Festen fiser hurtigt ud for tidligere The Darkness medlem

Populær
Festen fiser hurtigt ud for tidligere The Darkness medlem

Tilbagevendt fra en længere afvænning kan spandexglade Justin Hawkins ikke finde det rigtige skridt i de stramme bukser.

Kunstner
Titel
Red Light Fever
Dato
20-04-2009
Distributør
Genre
Trackliste
1. "Chickens" - 3:16
2. "You Can't Hurt Me Any More" - 3:19
3. "Ashamed" - 3:04
4. "I've Met Jesus" - 3:09
5. "Trojan Guitar" - 5:25
6. "Cocktails" - 3:58
7. "Gay in the 80s" - 3:17
8. "Prima Donna" - 3:27
9. "Whichever Way You Wanna Give It" - 3:23
10. "Kissing in the Wind" - 3:30
Forfatter
Karakter
2

Da The Darkness med forsanger Justin Hawkins for et par år tilbage indtog hitlisterne med albummet “Permission to Land”, og specielt singlen “I believe in a Thing Called Love”, kom det nok bag på de fleste. Det var også næsten for oplagt, at opfølgeren ”One Way Ticket” ikke kunne levere lige så store hits. Og da bandet efterfølgende gik i opløsning officielt grundet i Justin Hawkins store forbrug af diverse stoffer, havde de fleste nok regnet med, at mørket havde omsluttet sig helt om bandet.

Men nu kommer der alligevel en opfølger. Der er officielt tale om et nyt band, opkaldt efter en Rod Stewart sang, men reelt er det stadig The Darkness, da Justin Hawkins på alle måder stadig stjæler både lydbilledet og scenen, og ikke mindst med sin specielle vokal giver musikken sit helt særegne udtryk.

Red Light Fever hænger også udmærket sammen med de to The Darkness-udgivelser. Første album var båret oppe af AC/DC–inspirerede riffs og med elementer af Queen, og på andet album gled den hardrocken gradvist i baggrunden til fordel for de teatralske indslag. Det hele har så lige fået en tand ekstra i Hot Leg, hvor keyboardet også får lov til at fylde en del.

Mange gode indslag til trods er det alligevel ikke en specielt vellykket plade. Den er festlig og modig, fordi enhver form for tidsånd er ignoreret, og fordi der er eksperimenteret meget. Eksperimenter er også endt fornuftigt ud langt hen ad vejen, men kan ikke skjule at pladen er anelse kedelig.

Der mangler den medrivende charme, som gjorde specielt debutpladen svær at overse og rykke med på. Selv ikke med en god portion fængende sange og ikke mindst storladne omkvæd (Nummeret ’Gay in the 80s’ for eksempel), lever Hot Leg et bud på den fest, som Justin Hawkins før har været en garant for. Måske er guitarerne også gemt for langt væk i mikset, for de presser ikke på for at komme ud af højttalerne og ind i rockvante ører - pågående riffs er en farlig mangelvare for et guitarbaseret band.