Melankoli ved domkirken

The Stooges, The Doors og Nick Cave samledes hos Madrugada, da Norges succesrige melankoli-rockere gav en speciel koncert vis á vis domkirken i Trondheim. Tragedien ramte Norges største rockband sidste sommer, da Madrugada-guitaristen Robert Burås blev fundet død i sin lejlighed blot 31 år gammel.

Burås havde imidlertid nået at indspille et sidste album sammen med bandet, der dermed fik levnet sig en ledetråd midt i den mørke og sorgfulde periode, der fulgte efter tabet af vennen og kolleagen, som i høj grad var mørkemelankolikerne Madrugadas musikalske kreatør.

Det posthume album featuring Burås, "Madrugada", udkom i foråret, og det var med dette i ryggen, at de overlevende bandmedlemmer - sanger/guitarist og frontfigur Sivert Høyem og bassist Frode Jacobsen - stod på scenen sent fredag aften i den historiske Borggården i Trondheim vis á vis det monumentale by-ikon Nidaros Domkirken, smukt oplyst i høstskumringen.

[img]http://heavyjam.dk/img/2491.jpg[/img]Med omdrejningspunktet "Madrugada" drev Høyem, Jacobsen og de nye bandmedlemmer i koncert line-uppet sig gennem det meget smukke, lys-koreograferede sæt, hvor bandet ramte den højelektriske nerve i "The Hour of the Wolf" og "Look Away Lucifer". Her slippes en del af bandets Stooges-fascination slippes løs, mens Madrugadas vitale varemærke af afdæmpet melankoli stod sikkert og stilfuldt frem i den fængende single "What's on Your Mind?", hvor bandet fængslende fusioner en smule Leonard Cohen og Johnny Cash og en stor del Nick Cave, og i den efterfølgende "Honey Bee".

I sin grundsubstans trækker Madrugada også på en god del af stemningen fra The Doors, men det er netop Madrugadas evne til at filtrere i inspirationskilderne og skrive egne og ofte dragende sange, som hæver bandet anseeligt over gennemsnittet. Og i Høyem har Madrugada en af de mest personlige og autentiske stemmer på den skandinaviske rockscene.

Som frontmand er Høyem måske ikke den helt store entertainer og Madrugada brændte nok heller ikke helt igennem denne aften, men den magiske og historiske koncertkulisse og bandets kompositoriske trumfer formåede alligevel at indfange stolpesolide rock-øjeblikke i navnlig den nøgne og atmosfæriske "Majesty" og i "Black Mambo", hvor bandet søgte i en mere jamorienteret og lettere udsyret retning.