Jævnstrøm, vekselstrøm, tilbageblik
Populær
Updated
Over 30 års DVD-gennemgang af AC/DC, hvor der nok er mest at hente i Bon Scott epoken, men hvor bonus-DVD'en rummer en sand godbid fra Brian Johnson æraen. Mens vi andre tålmodigt venter på en opfølger til det snart otte år gamle album ”Stiff Upper Lip”, fortsætter AC/DCs pladeselskab utålmodigt med at udgive den ene DVD efter den anden. For to år siden blev det til kollektionen ”Family Jewels”, der opsummerede hele bandets karriere på musikvideofronten.
"Family Jewels" var fordelt over to skiver; en med Bon Scott som sanger og en med Brian Johnson, som tog over i 1980 efter Scotts død. Dette koncept følges op på dette sæt, der har fået navnet ”Plug Me In”. Og hvad man her præsenteres for, er mere end fem timers live-materiale med start i et australsk tv-studie i 1975 og frem til Toronto Rocks-koncerten i 2003, hvor omtrent en halv million tilskuere ser på.
Det er de færreste, der vil argumentere for, at Bon Scott-æraen, der strakte sig over seks år, ikke er bedre end Johnsons, der groft sagt kun har affødt ét et essentielt album, ”Back in Black” fra 1980 (”The Razors Edge” er dog heller ikke værst). At Johnson så er en sublim fortolker af ”Scotts sange”, kan ingen tage fra ham, men der har stadig manglet en DVD-udgivelse med den sande mester bag mikrofonen. Indtil nu.
Ultrarockende eksplosioner
For som skrevet, starter det hele i 1975 med ”High Voltage” i det australske tv-show ”King of Pop”, hvor bandet optræder foran et måbende publikum. Den største fornøjelse er endelig at få lov at opleve Bon Scott i levende billeder. Om det så er med sækkepibe om halsen i ”It’s a Long Way to the Top (If You Wanna Rock’n’Roll)” eller om det er med ryggen til, i en sort/hvid amatøroptagelse af Chuck Berrys ”School Days” (det er der, man skråler med på ”hail, hail rock’n’roll!”).
Billed- og lydkvaliteten er meget svingende hele vejen igennem, og i disse dage, hvor restaureringsteknikker eksisterer i bedste velgående, kunne man godt have ønsket sig, at der var blevet finpudset lidt hist og her, for det grænser altså til ”Cliff ’em All”-kvalitet flere steder.
Dette glemmer man dog hurtigt under den første skives højdepunkter. Først eksploderer AC/DC – for "første gang" på tv, fornemmer man – i det ”fine” BBC-program ”Sight & Sound” i 1977; alt går op i en ultrarockende enhed i ”Hell Ain’t a Bad Place to Be” og en balstyrisk fortolkning af ”Rocker”.
Ligeså får vi, året efter, helt sublime live-versioner af ”Let There Be Rock” (med Angus Young spjættende i cirkler på gulvet) og ”Bad Boy Boogie” (med indlagt stripshow fra Angus). Begge showtraditioner, som AC/DC stadig sværger til, her 30 år senere. Nu har man altså mulighed for at se, hvor det hele startede. Heromkring begynder man – automatisk og måske ufrivilligt – at fylde shots-glasset med Jack Daniel’s.
Som bonus på den første disk, er højdepunktet et kvarter langt interview med Bon Scott fra 1977, hvor han lystigt fortæller om, at AC/DC er på vej på tour i USA for at opvarme for Kiss! Og derefter venter nogle koncerter med UFO og Rush… Jo, jo. For min skyld kunne vi godt have nøjedes med denne ene skive.
Guldklumper
På den anden DVD følger vi AC/DCs indtræden på arenarockscenen efter megasællerten ”Back in Black”. Det starter dog med lidt af et antiklimaks i form af en håndfuld numre optaget live i Japan i 1981 med direkte utåleligt billede og lyd, og så virker bandet i øvrigt også ganske ufokuseret. Der er også nogle backstageoptagelser mellem numrene, og ellers uessentielle sager som ”Guns for Hire” og ”Bedlam in Belgium”.
Pointen er, at man – som fan – har det meste af den anden skive i forvejen (om ikke andet så fra andre koncerter fra de samme turnéer). Monsters of Rock-koncerten er i forvejen genudsendt på DVD'en ”Live at Donington” og dækker ligeledes starten af 90’erne, materiale fra 1996 kan fås på ”No Bull” og en koncert fra 2001 er udgivet på ”Stiff Upper Lip Live”.
Derfor er der kun få guldkorn at gå efter her: ”Gone Shootin’” live i VH1s studie, 1996 og en sjælden livefortolkning af ”Ride On” fra Paris, 2001. Men, men, men. Så er der bonusmaterialet, der består af små interviewbidder, hvor Angus Young kommenterer en påstået rivalisering mellem Van Halen og hans eget band: ”der kan ikke være nogen rivalisering, jeg mener, de er jo et popband, og vi spiller rockmusik…”
Det der dog gør sættet allermest uundværligt for fansene er guldklumpen til sidst: Her er Angus og Malcolm Young på scenen med Rolling Stones under en koncert i Tyskland i 2003, hvor de sammen spiller B.B. Kings ”Rock Me Baby”. Se, det er stort! Lige dele benovelse fra begge parter, hvor især Malcolms Youngs øjne lyser op over at spille med Keith Richards, mens brormand stjæler fokus fra Mick Jagger længere fremme på scenen med et utal af soloer og duckwalk i stor stil.
Sættet er en god introduktion til AC/DC for udenforstående, og den første skive og bonusmaterialet på disk to, gør i sig selv, at her er tale om et essentielt køb. Nu mangler vi blot en DVD med restaureret udgave af en koncert med Bon Scott i front!
NB: Sættet udsendes også i en ”deluxe-udgave” med en ekstra DVD, plakat, backstage-pas og klistermærker, se nedenstående.
"Family Jewels" var fordelt over to skiver; en med Bon Scott som sanger og en med Brian Johnson, som tog over i 1980 efter Scotts død. Dette koncept følges op på dette sæt, der har fået navnet ”Plug Me In”. Og hvad man her præsenteres for, er mere end fem timers live-materiale med start i et australsk tv-studie i 1975 og frem til Toronto Rocks-koncerten i 2003, hvor omtrent en halv million tilskuere ser på.
Det er de færreste, der vil argumentere for, at Bon Scott-æraen, der strakte sig over seks år, ikke er bedre end Johnsons, der groft sagt kun har affødt ét et essentielt album, ”Back in Black” fra 1980 (”The Razors Edge” er dog heller ikke værst). At Johnson så er en sublim fortolker af ”Scotts sange”, kan ingen tage fra ham, men der har stadig manglet en DVD-udgivelse med den sande mester bag mikrofonen. Indtil nu.
Ultrarockende eksplosioner
For som skrevet, starter det hele i 1975 med ”High Voltage” i det australske tv-show ”King of Pop”, hvor bandet optræder foran et måbende publikum. Den største fornøjelse er endelig at få lov at opleve Bon Scott i levende billeder. Om det så er med sækkepibe om halsen i ”It’s a Long Way to the Top (If You Wanna Rock’n’Roll)” eller om det er med ryggen til, i en sort/hvid amatøroptagelse af Chuck Berrys ”School Days” (det er der, man skråler med på ”hail, hail rock’n’roll!”).
Billed- og lydkvaliteten er meget svingende hele vejen igennem, og i disse dage, hvor restaureringsteknikker eksisterer i bedste velgående, kunne man godt have ønsket sig, at der var blevet finpudset lidt hist og her, for det grænser altså til ”Cliff ’em All”-kvalitet flere steder.
Dette glemmer man dog hurtigt under den første skives højdepunkter. Først eksploderer AC/DC – for "første gang" på tv, fornemmer man – i det ”fine” BBC-program ”Sight & Sound” i 1977; alt går op i en ultrarockende enhed i ”Hell Ain’t a Bad Place to Be” og en balstyrisk fortolkning af ”Rocker”.
Ligeså får vi, året efter, helt sublime live-versioner af ”Let There Be Rock” (med Angus Young spjættende i cirkler på gulvet) og ”Bad Boy Boogie” (med indlagt stripshow fra Angus). Begge showtraditioner, som AC/DC stadig sværger til, her 30 år senere. Nu har man altså mulighed for at se, hvor det hele startede. Heromkring begynder man – automatisk og måske ufrivilligt – at fylde shots-glasset med Jack Daniel’s.
Som bonus på den første disk, er højdepunktet et kvarter langt interview med Bon Scott fra 1977, hvor han lystigt fortæller om, at AC/DC er på vej på tour i USA for at opvarme for Kiss! Og derefter venter nogle koncerter med UFO og Rush… Jo, jo. For min skyld kunne vi godt have nøjedes med denne ene skive.
Guldklumper
På den anden DVD følger vi AC/DCs indtræden på arenarockscenen efter megasællerten ”Back in Black”. Det starter dog med lidt af et antiklimaks i form af en håndfuld numre optaget live i Japan i 1981 med direkte utåleligt billede og lyd, og så virker bandet i øvrigt også ganske ufokuseret. Der er også nogle backstageoptagelser mellem numrene, og ellers uessentielle sager som ”Guns for Hire” og ”Bedlam in Belgium”.
Pointen er, at man – som fan – har det meste af den anden skive i forvejen (om ikke andet så fra andre koncerter fra de samme turnéer). Monsters of Rock-koncerten er i forvejen genudsendt på DVD'en ”Live at Donington” og dækker ligeledes starten af 90’erne, materiale fra 1996 kan fås på ”No Bull” og en koncert fra 2001 er udgivet på ”Stiff Upper Lip Live”.
Derfor er der kun få guldkorn at gå efter her: ”Gone Shootin’” live i VH1s studie, 1996 og en sjælden livefortolkning af ”Ride On” fra Paris, 2001. Men, men, men. Så er der bonusmaterialet, der består af små interviewbidder, hvor Angus Young kommenterer en påstået rivalisering mellem Van Halen og hans eget band: ”der kan ikke være nogen rivalisering, jeg mener, de er jo et popband, og vi spiller rockmusik…”
Det der dog gør sættet allermest uundværligt for fansene er guldklumpen til sidst: Her er Angus og Malcolm Young på scenen med Rolling Stones under en koncert i Tyskland i 2003, hvor de sammen spiller B.B. Kings ”Rock Me Baby”. Se, det er stort! Lige dele benovelse fra begge parter, hvor især Malcolms Youngs øjne lyser op over at spille med Keith Richards, mens brormand stjæler fokus fra Mick Jagger længere fremme på scenen med et utal af soloer og duckwalk i stor stil.
Sættet er en god introduktion til AC/DC for udenforstående, og den første skive og bonusmaterialet på disk to, gør i sig selv, at her er tale om et essentielt køb. Nu mangler vi blot en DVD med restaureret udgave af en koncert med Bon Scott i front!
NB: Sættet udsendes også i en ”deluxe-udgave” med en ekstra DVD, plakat, backstage-pas og klistermærker, se nedenstående.
Kunstner
Titel
Plug me In
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter