Forrygende festligt
Populær
De falsetelskende hardrockere The Darkness er tilbage som fjollede, skøre og vanvittigt dygtige til lige netop at være det.
2. Nothing’s Gonna Stop Us
3. With A Woman'
4. Keep Me Hangin’ On
5. Livin’ Every Day Blind
6. Everybody Have A Good Time
7. She Just A Girl Eddie
8. Concrete
9. Street Spirit'
10. Love Is Not The Answer
Naturligvis blev vandene delt af Justin Hawkins' let hysteriske falsetvokal, men alligevel nød mange elskere af hardrock den engelske kvartet The Darkness, da den i 2003 bragede ind på hitlisterne med ’Permission to Land’ og kastede om sig med singlehits og fjollet-charmerende videoer. Og selvom opfølgeren ’One Way Ticket To Hell … And Back’ ikke havde samme appel til hitlisterne rummede den mange perler og lækkerier – men også et irriterende teatralsk og musicallydende twist, som om nogen i bandet forsøgte at overgøre Queen-indflydelsen på bekostning af AC/DC. Derfor kom opløsning, afvænningen fra diverse hvide stoffer og Justin Hawkins' soloprojekt Hot Leg – og nu gendannelsen med ’Hot Cakes’.
Og ja, Justin Hawkins synger stadig falset, så kunne man ikke lide det dengang, hader man stadig The Darkness. Sidder man med et mere positivt forhold til stemmen, forholder det sig anderledes, og nye vande vil blive delt – mellem rock og opera. Skrive musik kan Justin og hans bror Dan Hawkins i hvert fald – og de evner at spille den. Man skal bare indstille sig på, at det ofte kammer fuldstændigt over i musical og pompøse træk, og kan man det, er der meget godt at hente. Der bliver nemlig samtidig krøllet hegn så det er en fryd, og det er på klassisk liret vis, uden at man kan beskylde for unødvendigt blær og strengegalop.
Ingen oplagt hitparade
Men man savner hitsene – hvis man havde håbet på den slags. Det lyder ikke som en plade, der vil fyre en bredside af med singler som debuten, for trods de mange gode sange, er der ingen som åbenlyst skiller sig ud. Og det siger jeg kun, fordi jeg virkeligt godt gad se dem vende tilbage og blive voldspillet af den uoplyste pop-pøbel. Det sker trods alt alt alt for sjældent, at radioen leger med guitarorienteret rock.
Derfor må de rockdyrkende feinschmeckere nok belave sig på at have The Darkness og 'Hot Cakes' for sig selv, og heldigvis er der, trods manglen på hits, rigeligt med fuldtræffere og kræs for de omtalte kendere. Justin er umådeligt veloplagt og bader i kaskader af lækre versmelodier og kongefede-omkvæd, der er stadig lige dele fjollede og djævelsk fængende. Og varemærket er stadig, at ingen linje er for klæbrig eller ørehængende. Dertil kommer guitararbejdet, som igen består af umådelige mængder übermelodiske licks og irriterende simple og ikke mindst indlysende akkordgange.
Bedst af det bedste
Der er selvfølgelig numre som skiller sig særligt ud - førsteudspillet 'Nothin's Gonna Stop Us' har en halvfjerdserfeeling, 'Living Each Day Blind' minder både om julesinglen og et par andre fra debuten, fordi Justin han en tendens til at synge indfølt (og dejligt vammelt), som om han er to sekunder fra at tude højlydt - og kun han kan gøre det, så det rent faktisk virker. 'She's Just a Girl, Eddie' knalder ud med frisk uptempo-happiness, 'With a Woman' har det åndssvagt enkle riff, der sætter sig i knolden, og så er 'Street Spirit (Fade Out)' allerdødeligst medrivende med dræberguitarer. Den er godt nok skrevet af Radiohead (!), men alligevel så meget The Darkness.
Som helhed fungerer de sølle ti numre og alt for få minutter dog fremragende, og der skal ikke mange lyt til, før de tåbelige hymner sætter sig fast - eller i nogles tilfælde driver lytteren til vanvid. The Darkness er på en eller anden måde alt eller intet og elsk eller had. Jeg elsker!