Bal med de tunge drenge
PopulærÅrets Headbangers Ball-turné rullede lørdag aften forbi Vega med The Burning, Raunchy og veteranerne i Invocator på plakaten. Vi havde en gæsteanmelder på pletten.
Forinden aftenens arrangement afholdte Raunchy release party på Vegas Ideal bar, som mange af aftenens koncertgængere ikke overraskende havde fundet vej til. Og når så Tuborg endda bød på gratis guldøl, var der ikke mange undskyldninger for ikke at møde op og tjekke drengenes nyeste udspil 'A Discord Electric' ud, som opvarmning til koncerterne i Lille Vega.
Gang i den med The Burning
Første band på plakaten var det band, undertegnede havde set mest frem til at opleve, nemlig århusianske The Burning. Sidste års 'The Rewakening' var en herlig tour de force udi hvordan tung thrash/hardcore metal skal leveres, så jeg havde glædet mig til at bandet ville lufte nogle nye numre fra deres kommende plade 'Hail the Horde'.
Første læk fra den plade er sangen 'Bait the Hook'. Et ret fedt nummer der leder tankerne hen på Pantera og især det fede 90'er-band Grope. Johnny Havens vokal er ikke helt ulig Gropes daværende sanger Per Ebdrup. Lige netop forsanger Johnny Haven er nok det mest bemærkelsesværdige ved The Burnings liveoptrædener. Han tramper rundt på scenen som en anden bjørn, alt imens han udskriger hans primat brøl. Og han bakkes op af en rigtig tight og groovy rytmesektion bestående af Tobias på trommer og Thue på bas.
Det nye medlem, guitarist Alex "The Kid" gjorde det også rigtig godt, og passer perfekt ind i metal mikset. Hovedvægten var i aften lagt på numre fra debuten, 'Storm the Walls', så 'The Rewakening' var desværre kun repræsenteret med et par sange, mens det blev til tre nye numre. Desværre døde disse lidt på grund af lydproblemer, men det ændrer ikke på at bandet leverede en veloplagt omgang "smajjer" som man nok ville udtale det i bandets hjemby, Århus. 'Hail the Horde' afventes med spændthed.
(Karakter: 3)
Raunchys fede fest
Man kan mene hvad man vil om aftenens næste band Raunchy, men et eller andet har de sgu fat i med deres miks af blødsøden emo-rock og tung metal. Et sådant band vil nok altid skille vandene i det danske metal publikum, men når musikken leveres med så stor overbevisning og spilleglæde som aftenens show, må man kaste håndklædet i ringen og medgive at det egentlig rykker ret fedt.
Især forsanger Kasper Thomsen spillede en vigtig rolle i bandets fede show og virkede fandens tændt hvilket bevirkede at publikum også var helt med fra start. De nye numre fra Raunchys kommende plade 'A Discord Electric' fungerede rigtig godt live, og sammen med ældre klassikere som 'Watch Out' og 'Phantoms' fik publikum fuld valuta for pengene. Aftenens fedeste (og mest overraskende) show!
(Karakter: 4)
Afsluttende old school fra Invocator
Aftenens hovednavn var de gendannede pionerer i Invocator. Invocator var i start-90'erne med udgivelser som 'Dying to Live' med til at sætte tonen for mange af nutidens danske metalnavne.
Forsanger Jacob Hansen har i mange år haft en vigtig rolle på den danske hårdrock scene som producer på bl.a. succeser fra Raunchy, Hatesphere, Mercenary og Volbeat, så det var interessant at se ham i aften bag mikrofonen og ikke knapperne på en mikserpult.
Invocator spiller en slags musik man vel bedst kan beskrive som teknisk thrash, med masser af fede riffs. Det var tydeligt at der var mange i det godt fyldte Vega, der var kommet for Invocator, og bandet indfriede vist de flestes forventninger med en tydelig spilleglæde og tilpas arrogance. Der var ikke en finger at sætte på drengenes musikalske kundskaber, hvilket resulterede i en tight og præcis optræden. Velkomment gensyn.
(Karakter: 4)
Alt i alt en fed aften i Vegas fede lokaler med tre fede bands. Dansk metals fremtid ser lys ud! Headbangers Ball initiativet skal roses og derfor får arrangementet som helhed karakteren 4.