Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ørkenstorm i et glas vand

Populær
Updated
Ørkenstorm i et glas vand
Fu Manchu var en tur rundt i bagkataloget i løbet af en koncert, som aldrig blev bedre end OK. For præcis et halvt år siden gav de californiske ørkenrockere i Fu Manchu et brag af en koncert på Christianias Loppen. Med det nye, tunge album ”We Must Obey” i bagagen, blev det lille spillested blæst omkuld af de tordnende udladninger. På Loppen var der udsolgt, så arrangøren havde denne gang valgt Pumpehuset til at danne ramme om koncerten.

Når nu Fu Manchu's optræden tidligere på året var så genial, så havde bandet selvsagt noget ekstra at leve op til denne aften. Det lykkedes selvfølgelig ikke. For det første var Pumpehuset langt fra udsolgt; salen var vel ikke engang halvfyldt. Dét giver en afsindigt elendig akustik, og derfor fremstod Fu’s bragende fuzz-bulder som en stor sump i den første halvdel af koncerten.

Det var faktisk først med den geniale ”Written in Stone”, at der for alvor kom gang i sagerne. Og sikre vindere som ”Hell on Wheels” og den monsterfede ”Over the Edge” kan man ej heller sætte en finger på. Men det var alligevel sværere end det plejer at blive revet med af de storheadbangende hovedfigurer Scott Hill og Bob Balch, samt ikke mindst den formidable tøndebasker Scott Reeder.


Manglende dynamik

Sætlisten bar præg af at være fyldt med mere eller mindre obskure numre fra bagkataloget. Især blev der fokuseret på det ti år gamle album, ”The Action Is Go”, hvorfra vi fik hele fem numre. Det kan undre, at Fu Manchu giver sådan en ”eksklusiv” koncert med sjældent luftede livenumre, når den finder sted i Pumpehuset frem for Loppen, hvis intime rammer nok havde passet noget bedre til en sådan forestilling.

Det var således ikke kun den ilde lyd, der lagde en dæmper på stemningen. Nej, der manglede simpelthen dynamik i sætlisten, der på ingen måder var forudsigelig, men til gengæld fyldt med slæbende numre, der blev alt for enslydende i længden.

Heldigvis kom der smæk på til sidst med den ultimative landevejsrocker ”King of the Road” og den psykedelisk Sabbath’ske ”Saturn III”. Men da var det desværre for sent, og det obligatoriske ekstranummer, Blue Öyster Cults ”Godzilla”, klingede underligt hult.

Fu Manchu plejer ikke at være middelmådige. Det var de denne onsdag.

Kunstner
Spillested
Dato
07-11-2014
Genre
Trackliste
Eatin’ Dust
Evil Eye
Shake It Loose
Redline
Written in Stone
Hung Out to Dry
Hell on Wheels
Over the Edge
Grendel, Snowman
Anodizer
Hogwash
Knew It All Along
Boogie Van
King of the Road
Saturn III
-------------------
Mongoose
Asphalt Risin’
Godzilla (Blue Öyster Cult)
Karakter
3