”Aaaaaahhhhuuuuuummmm”

”Aaaaaahhhhuuuuuummmm”

 

Kunstner
Spillested
Dato
12-04-2012
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

OM leverede vibrerende og pulserende stoner-yoga, som forplantede sig til en forrygende koncertoplevelse.

 

Da det blev annonceret, at Sleep skulle figurere som et af de betydeligste hovednavne på årets Roadburn, lå det vel næsten lige til højrebenet at slå tre fluer med ét smæk, i den forstand at Al Cisneros OM og Matt Pikes High on Fire vel lige så godt så også kunne tilføjes plakaten. Det gik man i hvert fald og gættede på i månederne op til festivalen. Man måtte dog nøjes med to af fluerne, for mens OM gæstede festivalen igen (de var der seneste i 2009), skulle det forblive ønsketænkning at høre riffet til 'Devilution' på 013-hovedscenen. Maybe next year.

Men OM var skam også et yderst velkommen navn, som publikummet til Roadburn selvfølgelig tog storartet imod. Sidste gang denne skribent så den dynamisk messende duo, var da de besøgte Loppen tilbage i 2008, men weekendens koncert i Holland viste et band, der har rykket sig og ændret stil siden sidst.

En indre vækkelse

Der er kommet endnu et medlem med i liveregi. Den mest centrale del af musikken består stadigvæk af bassist og hypnosis-crooneren Al Cisneros og den nyere trommeslager Emil Amos, som nu dog er udvidet med det tidligere medlem af 90 Day Men, Robert AA Lowe. Lowe fungerer som det tredje musikalske atom i et band, der, også med tre medlemmer, stadigvæk skræller det mest unødvendige væk for at nå frem til en musikkens renhed.

Under koncerten i Tilburg trådte Lowe på mange måder ud af rollen som musiker. Mens han med en skråsikker overbevisning skiftevis styrede både keyboardflader og en tamburin, var det i lige så høj grad hans fysiske performance, der står klarest tilbage af hele hans optræden.

I kraft af at Lowe sad bag keyboardet og lavede vilde bevægelser med hele sin krop og fra ben til skuldre, lignede han til tider mest af alt en mand, der med musikken som vildvind gennemgik en indre selverkendende vækkelse. Følelsen forplantede sig til koncertsalens publikummer, der vuggede, svajede, headbangede, som fulgte de en spirituel befaling.

Et vedvarende mantra

Den spirituelle vækkelse i musikken kommer til udtryk, blandt andet fordi sangene giver sig tid, hvilket dog ikke udelukkende dikterer lange, episke titler. OMs less is more-attitude leger som regel et puds med tiden. ”Meditation is the Practice of Death”, hentet fra bandets seneste studiealbum, 'God Is Good' (2009), fik eksempelvis smidt en stemning af hashtåge ind i en sal med hashtågede publikummer, og kunne med sit syv minutter lange, meditative basgroove og lyden af en krasbørstig lilletromme trække tiden ud, så den føltes tilpas lang.

Men til trods for at OMs tilstand godt kan minde om en stilstand i den forstand at de fleste af deres sange ofte bevæger sig i en gentagende pulserende rytme, som synes at have karakter af et vedvarende musikalsk mantra, så var der som forventet samtidig et enormt overskud af rytmisk lir over både instrumenter og vokal. OM har ført stonermusikken et ny sted hen, og denne aften i Tilburg tog de endnu et nyt skridt i en vedkommende retning.

OM smider et nyt album på gaden til juli, som hedder 'Advaitic Times' og udkommer på Drag City Records.