Antiklimaks mest af alt

Populær
Antiklimaks mest af alt

Danzig imponerede ikke i Amager Bio, hvor han leverede en koncert, der fik én til at føle sig trådt på på den ufede måde.

Kunstner
Spillested
Dato
06-07-2011
Trackliste
Wotans Procession/SkinCarver
Twist of Cain
Hammer of the Gods
Rebel Spirits
Her Black Wings
How the Gods Kill
Do You Wear the Mark
Ju Ju Bone
On a Wicked Night
Thirteen
Bringer of Death
Mother
---------------------------------
She Rides
Long Way Back from Hell
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Det er rart at se, at folk alligevel forstår at tage turen ud til smukke Amager og et af Københavns absolut bedste spillesteder, når det endelig skal være. Sammen med det mindre, forholdsvis nye tilskydende spillested Beta, sker der på rockfronten nemlig mere og mere derude hos Amager Bio. Det var ikke mindst tilfældet i går aftes, hvor Glenn Danzig lagde vejen forbi til en slags intimkoncert, i øvrigt med hans første på dansk jord i det nye årtusinde.

Forsinkelse

Men det begyndte altså ikke godt. At Danzig er en krukke, der, hvad angår snobformat, måske kun overgåes af Axl Rose, er vel efterhånden et notorisk faktum, men det gjorde det nu ikke dét lettere at stå de 40 minutters forsinkelse ud, inden Hr. Danzig besluttede sig for at møde det smukt-brogede blå-gule/rød-hvide meget entusiastiske publikum. Forinden da havde danske Helhorse leveret en ok-entusiastisk opvarmningskoncert, der til trods for modvind fra de utålmodige Danzig-fans, alligevel fik skudt en lille fest i gang på gulvet. Denne fest blev dog pløkket ned igen i løbet af den time, man efterfølgende måtte vente, inden Danzig og co. gik på scenen. Man kan spørge sig selv, hvad formålet med et opvarmningsshow overhovedet er, hvis der efterfølgende går så lang tid før den egentlige hovedkoncert, at lunten når at brænde ud igen?

Da lyset i Bioen endelig gik og den instrumentale prolog fra 'Circle of Snakes', 'Wotan's Procession', manøvrerede sig vej til PA'en via playback, blev hornene dog hurtigt rejst i forløsning, og det var tydeligt, at publikum var på. Men de blev lige så hurtigt trukket ned igen, da der fra start af var vanskeligheder med simpelthen at få skidtet til at spille ordentlig sammen.

Fesen start

Danzig har for længst skrevet sig ind i den nyere rockhistories Hall of Fame, hvilket ikke mindst skyldes hans tid som co-founder og frontmand hos punk-legenderne i Misfits i sen-70'erne og op igennem 80'erne samt hans tre første soloplader fra slut 80'erne og start 90'erne. Vi snakker ROCK af største kaliber og helt udødelige albums hér. Det betyder, at han mere eller mindre kan håndplukke, de musikere han vil have med sig på turné. Men ikke engang når valget inkluderer Tommy Victor på guitar og Johnny Kelly på trommer fra henholdsvis Prong og Type O Negative/Seventh Void, kunne Danzig med bandet få det til at spille hensigtmæssigt sammen til at begynde med.

Der er muligvis 22 år imellem numre som 'Twist of Cain' og 'Hammer of the Gods', to respektive åbningsnumre fra den legendariske og bredt anerkendt mesterlige selvbetitlede 88'er-debut samt fra Danzigs niende studiealbum, sidste års 'Deth Red Sabaoth', men begge numre er skrevet med næsten samme portion sort smerte og rockpotens. Den amerikanske metal-singer/song-writer har altså stadigvæk dét, der skal til for at skrive hymner, der får én til at åbne op, omfavne det sortsynede og gennem skråleri og musikalsk opstemthed transformere det til en... hmmm... ja, livsglæde.

I live-regi skuffede disse fabelagtige numre dog enormt. Fornemmelsen for den sortsynede, opløftende fællesskabsfølelse var overhovedet ikke til stede, hverken på scenen eller blandt publikum. Man stod passivt og så på, mens Danzig gik rundt på scenen og mest af alt lignede en, der måske lige havde spist et lidt for stort hovedmåltid. Måske han egentlig hellere skulle have holdt publikum hen et kvarter eller en halv time længere, mens han gensidigt blev klar til at tage imod os?

Doh!

Man skulle faktisk tyve minutter ind i koncerten, før det hele ligesom stille og rolig begyndte at tage fat i én. Det skete med trioen 'Her Black Wings', 'How the Gods Kill' og 'Do You Wear the Mark' hentet fra de tidligere plader, hvor publikum ikke kunne andet end at lade sig blive brændmærket af satans tegn. To nye numre, den rockpsykedeliske 'Ju Ju Bone' samt den bluesede ballade 'On a Wicked Night', blev herefter sparket ind på sætlisten og virkede som to gode indadvendte skæringer at falde ned og rocktrance den ud til. Publikum tog i mod med kyshånd, moshpit og luftguitarsoli fra både højre og venstre.

Men netop som koncerten endelig endelig endelig (!!!) begyndte at vise mægtighed, besluttede Danzig sig åbenbart for at give slip på den dårlige måde igen, og både 'Thirteen' og 'Bringer of Death' blev kastet afsted uden hverken nærvær eller intensitet. På en aften som denne er det kun sigende, at storhitteren 'Mother' netop kun nåede at få revet publikum op i et højt, sort skylag, inden også den faldt igennem, denne gang i form af tekniske problemer, som guitaren forsvandt, inden man lige akkurat nåede til den afsluttende solo. Doh! Og så var det dét.

Der var ikke engang blevet spillet en time, sidste nummers manglende solo var en fadæse på en koncertafslutning og Danzig kunne ikke have været mere ligeglad med hverken den manglende sangbid eller de kolde kontanter, publikum havde betalt for en koncert af bare tilnærmelsesvis en respektabel længde. I håb om en halv times ekstra numre fik man godt nok rocket ud til en ganske stor version af 'Long Way back from Hell', men et større antiklimaks end Danzigs efterfølgende hurtigt forsvindende korpus, skal man godt nok lede længe efter.