Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Danko Jones - Big Stage 2, Metaltown

Populær
Updated
Danko Jones - Big Stage 2, Metaltown Det var femte gang i år, at Göteborg forvandlede byens havnefront om til en arena for metalmusik, med to store scener og en mindre. De sidste fire år har Metal Town bestået af et én-dagsprogram med lige under tyve bands, i år var bandantallet dog 32, fordelt over to dage. Det udvidede program og forhøjede billetpris lod dog ikke til at skræmme publikum - som ene og alene synes at bestå af blå/gule landsmænd - for antallet af solgte billetter lod til at være godt i nærheden af sidste års 12.000.

Danko Jones og hans band var de første, der denne dag kunne få publikumspladsen foran den ene af de store scener fyldt ud. Den canadiske trios forening af Henry Rollins-inspirerede spoken words og attitude-rock af den simple slags, ramte i solar plexus hos den rockliderlige publikumsskare. En stor del af sætlisten bestod af numre fra den nyeste skive, "Never Too Loud", men det var gamle Jones-klassikere, specielt "Mango Kid", der for alvor fik fat i mængden foran scenen.

Danko ræsede imod klokken denne eftermiddag, da han og bandet kun havde trekvarters spilletid. Det blev derfor med mere fokus på rock og rul, og med nær så meget på den stand-up lignende komik, som Danko ellers er kendt for at (over)eksponere. Det hele fik en smule karakter af at være en forhastet affære, og tilmed en rutinepræget én af slagsen.

Så selv om rocken spillede og publikum - trods deprimerende sorte regnskyer - kom i godt humør af det, formåede Danko Jones hverken at styrke eftermiddagsdrikkelysten eller få undertegnedes horn op i luften.

Kunstner
Dato
08-06-2027
Genre
Karakter
2