Mere selvstændigt denne gang
Populær
Svenske Sonic Syndicate lader til endeligt at have fundet sin egen stil og lyd, selvom den flagrer i flere retninger.
02. Revolution, Baby
03. Turn It Up
04. My Own Life
05. Burn This City
06. Black And Blue
07. Miles Apart
08. Plans Are For People
09. Leave Me Alone
10. Break Of Day
11. We Rule The Night
Det unge band fra vores naboland har aldrig rigtigt formået at tvinge de fine karakterer op af denne skribents hat. Men det er helt tydeligt, at andre sætter stor pris på bandet, der nærmest kan kaldes forkælede af sit pladeselskab, som udsender pladerne i mange forskellige udgaver og sørger for at gruppen får lavet dyre videoer.
I forhold til sidste udspil har svenskerne nu fået hjælp af den engelske sanger Nathan Biggs, som også blev introduceret på en E.P., der indeholder nummeret 'Burn This City', som også er at finde på dette album i et andet mix. Uanset om han har en part i det eller ej, så lyder Sonic Syndicate mere som sig selv end som andre nu. Nævnte nummer pegede ikke på, at 'We Rule the Night' havde flyttet bandets ståsted. Men det er nu tilfældet.
In Flames-tendenserne er næsten helt lagt på hylden til fordel for en væsentlig mere poppet stil. Den råbende vokal fra det vokale makkerpar ligger ofte ligegyldigt i baggrunden, mens guitarer (indimellem akustiske) og keyboards/elektronik bakker op om de vokalmelodier, der er fremhævet og skal bære en væsentlig del af sangen.
Og lad det være sagt med det samme, Nathan Biggs har en ganske glimrende ren vokal, der nemt kan bære bandet ud i flere radiohits. Periodevis rammer han en stil som Corey Taylor fra Slipknot, men det er blot ét af mange forskellige udtryk. Set fra skribentens perspektiv er det dog de energibærende numre som åbneren, 'Beauty and the Freak' og den elektronisk flirtende 'Turn It Up!', som løfter albummet.
Nej tak, til kvalmeballaderne
Klistermærket på forsiden fremhæver tre hits, blandt andre 'My Own Life', men det er nu et kvalmende nummer uden lige. Hvorfor fanden bandet ønsker at lyde som Lene Marlin ('Unforgivable Sinner' og 'Sitting Down Here' m.m.) på dét nummer, skal være usagt, men hvis den går rent ind i Tyskland, så ligger svaret måske dér.
Det er stort og svulstigt takket være en til stilen passende produktion fra Toby Wright (Alice In Chains, Korn, In Flames, Slayer, Kiss, m.fl.). Sonic Syndicate appellerer ikke til de typiske metalhoveder, men for personerne i grænselandet mellem emo, pop, halvhård rock og Linkin Park, og her har sekstetten fat i den lange ende.
Det er faktisk godt for, hvad det er
Rejsen fra starten med melodød til det emo-inspirerede har været noget famlende, men nu lader det til, at bandet har fundet sin lyd. Men de mister atter flere af deres primært metal-elskende fans på vejen, men de vinder sig sikkert en del teenagere på vejen.
Havde energien været i top på flere af numrene, så havde skribenten nok også kunne sætte større pris på flødemetallen, men 'My Own Life' og 'Miles Apart' er simpelthen ødelæggende for indtrykket. Anerkendelse af deres talent og melodiske evner skal der dog lyde, og derfor lander pladen på sin karakter, fordi uden kvalmeballaderne er musikken god for det, som det er tiltænkt: et catchy, syng-med mix af metal og pop.
En video, hvor bandet klogt har puttet energi i musikken: