Identitetstyveri
Polars Collide er hvad der sker, når man ser fuldstændigt bort for kunstnerisk integritet og tyvstjæler alt, der definerer ens band. Og det uden på nogen måde at leve op til bandet, man stjæler fra.
2. Spider And Fly
3. Unrelenting
4. Refraction Of A Thousand Lies
5. Tragicomic
6. Rejected
7. Passenger
8. Grotesque
9. Cancer
Svenskerne har i årevis været leveringsdygtige i kompetente kvalitets-metalbands. Listen er lang og misundelsen er stor, her på den anden side af sundet. Danmark har altid været efter den nordliggende storebror, hvad det angår. At The Gates, Opeth, Entombed, blot for at nævne enkelte – der er noget i den svenske muld, eller måden man nationalt tilgår de beskidte genrer, der har avlet et utal er stærke bands.
Heldigvis er vi ikke helt bagefter herhjemme. Vi har en række kompetente bands, der disse år vokser sig store i udlandet. Samtidig ser vi, det spirer frem med nye grupper, der gerne vil imponere og skabe et navn, nationalt som internationalt.
Et af de bands er Polars Collide. I 2017 udgav de deres debut-EP, 'One To Rise', og nu har vi fået fuldlængdedebutten. En plade, der fint fremviser kvintettens kompetencer og evner til at skrive en groovie gang progressiv dødsmetal. Den tekniske formåen er tydelig gennem pladens ni skæringer, der ditto byder en række mindre overraskelser. Der er ligeledes en tydeligt og veldisponeret rød tråd gennem pladen – alt i alt et ganske fint udgangspunkt for det danske band.
Grotesk intetsigende
Det er da også det mest positive, der er at sige om kvintettens debutplade. Indholdsmæssigt er 'Grotesque' langt fra en stærk udgivelse. Det er derimod en plade, der er glemt ligeså hurtigt 'Cancer' afslutter udgivelsen.
Selvom debutten vokser ved flere gennemlytninger, og de fem medlemmer af Polars Collide indiskutabelt kan deres kram, er 'Grotesque' kedelig. Materialet er for trivielt og monotont. De ni numre på pladen flyder ind og ud af hinanden, uden man lægger mærke til det. Uden nævneværdige højdepunkter eller elementer, der forankrer sig i hukommelsen.
Trommeslager Hendrik Holm er den primært ansvarlige for variation. Der er masser af gode ideer at finde bag gryderne, mens forsanger Martin Borre, med sin Jens Kidman inspirerede vokalføring, nærmest kun har ét toneleje og vokalflow gennem hele pladen. Det er decideret anstrengende og nærmest irriterende at høre på. Der er kun én forsanger i norden, der kan slippe af sted med det nummer – og den alt for tydelige reference til Kidman, gavner ikke pladen.
Med de to medlemmer i hver sin ende af kompetence-skalaen, befinder resten sig midtimellem. Det meste af tiden fremstår de to guitarister og bassisten som underlægningsmusik til kampen mellem de to modpoler. De kan, hvad de skal, men man får ikke indtryk af, at der er mere at komme efter. Det sidste er grundlæggende samme følelse 'Grotesque' efterlader som helhed.
Det åbenlyse plagiat
Én ting er, at kvintettens debut ikke er mindeværdig eller indeholder specielt indlevende kompositioner, ét andet er bandets lave ambitionsniveau. Hvis vi på noget tidspunkt skal nå til et punkt, hvor vi ikke misunder svenskerne, skal vi stoppe med at kopiere dem. Det svenske skattekammer af stærke metalbands er opbygget af innovation, lysten til at udfordre, skabe nyt og være anderledes. Det stik modsatte af denne debut.
Skåret ind til benet, er Polars Collide nærmest en en-til-en kopi af Meshuggah, uden at være i nærheden af den svenske mastodont.
Det er svært at tage bandet seriøst af den årsag. Fordi kvintetten primært fremstår som et middelmådigt kopi-band. Dét er årsagen til, at danskernes debut har en klar rød tråd – man har kopieret svenskernes dna og bygget en plade på det grundlag. Man er ikke i tvivl når man lytter til pladens ni kompositioner, og skulle man være det, falder det hele på plads, når man nærstuderer de enkelt titler og kaster et blik på albumcoveret – ej at forglemme albumtitlen. Det er simpelthen ikke godt nok og vidner om en vanvittig mangel på ambitioner og/eller selvindsigt. Lige meget hvilken af de to tenderer 'Grotesque' plagiat.