Rockens korsfarer

Populær
mig-og-lemmy_420941
mig-og-l

Rockanmelderkoryfæet Steffen Jungersen udgiver en genrehybrid med afsæt i idolet Lemmy. Man er godt underholdt, men stilen spænder til tider ben i en bog, der vil noget mere, end den kan bære.

Titel
Mig & Lemmy - en rock'n'roll-krønike
Dato
24-09-2018
Forfatter
Karakter
3

Er man som jeg født i 1980’erne og vokset op i 1990’erne, og hørte og hører man metal, er det vanskeligt at komme udenom Steffen Jungersen, der brugte 1990’erne som musikredaktør på BT, hvor han førte et utrætteligt korstog for hård rock og metal i en periode, hvor det mildest talt ikke var ret fashionabelt. Der var musikanmeldelser om lørdagen, og jeg, der lige havde opdaget den hårde rock i en alder af 11-12 år, cyklede troligt op på den lokale tankstation hver lørdag for at lægge de vel 13 kroner, avisen kostede, så jeg kunne læse Jungersens anmeldelser. Indrømmet, der var heller ikke mange andre, der dækkede den type musik på dansk: Metalized og NRG udkom med relativt ujævne mellemrum og var ikke nok til at give mig mit fix af anmeldelser af plader, jeg ikke havde råd til, men i det mindste kunne drømme om. Mit gæt er, at andre må have haft det på omtrent samme måde som jeg. Alene af den grund kan man dårligt overvurdere Jungersens betydning i Danmark. Han har på godt og ondt været med til at forme en generations forståelse af rock og metal.

 

I ’Mig & Lemmy’ får vi så historien om, hvad der formede Steffen Jungersen og hans forståelse af rock og metal. I hvert fald en del af den. Bogen er ikke en traditionel biografi, som der findes mange af, men en genreblanding mellem helgenberetning (næsten) om Lemmy, selvbiografi, rockmanifest og beskrivelser af møder med Lemmy, mest konkrete, men også møder på pladespilleren.

 
Oppustet sidetal

Det er ikke nogen lang bog. 181 sider. Fra det kan man fratrække de mange fotos (ved den dygtige og underkendte John Mortensson), siderne med citater, foreslåede playlister til hvert kapitel (en sjov detalje) og takkeliste, der løseligt fylder 53 sider. Oveni det genoptrykkes to af Jungersens gamle kronikker, der fylder otte sider. Bogen er sat med stor skrift og næsten dobbelt linjeafstand. I realiteten er vi nok under de 100 sider, som forlaget har pumpet op til 181 sider. Og trykt billigt og på billigt papir. Den vejledende pris på 299 kroner er i det lys højere end lydtrykket til en Motörhead-koncert.

 
Jungersen vintage

Stilen er Jungersen vintage med ”Jungersens uforlignelige sprogkaskader”, som bagsideteksten kalder det. Det er ofte underholdende, men bliver også nogle gange søgt: ”Det der tag på ZZ Top’sk bluesrock og 50’er-rock spillet så grimt, groft og greasy, at Motörhead kunne have sparet personalet nogle rengøringstimer, hvis de havde indspillet i en smøregrav i stedet for et studie.” Især når det er pakket ind mellem andre af samme slags og fulgt af endeløse allitterationer: ”så egenrådigt og satans sejt serveret og sunget så sodsværtet og sammenbidt”. Det skal vel være sprogligt svar på at skrue højttalerne op på 11, men man har alligevel lyst til at bede om at få skruet lidt ned, fordi mængden af disse sproglige træk egner sig bedre til avisanmeldelsens korte format end bogens længere. Trangen til at underholde bliver for voldsom og skygger for det meget reelle sproglige talent.

 

På trods af bogens korte længde kunne den være strammere redigeret. En vittighed om spillestedsejere og brandmyndigheders forskellige syn på spillesteders publikumskapacitet gentages. Det samme sker med en anekdote om, at Michael Poulsen fra Volbeat gav Jungersen øgenavnet Lemmy.dk. Og de mange besværgelser om almen menneskelig anstændighed kunne man også have luget ud i uden at miste noget.

Erindringsglimt fra Struer
Lemmys død i 2015 er anstødsstenen for Jungersen. Det giver anledning til en række refleksioner over tilværelsen og en række erindringsglimt fra den unge Jungersens kælderværelse i hjembyen Struer og fra pilgrimsrejserne til London i startfirserne som discipel i det, der i Jungersen-jargon hedder ”Den Elektriske Kirke”. Her bliver en koncert med Motörhead og siden en kort ordudveksling med idolet Lemmy til en slags åbenbaring af rockens inderste væsen.

Miniportrætter af hjembyen Struer i 1980’erne, hvor et liveband kan få et par på hovedet, hvis ikke de kan spille ’Smoke on the Water’ (i dag ville man nok snarere give et band et par på hovedet, hvis de rent faktisk spillede ’Smoke on the Water’), er nok romantiserede, men også underholdende. De mange våde aftener mellem venner i kælderen virker til gengæld sært livløse. Vi får at vide, at vennegruppen begynder at kalde Ozzy Osbourne for ”Gud”, at en ven ofte sætter sig ud i haven efter at have drukket en flaske Bacardi og taler med ”Ozzy”, og resten af de anekdoter er cirka lige så interessante. Tænk, hvis forfatteren i  stedet havde givet sig af med at beskrive vennegruppen, dens dynamik og den os mod resten af verden-attitude, han nævner som et livsvilkår for en metallytter i den tid. Vi får overfladen, men det er ikke nok. Måske ville anekdoterne fungere fint i en mundtlig sammenhæng, men når de nedfældes på papir, er de ikke skarpt nok erindrede til at være interessante for andre end de, der var til stede dengang.

Og det er en sær disposition, at drukgilderne får mange sider uden nogen særlig beskrivelse, mens 1990’erne, hvor Jungersen havde sin storhedstid sådan rent pressemæssigt, afvikles over et par sider. Noget må han da have fået med, især da han lidt sent og modstræbende opdagede den mere ekstreme metals velsignelser? Jeg husker ham som ret begejstret for en del udgivelser og koncerter i de år.

 
Venner og fjender

Ven og fjende er som vanligt skarpt opdelte i det Jungersenske univers. Fjenden er det, han mener er etablissementet, højrøvede post-punk- og indie-orienterede rockanmeldere, de nye tider, alternativ rock og såmænd også gentrificeringen af Vesterbro, der får en sides opkog af gammelhørte læserbrevsklichéer så gennempulede som Lemmys lever: om de gode gamle dage vs. de nye onde dage. Vennerne er ”Ridderne Om Det Onde Bord” og dem, der ”betræder Rockens Reneste Sti”, som det hedder. Og så rock’n’rollen, selvfølgelig, som igen og igen besværges, som gjaldt det livet. Hvad det måske også gør for forfatteren.

 

Selvom bogen er en hyldest til rocken og Lemmy, er den alligevel bedst mod slutningen, da Lemmy er død, og regnskabet skal gøres op. I kapitel 13 genoptrykkes en af Jungersens tidligere artikler om rockgiganternes fald, hvor han viger fra sin sædvanlige stil og slår en mere elegisk tone an i sin besyngelse af de døde og døende helte. Den mere personlige tone klæder ham, fordi han ikke gemmer sig bag søgte sammenligninger. Her løfter kærlighedserklæringen sig.


Det gør den også, da et 20 minutter langt interview med Lemmy bliver til en timelang samtale med idolet. Jungersens fanglæde er svær ikke at have sympati for, og der er noget reelt rørende over den insisterende begejstring.

Bogen er nok for uegal til at være helt vellykket. Man er i godt selskab med Jungersen, men 'Mig & Lemmy' vil for mange ting på én gang og er for kort til for alvor at nå i dybden med dem. Som anmelder må man aldrig anmelde den bog, man hellere ville have læst end den foreliggende. Alligevel: Gid Jungersen dog ville skrive en rigtig og fuldtonet selvbiografi, der også dækker årene som musikredaktør. Når han hæver blikket fra rockideologien, har han meget at sige.

Sådan en bog kunne både tilfredsstille Jungersen-fans og være et bidrag til musikanmelderiets historier i Danmark.