med et interessant tidsaftryk af en musikbranche, som den var før internettet, og et billede af bandet Nirvana og hvad der lå bag deres musik, deres karrierevalg og deres udvikling. Oveni er skildringen af personen Cobain, hans tanker, drømme og handlinger kræs for fans og interessant og analytisk nok, til at de fleste andre musikinteresserede også vil kunne få en læseoplevelse ud af det.

Danny Goldberg har, med sin indsigt fra managerstolen, alligevel fundet en ny vinkel på Nirvana og fænomenet Kurt Cobain.