Airbourne var flyvende
Populær
Få kan være så forrygende på en scene som australske Airbourne, hvilket de nok engang understregede lørdag aften i Amager Bio til en energisk koncert, der sagtens kunne have budt på mere end tolv numre.
2. Too Much, Too Young, Too Fast
3. Girls In Black
4. Back in the Game
5. Diamond in the Rough
6. Black Dog Barking
7. Cheap Wine & Cheaper Women
8. No Way But the Hard Way
9. Stand Up for Rock 'N' Roll
Ekstra:
10. Live It Up
11. Raise the Flag
12. Runnin' Wild
”Det ser ud til, at Danmark er ved at lære det med rock ’n’ roll,” forklarede Airbournes frontskikkelse Joel O’Keeffe til undertegnede i begejstring over, at bandet havde solgt Lille Vega ud på en kold søndag i december for tre år siden. Nu er det måske for meget sagt, at danskerne ikke i forvejen kan finde ud af at høre rockmusik, men befolkningen har helt sikkert fået lært at tage Airbourne til sig.
Med god grund!
Airbournes musik går simpelthen direkte i blodet – sammen med de obligatoriske fadøl, naturligvis – og efterlader den slags tømmermænd, der rent faktisk føles godt dagen derpå.
I sommer forvandlede de australske hard rockere søndag eftermiddag til en magisk oplevelse i et overophedet Arena-telt på Roskilde Festival, og minsandten om ikke bandet nok engang var i underholdende topform lørdag aften i et udsolgt Amager Bio.
Overlegent og energisk
Det er hørt tusinde gange før, råber kritiske onde tunger så. Ja, Airbourne gør sig i hjemlandets traditionelle rockgenre med relativt simple og medrivende sange i stil med ikonerne fra AC/DC og Rose Tattoo. Ingen indvendinger der. Men til gengæld gør de det så fandens overlegent, energisk og inspirerende at man enten skal være en dybt deprimeret kiks eller sidde og snorke en brandert ud på spillestedets lokum for ikke at lade sig rive med at fuldtræffere som ’Too Much, Too Young, Too Fast’ eller ’Stand Up For Rock ’n’ Roll’.
Fra bandet går ind på scenen til tonerne af temaet fra ’Terminator 2’, og til de slutter af med den altid hektiske ’Runnin’ Wild’, flyver tiden af sted. Ekstranummeret, hvor Joel O’Keeffe vanen tro knalder dåsebajer i skallen på sig selv, så øllet sprøjter i alle retninger.
Det er set før, og hvad så?
Men det gør han jo altid, og det er set tusinde gange før, fortsætter kritikken så. Ja, den 28-årige (kun 28 år i øvrigt!) frontmand og lead-guitarist kommer altid til landet med de samme gimmicks på og uden for scenen. Dåsebajerne i hovedet, den billige flaske vin, han deler med brormand bag trommesættet til ’Cheap Wine & Cheaper Women’, turen på en roadies skuldre ude blandt publikum, eller som denne aften: ’Raise the Flag’s svedige solo spillet midt på spillestedets balkon!
Sådan er det. Og hvad er der egentlig galt i det? Det er klassisk rock ’n’ roll. Det virker. Det er effektivt. Man ved, hvad man får for pengene, og det er netop alle pengene værd. Nøjagtig som idolet Angus Young altid har smidt kludene under ’The Jack.’ Og tro mig: Hvis selv 87-årige Chuck Berry (der imponerende nok spillede i Oslo samme lørdag aften) stadig kunne danse rundt på scenen under ’Johnny B. Goode’, så gjorde han det sgu nok endnu - ”All in the name of rock ’n’ roll”, som en af landets ældste rockanmeldere ganske rammende plejer at udtrykke det.
For få numre
Og der skal nu heller ingen tvivl herske om, at aftenens 1000 publikummer havde en gedigen rockfest, hvor der blev skrålet, klappet og crowdsurfet i den helt store stil. Men selvom Airbourne forstår at fyre op for en seriøs fest med Joel O’Keeffes udskejelser, efterlader de lange versioner på op til ti minutter af ’Runnin Wild’ eller ’Cheap Wine & Cheaper Women’ ikke meget plads til nok numre i sætlisten.
Ni numre og tre ekstranumre er ærlig talt ikke imponerende: Faktisk var der et enkelt nummer mere på sætlisten til koncerten på Roskilde Festival, og med mindre man er i liga med hovednavne som Metallica, er det vel egentlig temmelig uhørt, at en regulær koncert har færre numre end en på en festival. Og det trækker på sin vis ned, når de sagtens kunne forlænge festen med potente hits som ’Bottom of the Well’, ’Hellfire’ ’Chewin’ the Fat’ eller ’Blonde, Bad and Beautiful’.
Frelst af rock 'n' roll
Så mindre gøgl og mere musik eller længere koncerter ville bestemt klæde de sympatiske aussier. Alligevel står koncerten bestemt tilbage som én af de aftener, hvor venners selskab og essensen af rock 'n' roll på scenen virkelig føjer mening til livet som den sande frelse.
Og netop som disse ord bliver nedfældet, tikker den deprimerende nyhed om Lou Reeds død ind. En alfader til de sidste 50 års rockhistori,e og hvis lyrik til nummeret ’Rock ’n’ Roll’, rammer denne aften med Airbourne, genren og livsstilen lige på kornet.
Jenny sagde da hun kun var fem år gammel
At der ikke skete noget som helst
Hver gang hun lukkede op for sin radio
Var der ikke noget som sagde hende spor
Men så en skønne morgen fandt hun en New York station
Og kunne ikke tro det var sandt hvad hun hørte
Hun begyndte at danse til de fine fine toner
Man kan sige hun blev frelst af rock ’n’ roll
For på trods af tilværelsens amputationer kunne man
Danse til rockens stationer
Jenny sagde da hun kun var fem år gammel
Mine forældre vil tage livet af os alle
To store fjernsyn og to fede biler –
Kan jeg ikke bruge til noget som helst
Men en skønne morgen finder hun så en New York station
Og kan ikke tro det er sandt hvad hun hører
Hun begyndte at danse til de fine fine toner
Og faktisk blev hun frelst af rock ’n’ roll
For på trods af tilværelsens komputationer
Kunne man bare danse til rockens stationer
Og det var godt nok.
(The Velvet Underground, fra ’Loaded’, 1970. Oversat til dansk af Bo Green Jensen i ‘Mellem tanke og udtryk – udvalgte tekster af Lou Reed’, 1992)