Festen der udblev

Festen der udblev
I Valby Hallens ucharmerende betonhelvede forsøgte The Darkness forgæves at genvinde den ellers ubesatte trone som nutidens største partyband. Af mystiske grunde var det svenske glampopband The Ark valgt som opvarmningsband. Bandet virkede malplaceret og på forhånd havde jeg nok forventet, at de ville falde fuldstændigt igennem over for et hard rock-hungrende publikum. Men det skete nu ikke, da The Ark valgte at gå frisk til sagen og selvom det nok havde gjort underværker med lidt mindre vokal og langt mere el-spade, så var det en ganske hæderlig koncert, og det lykkedes for svenskerne at få publikum med på deres udmærkede popsange.


Et dårligt mix af håndbold og rock’n’roll
Efter en storslået Darkness-optræden i KB-Hallen for to år siden, var forventningerne også sat op til denne aften i den lidt større Valby Hal. Til gengæld var der vist solgt en del færre billetter og derfor virkede der en smule tomt i den ucharmerende betonbunker, der vist oprindeligt er bygget til håndbold og ikke rock’n’roll.

Det lidt mindre fremmøde kan formentlig forklares med, at bandets anden udgivelse ”One Way Ticket To Hell” fra sidste efterår, slet ikke har solgt i samme omfang som debutpladen, selvom radiostationerne ikke har forsømt at voldspille albummets singler. Denne koncert viste faktisk også ret godt, hvorfor det forholder sig sådan. For selvom ”One Way Ticket To Hell” efter denne anmelders mening er en ret vellykket indspilning, så mangler den i høj grad ligepåoghårdt-hittene som ”I Believe I A Thing Called Love” og ”Get Your Hands Off My Woman”, der tydeligvis var de mest populære numre i Valby Hallen.

På de nye numre er orgiet af hard rock riff, delvist afløst af symfoniske indslag på keyboard og piano, og disse fungerede altså ikke tilnærmelsesvist så godt. Det var ligefrem en smule kedeligt til tider, og man savnede lidt spontaniteten og fandenivoldskheden, når forsanger Justin Hawkins kastede sig ud i balladerne. Derfor var det også en befriende, da de pludselig kastede sig ud i AC/DCs "Thunderstruck", i øvrigt fedt sunget af bassist Richie Edwards, også selvom de afsluttede den allerede efter første omkvæd. For indtil dette punkt virkede englænderne nærmest en smule trætte og rutineprægede.


Det bindegale festelement manglede

Man savnede simpelthen det bindegale festelement, som sammen med de fede sange gjorde, at The Darkness slog igennem på en rockscene, hvor livstrætheden til tider hærger. En guitar med lys i, havde afløst de mange farverige spandexdragter, som Justin Hawkins tidligere har brilleret med, at kunne få sin krop klemt ned i, og de ellers fremragende guitarsoloer blev ikke frembragt med helt den samme vildskab og indlevelse.

Ikke at man kan sætte en finger på bandets fremragende sammenspil. Justin Hawkins mestrer skam stadig at synge i falset, uden at det lyder anstrengt, og både han og brormand Dan spiller sublimt guitar, ligesom keyboardspillet også fungerer godt.

Det ændrer bare ikke ved, at The Darkness i Valby Hallen ikke levede op til den høje standard, de selv har været med til at sætte for rock’n’roll koncerter. Showet gik i stå i utallige guitarskift og manglen på nye hits.




Kunstner
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
3