Genfødt Entombed

Genfødt Entombed

En lille og nærmest ubetydelig detalje fraholdt svenskerne det næsten uopnåelige 13-tal.

Kunstner
Karakter
5

Det var ikke mange dage siden århusianske The Burning sidst havde givet København et visit. Dengang som opvarmning for Illdisposed på The Rock, og nu som opvarmning for legendariske Entombed. Lyden var denne gang bedre ligesom det mindre spillested passede bedre til bandets hårde hardcore. Det var således et bedre show end sidst, og især titelnummeret fra debutalbummet, "Storm the Walls" og afslutteren "Weakling" rykkede favorabelt hos et taknemmeligt publikum.

Frontmand Johnny Haven er en motormouth, snakker og snakker og kommer med et utal af jokes. Ikke alle var lige gode, men der var da også fine og sjove kommentarer i den linde ordstrøm. Men hans evindelige "I er bare så sø'e Kjøwenhawn" som tak for opbakningen kunne dog godt nedtones. Det blev lidt trættende i længden. Men baseret på musikken, var det umiddelbart bandets fedeste optræden i København indtil videre.

Aktivt publikum

Det gik så vildt for sig i et godt fyldt Stengade 30, at crowdsurfende fans fik revet en række lamper ned fra loftet. Entombed var i byen og gav den så meget gas, at ingen kunne stå stille. Der blev lagt ud med "Serpent Saints", men ellers var det i den grad et show baseret på fordums stolte tider. Materiale fra debuten "Left Hand Path" samt opfølgeren "Clandestine" dukkede op flere gange i sættet.

Old-school så det battede og med et så tændt band, at det ikke var svært at forstå, hvorfor stemningen var ophedet på den absolut fedeste vis. LG i front var alle vegne på scenen. Der blev ikke spildt megen tid på snak, der på fansenes opfordring foregik på svensk. Et modsat valg end publikums valg på samme spørgsmål ugen før, da The Haunted gæstede The Rock. Måske fordi størstedelen af de fremmødte på Stengade 30 var børn, dengang der kun kunne tages få tv-kanaler på antennen, og en af disse få var Sveriges television?

Svedig energibombe

Et helt igennem fejlfrit show, hvor oldies som "Stranger Aeons" og "Revel in Flesh" var forfriskende at indtage grådigt sammen med de korte baskere som "Wolverine Blues" og "Out of Hand", der om muligt satte endnu mere gang i crowden. Et godt langt sæt med ekstranumre indledt af den obligatoriske "Chief Rebel Angel".

En rå, upoleret energibombe af svedig, beskidt og ildelugtende dødsrock, der varmede det lille spillested op til kogepunktet. Det eneste, der holdt bandet fra det flotte 13-tal var en lille detalje: lysshowet. Fesent og ofte blændende. En lille faktor, men når 13-tallet er indenfor rækkevidde, så måtte det alligevel nævnes. Ellers var det som at se et genfødt Entombed, der viste at de lever og ånder for én ting: musikken.