Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Danish Dynamite v. 2008

Populær
Updated
Danish Dynamite v. 2008
Selv trænede nakker fik kamp til stregen i åbningen på en god dansk headbangerpakke, der hærger Danmark, Tyskland og Østrig netop nu. Århusianske The Burning var et oplagt åbningsband og fik hevet folk frem fra den mørke bar og ryge-området. En lille håndfuld gik pænt amok, mens en noget større flok stod med en bajer i hånden, og nikkede anerkendende med hovederne i nogle meters afstand fra scenen.

Frontmand Johnny Haven var underholdende, som han plejer og prøvede på fin vis at peppe en stemning op, og det lykkedes. Hans stemme skulle lige "slides" varm, men så kørte det også. Den hårde hardcore fungerede fint, og der var lækkert samspil mellem bassisten og trommeslageren.

Dansk beklædning

Urkraft er det efterhånden lidt tid siden, man har hørt noget fra. Og måske derfor bestod sættet af en hel del nye sange, der virkede helt fortrinligt og i godt højt tempo.

Bandet havde lånt Kræn fra Sacrificial til bassen, og han havde da også forstået Danish Dynamite temaet og spillede i t-shirt fra sit band, mens frontmand "Mester" Pedersen spillede iført t-shirt fra Supercharger (et band han i øvrigt også selv er kommet med i). Og nu vi er ved beklædning, så spillede Johnny Haven i en Dawn of Demise shirt.

Der var godt knald på med et fantastisk drive – også i de sange bandet "påstod" kun at have spillet sammen et par gange. Der er ikke den store afveksling, men kan man, som undertegnede, lide de hurtige riffs og "Mesters" rå vokal, så var underholdningen i allerhøjeste grad tilstede. Nogle af hits'ne fra "The Inhuman Aberration" var savnet, men det var nu også fedt at høre lidt af det, man kan glæde sig til på et kommende album.

"I ved, vi er magre"
Med vanlig (dårlig?) humor fyrede Bo Summer en kaskade af ord af i front for Danmarks største death metal band. Der blev rettet projektiler mod rapperen Jøden, der ifølge den kække Bo burde få sig nogle tuscher.

Der blev også rettet projektiler mod publikum i form af bandets fede sange. Der var frisk energi, og sangene lå som friske øretæver til den godt pakkede sal, der husede mange meget aktivt moshende og headbangende fans.

Hvor energien var i top, så savnedes af og til en lidt mere tight fremførelse af numrene. Trommeslager Thomas Jensen var en solid maskine, det var mere i samspillet mellem guitarerne, at der var skønhedsfejl. Især "Near the Gates" haltede noget. Men når man har et bagkatalog som drengene, en herlig energi, og en skæg, underspillet humor, så er man – dvs. Illdisposed – fuldt i stand til at køre koncerten sikkert hjem alligevel.

Ny mand på rytmespaden, Franz Hellboss, smilede stort og med sit halvlange, let bølgede hår, lignede han en, der lige var trådt ud af de glade 80’eres Artillery. Manden er festlig, og så ud til at være vældigt fornøjet ved at være ene Københavner i skuden hos de gæve jyder.

Lidt penge gik denne aften til Kræftens Bekæmpelse, da alle rettigheder for "Like Cancer" er doneret til denne organisation. Nummeret fra den nye plade er en live-basker af høj karat. Det blev til næsten en hel times koncert og oven i købet ekstranummer. Jyderne forkælede i den grad publikum.

Illdisposed var bedre end Bo, med vanlig underspillet arrogance, udtrykte det i sin glæde for supporten fra publikum: ”I ved vi er magre. I ved, vi er fra Århus. Og alligevel kommer I. Tak!”

Kunstner
Spillested
Dato
30-04-2008
Karakter
4