Østblokundergrund
Da slovakiske Shallov og ungarske Oaken gæstede Rust onsdag aften, var der luft mellem publikum, selvom begge bands var tæt på og spillede rummet ud.
Trashboy Shows – bedre kendt som Viktor Kaas, den københavnske hardcoredynamo – arrangerer ikke koncerter for at hælde penge i lommen på de store navne. Han gør det af ren kærlighed til musikken og for at udbrede den spændende undergrundsmusik til et større publikum. I dette tilfælde dog et lidt mindre publikum, da den nørrebroske klub Rust desværre langt fra var fyldt op.
Der var også hård konkurrence fra Esoteric, Saturnus og The Exploited, men en god snes havde alligevel slået vejen forbi Guldbergsgade.
Og det var med god grund. Det var to aldeles ukendte faktorer, der mødte os på Rusts lille scene, men begge bands imponerede særdeles.
Imponerende slovakere
Shallov var første navn på plakaten, og det slovakiske band lignede ikke meget, vi havde set før. Viktor Ori lignede, med sin leopardmønstrede top og sit markante pandehår primært en, man kunne møde til en fernisering på Vesterbro, mens Dušan Ori kanaliserede Paul McCartney i slutningen af 1960’erne med langt hår, skæg og højtsiddende bas.
Vi var i hvert fald ikke forberedte på det ufattelige niveau af virtuositet, Bratislava-trioen lagde for dagen.
Udstyret med hver deres gigantiske pedalbræt ledte brødrene Ori os gennem en no wave-inspireret gang post-hardcore, der fortabte sig i lige dele energi og drømmestemning.
Fra en indledning, hvor Viktor Ori spillede en harmonikarytme på sin guitar, tog det kun fart. Det er sjældent man oplever at høre musik i denne retning være så progressivt, men det var næsten fortryllende at se hans fødder danse så målbevidst og ubesværet over pedalkontakterne, og høre de spændende toner, når hans fingre gled direkte over strengene på den ene af de to guitarer han havde medbragt. På samme vis indtog Dušan Oris femstrengede bas en fremtrædende rolle og lagde en god bund for musikken, der ellers blev drevet frem af Erik Bachorecs enormt effektive trommespil.
Generelt var det musikalske niveau tårnhøjt hos de tre slovakere, og når en ny lyd dukkede frem, kunne man se de imponerede miner sprede sig i den lille sal.
Oris vokal var lige så spændende som deres instrumentalisering og bevægede sig også gnidningsløst mellem englekor og forpinte skrig.
Trommer og tamburin
Ungarske Oaken havde lidt mindre pedalbrætter med sig, og det var heldigt, både fordi de var to mand mere på scenen, men også fordi forsangeren, der ligesom resten af bandet kun går under forbogstav, var ansvarlig for både synthesizer, en ekstra gulvtam, tamburin og et stykke jern, man kunne banke på.
Hvor Shallov flirtede mere med det atmosfæriske, holdt ungarerne hårdt fast i hardcorerødderne, og selvom forsangeren både sang rent og brølede fra tid til anden, var det de hæse hardcorebjæf, der var grundlaget. Og det fungerede fremragende over en bund af to guitarister og en enkelt bas, der spillede præcis så skærende og aggressivt som de skulle.
Trumfkortet for Oaken var dog trommeslageren og forsangerens benyttelse af den ekstra gulvtam. Ofte hamrede han i denne, mens han sang, hvilket skabte en kæmpestor, taktfast og næsten militaristisk fornemmelse, der forplantede sig i hele salen.
Sidst vi så dette fungere så godt, var da Cult of Luna spillede på The Rock tilbage i 2008. Siden da har adskillige bands benyttet sig af ekstra perkussionister på scenen, men sjældent til nogen stor effekt. Det kunne Oaken.
Lyden var massiv og sparkede virkelig energien op.
Hen mod slutningen var stemningen også til at skære i, og Oaken udfyldte rummet på bedste vis. Det var tydeligt at de var glade for at spille der, også selvom rummet var mindre end pakket. På turneen var deres vogn gået i stykker, og deres penge var blevet stjålet, så der fulgte en opfordring til at gå i merchboden.
Det havde bandet også mere end gjort sig fortjent til, så vi fulgte opfordringen.