Papvin & Polka

Populær
Papvin & Polka
Flogging Molly transformerede årets kedeligste mandag til årets festligste. Et kig ud af vinduet mandag aften gjorde at Barnaby, kamillete og kameluldstøfler virkede endog meget tillokkende, men Flogging Molly ville det heldigvis anderledes! Det 6 mand og een kvinde store irsk/amerikanske folkpunk-ensemble gav den nemlig i den grad gas på en aften der ellers var en klokkeklar kandidat til at blive årets kedeligste.

Flogging Molly står lidt uberettiget i skyggen af Bostons Dropkick Murphys der tidligere på året spillede op til dans sammesteds. Men Flogging Molly har een ting som Dropkick Murphys ikke har. Og hvad er så det? Bedre sange? Næh, de er i grunden ret ens, og bestemt ikke på højde med de stilmæssige forbilleder i the Pogues og the Clash.

[img]http://heavyjam.dk/img/2427.jpg[/img]Det der gør at Flogging Molly holder hele vejen er den lalleglade entusiasme der lyser ud af den vidunderligt selvironiske frontmand Dave King. Manden KAN vitterligt ikke danse, men det afholder ham ikke fra at drøne rundt på scenen som en frø i en polkablender hele tiden.

Sammen med et orkester der åbenlyst nyder at stå på scenen, er det altså meget svært at stå stille, selv for os halvgamle stoddere nede bagved. Alt i alt var det som at blive suget et par år tilbage i tiden til den fest Flogging Molly sparkede den legendariske Roskilde Festival i 2005 igang med.

Og i det lys er det jo også ekstra bittert at tage et blik på årets Roskildeprogram, hvor der blandt alle de trendy og smarte indiebands i den grad mangler et uprætentiøst orkester som Flogging Molly der "bare" vil holde en fest med papvin & polka!

Spillested
Dato
08-06-2023
Genre
Karakter
4