Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Sweden Rock 2007: Torsdag

Updated
Sweden Rock 2007: Torsdag
Dark Tranquility, Rock Stage Fra spændende 70’er rock til ond halv-død med svenske Dark Tranquility. Dem var vi mange, der havde ventet sig rigtig meget af. Men lyden (især) og en tungrøvet start trak ned. Dét var den første af mange koncerter på den scene, hvor der blev spillet lavest. Og det kom til at gå ud over de svenske mørkemænd; der ironisk nok havde en af festivalens mest glade og smilende sanger!

Oftest var både trommer og keyboards længere fremme i lydbilledet end guitarerne, og det smadrede mange af de detaljer, vi kender fra gruppens fremragende cd’er. Men punkt 1: Publikum elskede dem, og det blev en stor fest. Og punkt 2: De spillede sig gevaldigt op i anden halvdel.

- Schmidt

Disse ganske seje, svenske melodødsrockere var grunden til, at jeg havde sat vækkeuret oppe i Oslo på 4.45 samme torsdag morgen. Dark Tranquility ville jeg ikke gå glip af, for bandet har mange fine nuancer på dets seneste udspil ”Fiction” og jeg har aldrig rigtig fået tjekket dem live.

En pænt stor following var mødt frem, men desværre også en irriterende sommervind, som måske nok var meget svalende i den begyndende hedebølge, men bestemt ikke gavnlig for den lydmæssige oplevelse. Dark Tranquilitys pompøse univers kræver simpelthen en optimal lyd, og den fandtes ikke denne middagsstund. Må have den store Dark Tranquility koncertoplevelse til en vinterlig indendørsstund.

PS: Desuden var der det traditionelle syndrom, som altid rammer – og hæmmer – mine åbningskoncerter på festivaler: kun én øl inden koncerten, selvom det så var en velskænket Schwarzbier… Men det problem skal hverken Dark Tranquility, vinden eller lyden lastes for!

Forfatter
Karakter
3