Fra fest til røvballerock

Fra fest til røvballerock

Det har været svært for My Chemical Romance at følge op på den succesfulde 'The Black Parade', og måske netop derfor er 'Danger Days', så varieret som den er.

Titel
Danger Days: The True lives of the Fabolous Killjoys
Dato
22-11-2010
Distributør
Genre
Trackliste
1. "Look Alive, Sunshine"
2. "Na Na Na (Na Na Na Na Na Na Na Na Na)"
3. "Bulletproof Heart"
4. "SING"
5. "Planetary (GO!)"
6. "The Only Hope For Me is You"
7. "Jet-Star and the Kobra Kid/Traffic Report"
8. "Party Poison"
9. "Save Yourself, I'll Hold Them Back"
10. "S/C/A/R/E/C/R/O/W"
11. "Summertime"
12. "DESTROYA"
13. "The Kids From Yesterday"
14. "Goodnite, Dr. Death"
15. "Vampire Money"
Karakter
3

Velkommen til år 2019. Her foregår historien omkring My Chemical Romances fjerde album. Processen omkring albummet har været svær, og bandet droppede indspilninger, der ellers var påbegyndt for at sadle om og starte forfra.

Ud røg Brendan O' Brien, der har arbejdet med AC/DC og Mastodon, og ind kom Rob Cavallo, der har arbejdet med Green Day. Hvorfor fremgår ikke så tydeligt, men det er tilgengæld tydeligt, at bandet gerne har villet væk fra det sortsyn, der lå omkring 'The Black Parade'.

Derfor er en sangtitel som 'Party Poison' meget sigende, selvom den blot er en af mange retninger på albummet. Det er som førstesinglen 'Na Na Na' party-rock, der gør glad som The Ramones også kunne gøre det.

Anderledes er singlen 'Sing', som man har kunne høre på licensafhængige radiostationer. Et nummer, som har lidt af det opløste svenske The Ark over sig eller måske endda Robbie Williams. 'Bulletproof Heart' er simpel rock, som trækker på gamle dage på samme måde som Weezer har effektueret den slags.

'The Only Hope for Me Is You' er egentlig kvalmende stadionrock/pop, men alligevel har den en vis tiltrækningskraft, når den høres, for melodien er stærk.

Rocken er fed flere steder og vokalmelodierne er som i ovennævnte sang ofte rigtig stærke. Fx er 'Save Yourself, I'll Hold Them Back' ganske fængende. Det er track nummer 9, men derefter frem til afslutningen på track nr. 15 er der ikke meget mere af det rockede at komme efter: 'Destroya' er ok, men er længe om komme i gang, mens 'Summertime' lugter af forsøg på et pophit, ligesom 'S/C/A/R/E/C/R/O/W' også er kedelig og monoton.

'Vampire Money' trykker igen på Ramones-knappen, måske med et visit fra Chuck Berry og 'Johnny B. Goode', og slutter albummet af med en positiv bemærkning.

Den røde tråd er på trods af lyrikkens konceptuelle sammenbinding klippet i tusind stykker, men fejer man stumper neop og sætter dem sammen efter sit eget humør, så får man et halvt album, der fungerer rigtigt godt. En anden halvdel med noget, som måske kan fungere i perioder, men også med noget, som man ikke bør skænke mange lyt.

Få et indblik i konceptet via denne video til 'Na Na Na':