Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Lod lyset skinne på os

Updated
vnv nation

VNV Nation åbnede deres europatour med et brag en torsdag aften på Vestegnen.

Kunstner
Spillested
Dato
23-02-2023
Trackliste
Before the Rain
(Live debut)
Sentinel
Primary
The Farthest Star
When Is the Future?
Retaliate
Epicentre
Chrome
Control
Further
Homeward
(Unknown)
(New song, live debut)
Immersed
Resolution
(With Don't Stop Believing… more )
Profet
(Live debut)

Encore:
Illusion
Solitary
Darkangel

Encore 2:
Nova
All Our Sins
Fotograf
Promo
Forfatter
Karakter
5

Kulturhuset Viften i Rødovre er ikke et sted, undertegnede har befundet sig ofte. Der var vist engang en børneforestilling med Dissing-brødrene på græsplænen udenfor, men ellers har stedet ikke budt på den store tiltrækningskraft. Det lader dog til at ændre sig fremover. For udover koncerten torsdag aften, har stedet booket både Suicide Commando og Tiamat i de kommende måneder, og der bliver derfor lagt en vis skygge over Vestegnen, der i højere grad plejer at lægge scene til Tim Christensen, Hotel Hunger og Nikolaj Stokholm. Og det er godt!
Mange havde tydeligvis lagt mærke til bookingen torsdag aften, og den temmelig store sal i Viften var udmærket fyldt.
Dog var publikummet et noget andet end vi er vant til, og deltagelsen var også derefter. For det første var der noget mere farverigt, end vi ofte ser – der var også flere sweatre. En lidt ældre koncertgænger fik også lige tjekket Ekstra Bladets hjemmeside efter at have taget en meget lang video med blitzen tændt. Der var også god plads til at bevæge sig, omend folk havde en lidt højere grad af ejendomsfølelse, end vi ofte ser, og det var svært at komme forbi.
Dog var det et skønt publikum, der i høj grad var kommet for at opleve Ronan Harris og VNV Nation.

Og det fik de lov til. Trods mange års bekendtskab og glæde ved VNV Nation, var det undertegnedes jomfrurejse udi elektronisk dansekoncert, og denne aften skuffede ikke.
Først opvarmede canadiske TRAITRS. Som en elektronisk udgave af The Cure gjorde duoen meget for at sætte scenen for aftenens hovednavn, og mange stillede sig også an til at være med. Det var dog ganske tydeligt at se, at dette publikum var kommet for at se VNV Nation, for ganske mange brugte betydelige mængder tid på at snakke sammen, fjolle rundt, drikke sig helt i hegnet, og for en enkelts vedkommende, filme med blitz, for derefter at tjekke Ekstra Bladet på telefonen, mens de to musikere, særligt den yderst energiske og hårdttrampende synthspiller, gjorde deres bedste for at holde den kollektive opmærksomhed. Det var de mindre koncertvante deltagere ikke helt med på.

Noget anderledes var det dog, da lyset blev slukket og klokken slog 21. Tre bemærkelsesværdigt unge herrer havde fundet sig til rette bag macbooks, synthesizers og et elektronisk trommesæt, og den trinde, glatissede Ronan Harris indtog scenen.
Ronan Harris har en helt fantastisk scenetilstedeværelse og udstråler fra første sekund de flinkeste og rareste vibrationer nogensinde set til en koncert. Som alles venlige og rare onkel bevæger han sig rundt på scenen med et stort smil læben og glimt i øjet fra start til slut.

For metalfans kan det måske være svært at forstå. Det var i hvert fald med en vis usikker tøven jeg bevægede mig ind i salen. Når jeg tidligere har været til ikke-metal-koncerter, har jeg haft svært ved at vide hvad jeg skulle gøre af mig selv. Når man ikke kan headbange, moshe eller lignende, hvad skal man så? Og selv om der denne aften var lige rigeligt klappen i takt (ærligt, hvorfor gør man det?), så kom dansen helt naturligt. Og sådan var det salen over. Alle bevægede sig – nogle mere end andre. Undertegnede blev ganske svedig under tretrinsraketten ‘Epicentre’ – ‘Chrome’ – ‘Control’, og med det vanvittigt effektive lysshow og Harris som opmuntrende indpisker var det præcis, hvad vi havde brug for. Selvom koncerten varede to timer, og jeg plejer at være allergisk overfor lange set, var det eneste, der føltes lidt vel trukket ud pauserne inden de to encores.

VNV Nation i Rødovre var en kæmpesucces, og selvom den lidt ældre periode er min favorit og den ikke optrådte synderligt på setlisten, var Harris’ energi nok til at trække helt i top. Alle bør opleve den mand på en scene. Som dirigent, som sanger og som nærmest messiansk skikkelse på scenen førte han os gennem fest, dybfølt fællessang og – ja, klappen. Foran de to gulvtammer, der blev hevet frem til ‘All Our Sins’ strålede han, og smilet på hans ansigt matchede alle vores.
Som vi beskrev, da vi talte om 'Empires' overstrålede håbet alt andet. Og selv om man var på Vestegnen, så verden lidt lysere ud på den anden side.

Menu