RF '19: Sorte solstrejf
Alkymists tunge lydarsenal stod i skærende kontrast til den mere festligt stemte Roskilde-crowd i bagende solskin – men sejrede, hvis man kunne se igennem fingre med omstændighederne.
Vi har tidligere udtalt, at Peter Bjørneg er ”det udtrykte billede på, hvordan det lyder, når man høvler brosten på et rivejern”. Aftenens koncert stod kun til at bekræfte det faktum.
Det er bare noget helt andet at have Alkymists stonede doom-univers som soundtrack, mens livet ellers går sin vante gang, end at være vidne til de fire tunge herrer, elegant mørkklædte som betonstøtter, der tungt indtager hver deres firkant af scenen. Kun guitarist Stefan Krey og bassist Kaspar Luke sværger til det lette schwung, når der skrues ned for tempoet og tilsvarende op for fuzzen.
Alkymist gjorde i det hele taget ikke det fjerneste for at iscenesætte sig selv. Ingen backdrops og ”HVA SÅ ROSKILLØØØØØ” som den eneste henvendelse fra Bjørneg til publikum udover ”Det her er sidste nummer”. Musikken talte for sig selv, og tak for det, når der nu kun er 45 minutter at gøre godt med. Er der noget, Alkymist ikke ønsker, så er det at fatte sig i korthed, og vi nåede da også kun fem numre, overvejende fra sidste års selvbetitlede debut, før scenen blev forladt uden større drama.
Det var ikke helt uden svage pumkter. Stod man længere end ti meter fra scenen, overdøvede snakken fra de mere festligt indstillede rækker ofte musikken i de stille passager. Solen bagte, og man kunne ønske sig Alkymist med samme sendetid som Xenoblight aftenen før, men sådan skulle det altså ikke være. Den faktor var ude af bandets hænder, men ikke desto mindre forhindrede den den intense magi mellem band og publikum i at opstå, som det for eksempel var tilfældet til Indisciplinarian Fest for få måneder siden.
Det tonsede og buldrede derudaf, ikke mindst i den indledende 'Myling', hvor Bjørneg førte bastant an med bjørnebrøl og den obligatorisk fordækte stil bag sine tonede solbriller. 'Paradise' og 'Djinn' tilføjede lidt tågede atmosfærer halvvejs inde i numrene, mens Lukes fjernt drømmende blik gled udover masserne, inden Kreys betonriffs atter lagde den tunge linie i de afrundende passager. Alkymist ved, hvad de laver, og der var vitterligt heller ikke meget, der adskilte dagens levering fra, hvad vi tidligere har bevidnet fra deres kant – udover altså settingen. Alkymist befinder sig bedst i mørket, og de gjorde deres til at bringe dystopien til Roskilde i brændende dagslys.
En kamp, de ikke vandt uden modgang undervejs, men så igen. Når nu det ikke kunne være anderledes.