Glædeligt gensyn

Fortrinlig koncert med genforenede Biohazard i Pumpehuset. Biohazards skandinavien-gigs tog sin begyndelse i København. At Sverige står for tur, kan måske forklare opvarmningen der bestod af to svenske band, hvor The Kind That Kills var en hard core kliche og det andet, hvis navn bør glemmes, fordi det var punk. Lidt underligt, at man ikke kunne finde noget bedre inden for genren – Last Mile, eksempelvis...

Men det skulle dog blive meget bedre. Biohazard er en legende indenfor New Yorker-hardcore, der egner sig for et metaløre, fordi der er en del tunge thrashelementer at finde i musikken. Bandet fejrer i år tyveårsjubilæum og kunne i øvrigt fortælle at København faktisk var deres europæiske ground zero, da deres første koncert i den gamle verden, var i '89 på hedengange Barbue i Huset i Magstræde.

Hvor mange af aftnens publikummer der havde været der ved dén lejlighed skal være usagt, men størstedelen havde alderen til det, og gensynsglæden var da også stor. Massen foran scenen blev et hoppende inferno af arme og ben og kroppe der kastede sig med mere eller mindre dødsforagt fra scenen.

Passende at hylde et band som Biohazard med en god gang old school stagediving, da begge dele er fra en tid hvor den slags udspring endnu ikke var forbudt. At folk så var lidt sløve til at komme af scenen, må tilskrives manglende træning...

Biohazard stillede op i det helt gamle line-up og selv om de virkede lidt stive i leddene i de første par numre, skal jeg ellers love for at blodet kom til at rulle.

Evan Seinfeld var med sin bas og sit hæse råb centeret for en yderst rutineret bande, hvor guitarist Billy Graziadeis good-boy-gone-bad attitude fint balancerede medguitarist Bobby Hambels slidte rock-to-the-bone gejst.

Også Danny Schulers tandsparkende trommespil fra et skrabet sæt med to tammer og en dobbeltpedal, mindede én om, at det eneste der egentlig skal til, er evne, ide og attitude. Og alder betyder ingenting i den sammenhæng!