AMF 2018: Mens vi stræber efter dommedag

11Anaal-Nathrakh

De gale pessimister fra Birmingham overfaldt festivalpublikummet med deres dødsindustrielle lydkaos til en koncert, der understregede, at bandet er lige så vanvittigt dygtige, som de er vanvittige.

Dato
02-11-2018
Trackliste
1. Obscene As Cancer
2. Monstrum in Animo
3. Depravity Favours the Bold
4. Hold Your Children Close and Pray for Oblivion
5. Forward!
6. New Bethlehem/Mass Death Futures
7. In the Constellation of the Black Widow
8. Bellum Omnium Contra Omnes
9. Forging Towards the Sunset
10. More of Fire than Blood
11. Do Not Speak
Fotograf
Henrik Reerslev
Forfatter
Karakter
4

Anaal Nathrakh er lyden af krig. Af kaos. Af vold. Af verden, mens den går under. Ikke på en plat og glorificerende romantisk Sabaton-agtig vis. Nej, Anaal Nathrakh ved godt, at krig og død er modbydeligt. Men de serverer det for os, ufiltreret, fordi det er, hvad vi har fortjent. Det groft systematiserede kaos af speed metal, grindcore, industrial og dødsmetal som bandet har været garant for siden debuten i 2001 er lige præcis, hvad vi får tæsket ind i ansigterne i aften i Aalborg.

Sættet åbnes med ’Obscene as Cancer’, der ligeledes er først til at knække nakker på bandets nyeste udgivelse og lille genistreg, ’A New Kind of Horror’. Anført af forsanger Dave Hunt, der skriger, vræler og falsetsynger lydangrebet i hovedet på os, minder Anaal Nathrakh mere om en flok hooligans fra Birmingham City Zulus end om banebrydende musikere. Bandet får hurtigt frabedt sig alt hvidt lys på scenen for at gøre det dystre drøn i hovedet på publikum desto mere effektfuldt, inden de, ikke uden en vis tongue in cheek-humor, dedikerer ’Depravity Favours the Bold’ til deres ven, Devilutions egen Rasmus Knudsen.

Mens Anaal Nathrakh brager deres uhyre udtryksfulde genrebastard direkte i hovedet på et sagesløst publikum, tager man sig selv i at have følelsen af at stå midt på en befærdet vej. Det brøler og drøner omkring én, og man ved, at det blot er et spørgsmål om tid, før man bliver ramt hårdt af et køretøj, der formentlig vil slå én ihjel. Køretøjet er i dette tilfælde publikumsfavoritten ’Hold Your Children Close and Pray for Oblivion’, der indledes med en af Dave Hunts dommedagsprofetier om, at magthaverne kun vil dem selv det godt, og at du intet kan gøre ved det. Giv op, og håb på en snarlig ende. Moshpitten brager løs på kanten til det brutale, og et par stagedivere finder vej ud over scenekanten, inden scenevagterne får sat en stopper for det.

Den groovy, maskinpistol-akkompagnerede ’Forward!’ bliver med en vis råhed dedikeret til en af bandets venner, der skød hovedet af sig selv for nylig, og at dømme efter publikums reaktion er det rent faktisk lykkedes Anaal Nathrakh, formentlig ikke med vilje, at skrive et vaskeægte hit. Det lyder som en umulig tanke, men ikke desto mindre er det nummeret, der trods sine kun tre måneder på bagen nyder med afstand størst bifald og reaktion fra publikum denne aften. Fra den dunkle og tilrøgede scene fortsætter de fem anonymt sortklædte mænd frontalangrebet med fanfavoritter som ’Bellum Omnium Contra Omnes’ og ’Forging Towards the Sunset’, der begge fremkalder det tætteste, man kan komme på fællessang i Anaal Nathrakhs kaotiske univers. I Hunts sædvanligt ironiske og bittersøde stil joker han med, at den rødhårede medstifter Mick Kenney ikke har nogen sjæl. Det tror vi gerne på. Og det er sikkert det, der gør, at multi-instrumentalisten kan give Anaal Nathrakh sit unikke, nihilistiske udtryk, der minder mere om et musikalsk overfald end noget andet.

Før man ved af det, slutter bandet af med den fræsende ’Do Not Speak’. Det er gået alt for hurtigt, og der er alt for mange sange fra det ti plader dybe bagkatalog, man ikke fik lov at høre. Og koncertens længde er næsten eneste anke ud over en lyd, der i hvert fald visse steder i lokalet ikke lod alle nuancerne i musikken komme til udtryk. For Anaal Nathrakh selv gjorde alt, man kunne have håbet på, og leverede en fremragende optræden i det overflødighedshorn af gode koncerter, festivalen har budt på i år.