AMF'13 - Blood Eagle

AMF'13 - Blood Eagle

Supergruppen, der har tidligere medlemmer fra mange af de helt store danske bands, gav sin koncertdebut på Aalborg Metal Festival 2013.

Kunstner
Dato
07-11-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Alle skal starte fra 0. Det samme gælder Blood Eagle. Men trods det faktum, at denne fredag aften var første gang, bandet stod på en scene, så havde de alligevel noget af et forspring. For med den sammensætning har de mange års erfaring tilsammen. Lad os lige kort ridse dem op én for én.

Morten Toft Hansen på trommer er medlem i Raunchy og har spillet trommer i Hatesphere. Mikael Ehlert Hansen på bas har også en fortid i Hatesphere og har spillet i en masse andre bands derudover. Den ene guitarist hedder Franz Gottschalk og er bedre kendt som Hellboss. Han har svunget øksen for Illdisposed og Volbeat. Den anden guitarist hedder Mircea Gabriel Eftemie, og normalt svinger han den syvstrengede i Mnemic. Sidst er der forsanger Michael Olsson, der også brøler for Caro. At kunne nævne så mange kendte navne i én smeltedigel er en præstation i sig selv.

Men duer de så til noget? Tja, altså håndværket er det svært at kritisere. De mestrer deres instrumenter. Sangene derimod var lidt svære at fælde en endelig dom over på baggrund af den ene koncert. Vi kender endnu ikke alt materialet og skal nok lige bruge nogle måneder med deres musik i anlægget og se dem nogle flere gange, før vi kan vurdere, om projektet er levedygtigt på den lange bane.

Koncerten fredag aften på Studenterhuset var dog ganske god. Der var tryk på, og de var hurtige til at skabe en groovy lyd, der fik publikum til at gynge med. Kendisfaktoren spiller nok også en ganske stor rolle her, for alle vidste jo, hvem der var med og var nysgerrige efter at se, hvad det ville blive.

At der så også lige sneg sig et lille komisk indslag ind, da Mircea sprang en guitarstreng og havde lidt udfordringer med at stemme den nye, gjorde så kun, at vi lige fik hevet det hele lidt ned på jorden igen. For hvilket nyt band ville ikke gå gennem ild og vand for at have flere hundrede oprigtigt nysgerrige tilskuere til deres første koncert?

Dødsmetal fik vi i hvert fald fra Blood Eagle. Hvad der sidenhen kommer ud af det, kan vi jo så bare vente i spænding med at se. Vi glæder os i hvert fald over, at de herrer ikke har tænkt sig at lade sig pensionere fuldstændig i branchen, bare fordi de ikke er med i de tidligere nævnte bands, men tværtimod har fundet sammen og fået nogle nye at spille med.