Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

The Who - Orange, Roskilde Festival

Populær
Updated

The Who - Orange, Roskilde Festival

Kunstner
Dato
07-08-2007
Genre
Koncertarrangør
Karakter
5

Det er efterhånden blevet rutine, at det er veteranerne, der løber med guldmedaljen til Roskilde hvert år. Sidste år var det Roger Waters, forrige år var det Black Sabbath, i ’04 var de gode gamle Iggy Pop, og i 2003 var det de snart lige så gamle hoveder fra Metallica… Man kunne blive ved, og statistikken fortsatte såmænd i år, hvor det var 63-årige Pete Townshend og 62-årige Roger Daltrey, der som de eneste overlevende medlemmer af The Who – i ordenes bogstaveligste forstand – kom, spillede røven ud af buskerne og sejrede. Man behøvede faktisk kun at have hørt ”I Can’t Explain” for at være overbevist om, at koncerten ville blive en kæmpestor oplevelse. Nummeret fra 1965 er vel det tætteste man kommer på et AC/DC-riff ti år før Bon Scott nåede at råbe ”Can I Sit Next to You Girl?”. ”The Seeker”, som blandt andre Rush har fortolket (Scorpions har i øvrigt coveret "I Can't Explain" - Red.), fulgte lige bagefter, og man var ikke i tvivl om, at The Who er Arenarock med stort "A" - et af de få bands, der har kaliber til at spille Orange Scene helt op. Koncerten var simpelthen en helt ubeskrivelig hitparade, hvor man ikke behøvede at have bundet fadøl i lange baner for automatisk at brøle med på ”Who Are You?” og ”Baba O’Riley”, hvis ”It’s only teenage wasteland”-linie aldrig har beskrevet en mark bedre, end den gjorde Dyrskuepladsen denne aften. ”Won’t Get Fooled Again” er ganske enkelt et af de bedste rock’n’roll-numre nogensinde, og tjek så lige den trommeindgang fra Zak Starkey (Ringo Starrs søn) efter breakdownet! Det er så tæt, som man overhovedet kommer på den afdøde, balstyriske tøndebasker Keith Moon (som var venner med Starr og underviste sønnen Zak, da han var barn). Det er næsten overflødigt også at nævne ”My Generation” og ”Pinball Wizard” og det afsluttende "Tommy"-medley. Vi var vidner til en himmelsk hitparade, der var skåret ind til benet, og ikke plads til svage numre. Koncerten var med sine 85 minutter lidt kort, og mon ikke The Who kunne have fundet en halv times mere genialt materiale!? (jo, især hvis ikke de spillede "The Real Me" eller "Love Reign Over Me" - Red.). Måske var det fordi Daltrey havde halsbetændelse, men han gjorde en formidabel indsats, og man kunne se på ham, at de høje toner i ”Behind Blue Eyes” (som Limp Bizkit har hittet lidt med - Red.) vitterlig gjorde ondt. Den sad lige i skabet, og alle andre musikere blev overflødiggjort i halvanden times tid.