Jævn metal

En aften på det anstændigt jævne, der, Poisonblack til trods, blev reddet af Dark Tranquillitys rutine. Dark Tranquillity i Pumpehuset, onsdag den 12. november

Det kan være både heldigt og uheldigt at komme for sent til en koncert og misse det meste af opvarmningen. I mit tilfælde mest uheldigt, fordi jeg ikke kom så meget for sent, at jeg helt slap for at høre Poisonblack.

Heldigt var det dog, at slippe for at høre det hele. Poisonblack er et forfærdeligt finsk band, der spiller finsk goth-yada-yada. Den slags har sit publikum, men indgangsbilletten til det, er at man som band stiller med en sanger der kan synge. Rent. Kan bandet ikke det, må det i stedet spille thrash, hvis det vil redde æren. Ingen af delene har Poisonblack gjort.

Pumpehuset var i øvrigt kun halvfyldt, og det var medvirkende til en noget flad omgang, da Dark Tranquillity gik i gang. Bandet hører til blandt de aller tidligste pionerer indenfor svensk melo-dødsmetal a la Göteborg, og rummede i starten Anders Fridén, der senere blev sanger i In Flames. Sidstnævnte orkester findes endnu, men hvor det band er blevet temmelig poppet med årene, har Dark Tranquillity mere holdt den klassiske melodødslinje.

Rutinen var da også en væsentlig grund til at aftenen ikke endte som en fuldstændig fiasko. For det lykkedes faktisk for de garvede svenskere at blæse resterne af stemning op til noget, der var helt anstændigt.

At bandets musik så ikke længere er at regne blandt de aller mest opfindsomme, gjorde, at det ikke endte helt oppe under træbjælkerne. Dog kan man stadig nyde at Dark Tranquillity mestrer kontrasten mellem det melankolske og det vilde.