Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Energiladet koncert comeback

Populær
Updated
Energiladet koncert comeback
Efter hele 11 års pause var svenske Dark Tranquillity tilbage i København med et hengivent og energisk show. Danske Compos Mentis var af uvisse årsager røget af plakaten, og i stedet var første band et uinspirerende svensk band, hvis forsanger formåede at mumle gevaldigt i skægget, da bandnavnet skulle siges. Navnet blev ikke fanget, men aftenens optræden var alligevel ikke værd at nævne.

Så gik det bedre for de purunge knøse og en enkelt ditto tøs i Sonic Syndicate, der inkasserede et 7-tal fra Heavyjam.dk for deres seneste album. Trods glimrende musikalitet er musikken blot highscool-wanna-be-Linkin-Park-rock med velplacerede gimmicks fra den melodiske død, hentet – nærmest plagieret – fra bands som Children of Bodom og In Flames.

Men energien og udstrålingen! Der har mange ældre bands med knap så stylede frisurer noget at lære. Så det tæller ”op”.


I symbiose

Det er egentlig utroligt, at et genredefinerende band som Dark Tranquillity ikke har spillet på dansk grund i hele 11 år! Den karismatiske frontmand i Michael Stanne (bill.) lovede bod og bedring for dette i form af et langt show fyldt med masser af den ægte Göteborg-dødsmetallyd.

75 minutter leverede bandet, og der blev lagt fantastisk energisk ud med et par numre fra den seneste skive, "Fiction", inden der blev plads til tidligere hits som ”The Treason Wall” og ”The Wonders at your Feet”. Det var som om, at band og publikum var i et symbiotisk forhold. Jo mere publikum gav, jo mere gav bandet.

En fornøjelse var det at se et band så hengivent og glad for at være på scenen i København. Ja, det var ægte glæde bandet fremviste. Med et fremragende album i ”Fiction” er det forståeligt, at materialet skal luftes live. Også de lidt mere energisvage sange, der i stedet er utroligt stemningsfulde som ”Misery’s Crown”.


Bedst i fuld fart

Men det var energien, Dark Tranquillity vandt på denne aften. Derfor betød kavalkaden med nye, langsommere numre, at pusten i sættet forsvandt lidt og selv klassikeren, energibraget i ”Punish My Heaven” havde svært ved at rette op på dette. Stille numre fra det nye album og den tunge ”My Negation” tog plads fra fx hurtige ”The Sun Fired Blanks” eller ”Damage Done”.

Sætlister kan diskuteres mellem fans i en uendelighed, så denne anmelder vil ikke gøre mere ud af den sag.

Vigtigere er det at fokusere på, at bandet gav publikum en god aften og vice versa. Lyden var god - og stemningen i top, for en mandag aften at være. Så forhåbentlig kommer bandet snart igen. Det blev nærmest lovet, at det skulle ske. Ligeså friske som her ovenpå den 11 års københavnspause. Men snart. Bare det bliver snart…!

Titel
10-09-2007
Karakter
4