Ujævn aften i nu metallens tegn

Ujævn aften i nu metallens tegn
Mathias Nielsen var til Stompeds turnéstart i torsdags. Med Incubus’ skuffende koncert først på ugen i baghovedet, skulle vore danske landsmænd vise, hvordan man giver en koncert. Det var op til Stomped, Visual Block og The Burning Primitive at overbevise Heavyjam’s udsendte.
Uden at have stiftet bekendtskab med Stomped’s – efter sigende – glimrende debut, var det med en hvis spændthed, man bevægede ind i Loppens intime omgivelser på fristaden.


Underlig opvarmning

Første band på scenen havde ikke særlig meget til fælles med Stomped. Det var århusianske The Burning Primitive, der spillede udmærket hård-rock, med hang til lige lovlig radiovenlige/leflende omkvæd, som blev en tand for forudsigelige i længden. Dog var det en fin ”tidsdræber”, mens vi ventede på Stomped.

Det kan man desværre ikke sige om Visual Block, som var sidste band før hovednavnet. Det er svært at sige, om det var lydmandens fortjeneste, at det lød helt gennemført elendigt. Umiddelbart lød det som om, trommeslageren havde svært ved at holde takten bare tilnærmelsesvis. Det svingede slet ikke. At Visual Block så spillede den sørgeligste Korn-ripoff, undertegnede længe har hørt, gjorde ikke det hele meget bedre.
Samtidig blev de 50-70 fremmødte også hurtigt jaget væk fra scenen.


Standardiseret nu- metal teater

Med stemningen dæmpet lidt efter Visual Block’s horrible sæt, skulle Stomped så bevise, at de kunne sætte stemningen i kog igen. Det kunne de godt. Der blev lagt ud med ”Nothing Will Break” fra debuten, indeholdende at dejligt Pantera-agtigt groove mikset med moderne nu metal. Den unge forsanger Esben Hansen (bill.) var arrig denne aften. Han gjorde i hvert fald sit til at sprænge diskanten i højttalerne med sine primalskrigs-introer før hver sang.

Tightheden var der, og det skal siges at Stomped er en del tungere og ondere end de bands man normalt forbinder med nu-metal. Der var bare et problem, som også gjorde, at koncerten aldrig blev bedre end middelgod: Alle Stomped’s sange er bygget op efter den sædvanlige kendte recept, der bruges i den genre de selv tilhører. Absolut ingen overraskelser eller afvigelser.
Og det er synd for Stomped, for det virker som om de har potentialet til mere end blot at agere habilt dansk nu metal band.

Men attituden var der, og den positive publikumsrespons var også tydelig under hele koncerten, specielt da video-hittet ”Cutting Through” blev luftet. At Stomped har potentiale til mere, kom også til udtryk under koncerten, da de ældre numre blev flettet ind mellem de nye. Der er et ordentligt skridt fra nogle af de gamle sange og frem til de nye fra debut-albummet.

Hvis Stomped tager skridtet næste gang, og giver fanden i hvordan EMI vil have, at en nu metal skive skal skæres, så vil der med garanti opstå et interessant resultat. Og et mindre stilskift vil også kunne løfte dem over middel i koncertregi. Men lad os nu se, om Stomped stadig slår sine folder hos EMI, når andet album skal ud…

Kunstner
Spillested
Dato
04-04-2022
Trackliste
Nothing Will Break
Better Life
Vanish In Disgrace
Behind Closed Eyes
Can’t Be
Cutting Through
Ridiculous
Too Blind To Find
Paralyzed
The Way It Is
As Everything Seems To Collapse
Voodoo
-----------------------
”Medley”
Back To The Surface
Money Trip
Karakter
3