Du har set det før, men du kan li’ det!
Populær
Australske Airbourne leverer ung og energisk AC/DC-rock på overbevisende vis, og næste gang er Pumpehusets rammer sikkert ikke store nok til bandet.
2. Hellfire
3. Chewin' The Fat
4. Diamond In The Rough
5. Blonde, Bad And Beautiful
6. Get Busy Livin'
7. Girls In Black
8. What's Eatin' You
9. Born To Kill
10. Cheap Wine & Cheaper Women
11. Heartbreaker
12. No Way But The Hard Way
13. Too Much, Too Young, Too Fast
Ekstra:
14. Stand Up for Rock 'N' Roll
15. Runnin' Wild
16. Blackjack
Det var kun stræberne udi metal- og hardrock dyrkelse, som havde fundet ud af, at Taking Dawn fra Las Vegas skulle opvarme denne aften. Pumpehusets hjemmeside røbede intet derom, men havde blot annonceret hovednavnet, og at dørene ville åbne kl. 20 med koncertstart kl. 21.
Denne fadæse fra spillestedets side betød, at rigtig mange af de folk, der senere skulle fylde salen rigtigt godt ud, gik glip af opvarmerne, der oven i købet var blevet sat til at gå på før kl. 21. Taking Dawn blev på plade hyldet ganske fortjent i sidste uge på siden her, men live var lyden for broget og især vokalniveauerne hoppede irriterende op og ned. Samtidig havde forsanger/guitarist Chris Babbitt problemer med den lyse del af sin stemme og sang i stedet nærmest falset. Pibende, skingert og frygteligt.
Til gengæld var der masser af show, attitude og indlevelse i bandet og måske også en lille standup-komiker gemt i frontmanden, der kom omkring både tyskere og vores kolde danske vejrs modsætning til vores hotte tøser.
Der blev som sådan taget meget godt imod Las Vegas-bandet, men da klokken begyndte at nærme sig australsk tid, stod det lysende klart, at Airbournes rockopskrift åbenbart endelig har fanget en større interesse hos danskerne. I Lille Vega i 2008 var vi nemlig kun få, som havde opdaget, at AC/DC-rock kan spilles fortrinligt af andre end den aldrende, men stadig stærke gruppe.
ENTERTAINERE UDEN LIGE
Som du kan læse på sitet i denne uge, så gør opfølgeren til 'Running Wild' heller ikke det store forsøg på at slippe udenom den kraftige AC/DC-inspiration, og flere gange kunne man også tage sig selv i fx at nynne 'For Those About to Rock' hen over Airbournes sange denne aften. Og når bandet ikke har fornyet sig, så skulle man tro, at sange fra begge album skulle stå lige stærkt, selvom det seneste album er ganske ungt og derfor ikke helt på rygraden endnu. Men nej, det var sangene fra debuten, som fik gulvet foran scenen til at forvandles til en rock 'n' roll slagmark.
Igen tog frontmand Joel O'Keeffe en tur rundt i salen samtidig med en lang solo i 'Girls in Black'. Denne gang nåede han ikke helt ned i baren, men stillede sig på et par store flightcases ved lydpulten og nåede således lidt højere op i luftlagene, end hvis han var blevet på scenen. Kald det bare indstuderet og så videre, men den gimmick går altså rent ind på et rockpublikum, der så sandelig var dedikeret til bandet og dets insisteren på "party". For som guitarist Dave sagde i et interview, du vil finde her på sitet ved en senere lejlighed: "jeg betragter os mere som entertainere end musikere". Et udsagn, der ikke kunne ramme mere rigtigt.
EKSTRANUMRE SÅ TAGET LETTER
Taget var for alvor ved at løfte sig under de tre ekstranumre 'Stand Up for Rock 'n' Roll', 'Running Wild' og 'Black Jack', hvor der også blev sprøjtet lystigt med dåsebajere, da Joel bankede øllene i stykker mod såvel hoved som hånd, indtil sprækker sendte gyldne stråler ud og dåsen blev kastet ud i mængden.
Med reaktionen på de "gamle" sange som ekstranumrene og 'Diamond in the Rough', hvis metaforiske betydning blev udpenslet så rigeligt fra Joe, så fik bandet alligevel vist, at sangene er bedst, når de kendes godt af lytteren, selvom de er skrevet over den samme skabelon. Derfor var det også til tider lidt ensformigt, at se det superenergiske band levere det næsten samme riff eksekveret med de samme løb fra side til side samt synkroniseret instrumentsvingning a la ZZ Top på stoffer. Man kan dog ikke benægte, at det var en fest – og mon ikke Pumpehuset er for lille næste gang?