Den ekstrametalliske dimension: VNV Nation – ‘Empires’

VNV Nation står på den elektroniske scene som innovatorer, men er sjældent påskønnet udenfor deres niche. Her er indgangsbilletten.

Engang var Electronic Dance Music ikke mainstream. Faktisk var det en forkortelse, der sjældent blev brugt uden for dedikerede, elektroniske kredse. Selvom det egentlig er en overgenre, der dækker alt fra dub over trance, house og alskens andet, er det også i sig selv en strømning. Nu til dags fylder den meget i kraft af den indvirkning trap og den afart af dubstep, der udviklede sig i slutningen af 00’erne, også kendt som “brostep”, har haft på den, og en stor del af mainstreamens mest populære numre passer under den paraply. Diplo, Calvin Harris, David Guetta og mange andre kan nævnes i flæng som spydspidser for det vi i dag forstår som EDM.

Men for snart 20 år siden skelnede man i højere grad mellem tingene, og selvom der var sammenfald i stemning, instrumentalisering og særligt i beats, var EDM’en generelt mørkere end den tyggegummiagtige eurodance og den trippede psytrance, der ellers havde præget det foregående årti. En særlig strømning af EDM’en kaldtes EBM – Electronic Body Music – og denne tog indflydelse fra industrialen, der var blevet etableret af pionerer som Einstürzende Neubauten, Throbbing Gristle og Skinny Puppy forinden. Som med metallen kan genrerne altid blive mere snævre og vi skal her fokusere endnu mere. Ned i den genre, der kaldes “futurepop” og det band, der mere end nogen andre har sørget for at slå den fast. Det stadig eksisterende og turnerende VNV Nation.



Sejr, ikke hævn
Irske Ronan Harris har lavet musik siden 1983. Først spillede han i Die Fabrik, der tydeligvis tog en del inspiration fra Kraftwerk i deres noisy synthpunk. Den slags var dog ikke synderligt populært i det irske, hvorfor Harris flyttede til London, og i 1989 oprettede projektet Nation, der dog heller ikke slog i gennem. Først i 1994, hvor frontpersonen igen var flyttet, denne gang til Toronto i Canada, fandt Harris melodien, og genoplivede Nation, denne gang med tilføjelsen af det nye motto “Victory, Not Vengeance”.
For Harris var det væsentligt, at understrege, at de tidligere nederlag kun havde ført til yderligere indsats for at klare det, og ikke til bitterhed. Denne positive indstilling skulle blive noget, der prægede hans musikkarriere fremadrettet. I 1995 udgav VNV Nation ‘Advance & Follow’, der klarede det lige nøjagtig godt nok til, at han i 1998 kunne udgive den rå, men absolut ikke uefne ‘Praise the Fallen’.

I 1999 fulgte så gennembruddet. ‘Empires’ slog igennem og lå blandt andet øverst på den tyske alternativ-chart i intet mindre end syv uger. Det tyske marked har altid været positivt indstillet overfor det elektroniske, hvilket også kunne ses på den pulserende Berlin-scene, der siden 70’erne har været knudepunkt for udviklingen i EDM og dens varierende undergenrer.



Det var også heromkring, at Ronan Harris sammen med Apoptygma Berzerks frontperson Stephan Groth fandt behov for at definere deres musikalske retning som noget andet end den ellers, i goth-kredse, ganske populære EBM.
For selvom hverken Harris eller Groth nogensinde har afvist den store indflydelse bands som Front 242 og Nitzer Ebb har haft på dem og den scene, der fulgte dem, var det nødvendigt for musikerne at afvise kritik for blot at være 80’er-revival og nostalgi. Herudover mente de, at den mere romantiske og gotiske stemning var i modstrid med den mere kyniske punkattitude de førnævnte bands udviste.

Og det kan der være noget om. Som nævnt lagde Harris fokus på at overvinde sine udfordringer, fremfor at fokusere på, hvorfor de opstod til at starte med. Den positive, fremadrettede, konstruktive og ikke mindst håbefulde attitude skulle særligt rodfæste sig på efterfølgeren ‘Futureperfect’, der i sig selv også er en fremragende plade, og som indledes med en sætning om den enkeltes valg mellem at leve for sig selv, eller arbejde for at gøre fremtiden bedre for alle – på både engelsk, tysk og fransk. En meget tidstypisk og nærmest blåøjet tilgang til verden, som Harris ikke desto mindre har holdt fat i med et fast greb lige siden, og som også deles af Apoptygma Berzerk, der, trods lyriske emner som død og sorg, holder fast i tanken om kærlighed og følsomhed.



Dansemusik for melankolikere
Det, der skiller EBM’en fra resten af flokken, når det kommer til dansabel elektronisk musik, er beatet. Og det er ganske tydeligt på ‘Empires’.
Allerede fra introen, den korte ‘Firstlight’ mærker vi de første spor, men teatralsk som Ronan Harris er, skal vi langsomt bygge op først. Det er en formel, der ikke vil være fremmed for lyttere af doom eller black metal. En intro, der i modsætning til resten af albummet er langsomt, ambient og stemningsmættet og som tjener til at sætte scenen for det, der skal komme.
Og det gør det så i ‘Kingdom’. En elektrisk strygersekvens – kendere fortæller, der er tale om en Korg Trinity – åbner ballet inden industrielle lyde føjer sig til landskabet og bassen sparker ind. Her bliver man også klar over, hvad det er man er gået ind til. Det er dansemusik. Det kan man ikke komme uden om. Men det er dansemusik for melankolikere. Det forholdsvis lave tempo, de atypiske anvendelser af en syntharpeggio og supersaws og ikke mindst Harris’ afdæmpede, næsten spoken-word-atonale vokal, der først ridser adskillige grader af hybris op, for derefter at præsentere præcis hvordan de stærke og de gode kan skabe et bedre kongerige ved at bryde det dårlige ned.

Der er nærmest messianske vibrationer fra forsangeren, og det kunne snildt tolkes i den dårlige retning. Men Ronan Harris er overbevist venstreorienteret, og da en vildfaren fan heilede af ham til en koncert i Montreal i 2001, svarede han igen med en klassisk, venstreorienteret hilsen. Som så mange andre bands i goth/industrial/neo-folk-sfæren, plages VNV Nation af skinheads, der misforstår det futuristiske image og den industrielle ageren med reel forkærlighed for fascisme – lidt som det ofte ses i black metal.. Det kan dog ganske sjældent sidestilles, som der redegøres for i større detalje i Assimilate: ‘A Critical History of Industrial Music’ af S. Alexander Reed, 2013.
VNV Nations lyrik er så oprigtig som den præsenteres og skal læses (og høres) med den optimistiske grundindstilling, som Harris er forkæmper for.



Hvis man skal vende tilbage til de musikalske elementer, er ‘Empires’ særlig, fordi det er sidste gang VNV Nation rigtig dykker ned i de industrielle strøg. Efterfølgeren ‘Futureperfect’ er måske mere kendetegnende for deres musikalske identitet, men ‘Empires’ rummer det hårde, skærende og dissonante, der vil appellere til mange fans af metal-musik. ‘Fragments’ er det perfekte eksempel på dette, der inddrager kolde og hårde lyde og krydspositionerer dem med de mere synthpoppede og acidagtige elementer, og skaber en fuldendt gotisk helhed.

Overordnet kan man sige, at ‘Empires’ præsenterer en subkultur, der føles velkendt og fremmed, men inviterer lytteren ind i en næsten pseudoreligiøs sammentømring af positive vibrationer i mørket. ‘Standing’ er blåtrykket for futurepop og har været til stor inspiration for bl.a. Neuroticfish, ‘Legion’ driver os fremad og giver et indblik i eksistentiel angst mens ‘Darkangel’ og ‘Arclight’ er lige dele emotive og episke og efterlader lytteren fuld af kraft og en følelse af at være set og forstået.



Hvor langt væk fra metal er det her?
Det kommer an på ens forståelse af metal. Hvis man tænker på intensitet, energi og mørke, ligger det tæt på. Hvis man er allergisk overfor elektroniske beats og synthesizers bliver det nok svært.

Er der overhovedet noget metal over det?
Uden industrial, ville metalmusikken ikke lyde som den gør. Så selvom det her ikke er metal, er det mindst lige så metal som ganske meget af den ekstreme kaliber. Det her er musik du kan danse til, men det er meget, meget langt fra Ibiza.

Hvorfor skal man høre det, hvis det ikke er metal?
Det episke strøg overtrumfer ganske megen metal, Ronan Harris er genial til at opbygge en komposition og hans temposkift efterlader mange metalbands i støvet. Det er ikke gabber – så hurtigt er det ikke, men det er ikke svært at forestille sig samme tranceoplevelse som dybe headbands og tung, tung bas kan give lytteren.

Hvad gør det ved ens måde at høre metal på at have hørt det her?
Det gør måske, at man forståer der kan være mere i mørk lyrik end blot død og undergang. I mange tilfælde vil det efterlade en lidt flad overfor mere banale metalbands, og det kan give en forståelse for, at tyngde ikke er lig med hårdhed. VNV Nation og ‘Empires’ er vægtigt og tungt på en måde mange ville have svært ved at forestille sig.

Er der noget, der faktisk er metal, som minder om det her, man kan høre i stedet?
John Cxnnor er det oplagte bud, hvis man opfatter det som metal i klassisk forstand. Herudover kan bands som HIRAKI og Thotcrime nævnes i deres eksperimenterende tilgang til hardcoren. Man kan også skrue tiden længere tilbage og lytte til Ministry, hvis man skulle have de tilbøjeligheder.