Liv før Roskilde...

Populær
Liv før Roskilde...
Ekstatisk genkomst til det gendannede new yorker band Life of Agony. Man kan måske godt med god tilnærmelse sige, at det var to modsætninger der mødtes denne aften i Lille Vega, da Life of Agony ikke umiddelbart har særlig meget til fælles med Death Angel. ”Absurd sammensætning” ville nogen måske gå så langt som at kalde det.

Just gendannede Life of Agony skulle vise sig at være et længe savnet band, sådan virkede det i hvert fald på det publikum som var på plads i et udsolgt Lille Vega (udsolgt havde der i øvrigt været i en måned, så mon ikke Life of Agony kunne have fyldt Store Vega også?). Absurd opvarmning eller ej, så var Death Angel velforberedte på den svære opgave det er, at åbne for et gendannet band, som ikke har været på disse egne i lang tid.


Middelmådig dødsengel

Når nu man kender Death Angel for at være thrash metal af samme skole som Metallica og andre Bay Area-kumpaner, så virkede det en anelse skuffende, at vi denne aften mestendels blev budt på langsomme sange, og ikke meget speedet metal, som Death Angel nu engang mestrer bedst.

Man fornemmede ellers at bandet gjorde hvad de kunne, for at få deres – til denne aften – valgte repertoire til at virke nogenlunde holdbart. Desværre var hele Death Angel’s sæt middelmådigt, og flyttede ikke hverken det ene eller andet.


Væk med barrikaderne

Life of Agony lagde ud i overbevisende stil, budt velkommen af et ekstatisk publikum fyldt med hardcore-fans, som i den grad så ud til at savne Life of Agony. Forsanger Keith Caputo rodede sig efter Life of Agony’s opløsning ud i noget akustisk Tim Christensen-agtigt flæbepop og selvom han også ligner Tim Christensen til forveksling, så skulle vi ikke længere ind i sættet end én sang, før han skældte security-folkene ud og fik dem til at fjerne barrieren mellem scenen og publikum (!)nSå var lejligheden der også til at slå sig ordentlig løs…

Sættet bestod hovedsageligt af de helt gamle sange fra bandets debutalbum ("River Runs Red") og opfølgeren ("Ugly"). Kun én sang ("Weeds") blev det til, fra det – i undertegnedes øjne – ekstremt oversete værk "Soul Searching Sun". Måske fordi sangene fra det album er meget anderledes end resten af bagkataloget?

Vi fik serveret tre nye sange fra det album, som bandet p.t. er ved at indspille og vi blev lovet at det udkommer i 2005. De sange var udmærkede uden at virke prangende. Der var mange højdepunkter denne aften, åbneren "River Runs Red", "Other Side of the River" og "How It Would Be", for blot at nævne nogle. At Life of Agony så er utroligt velsammenspillede, ødelagde heller ikke koncerten. Bandet virkede i det hele taget ret benovede over den overvældende velkomst, de fik, og det hjalp til at tænde op under især guitarist Joey Z., som også så sit snit til at rykke intro-riffet til Metallicas "Seek & Destroy" af, da bandet bøffede i det i en af de nye sange.

Det kompakte sæt sluttede brat, da Keith Caputo inden "Underground" meddelte, at "det er vores sidste sang i aften. Vi spiller ingen ekstranumre, da vi ikke tror på den slags” (!)" Så har man hørt det med. Men det var ikke nok til at ødelægge helhedsindtrykket af en – på mange områder – perfekt koncert.

Spillested
Dato
04-06-2029
Trackliste
River Runs Red
This Time
Bad Seed
(Seek And Destroy)
NY - Love To Let You Down
Other Side of the River
Lost At 22
Weeds
NY – The Day He Died
Method of Groove
I Regret
Seasons
NY - Justified
Through And Through
How It Would Be
Underground
Karakter
4