AMF’22: Polsk mystik i metermål
Hovednavnet Batushka leverede et teatralsk show på Aalborg Metal Festival, hvor der ikke var sparet på hverken stearinlys, røgelse eller instrumenter.
Ingen ved rigtig hvem Batushka er, men alle ved, de spiller black metal og gør sig i megen mystik og religiøs tematik. Det var præcis det, de leverede på Aalborg Metal Festival 2022, hvor de som hovednavn lørdag aften, satte et stort punktum for en velafviklet weekend og festival på Studenterhuset.
Koncerten tager dog lidt tid før den kommer i gang. Starttidspunktet er sat til 23.30. Dørene ind til salen har været lukket af, så publikum står som sild i en tønde og venter på at komme ind til det sidste navn. Lidt forsinket åbnes dørene og så kan man komme ind. Og vente. Og vente.
For tiden går og Batushka er stadig ikke klar. Scenen står klar, pyntet med alverdens instrumenter, ornamenter, stearinlys og et alter lige midt for. Der bliver tændt nogle få af de stearinlys og så venter vi. Igen.
Pludselig går intromusikken i gang. Den er lang. Så vi venter igen. Tålmodigt. Eller, vi har været tålmodige. Nu må der godt snart ske noget.
Det gør der så. Lidt senere. Da intromusikken har kørt i det, der føles som evigheder. Den ene kutteklædte musiker efter den anden kommer barfodet ind på scenen og et par af det, der viser sig at være korsangere, tænder de resterende stearinlys før de stiller sig om bagerst på scenen. Ind træder så dem, der griber guitarer, bas, trommestikker og til sidst går forsangeren ind. Omsider starter musikken!
Og så bryder helvede løs. I røgelse og damp går Batushka omsider i gang og fremfører deres mystiske black metal. Det er teatralsk og koret bidrager til den pompøse stemning og opsætning. Tydeligvis inspireret af den østlig-ortodokse kirke i Polen, låner man tematikken helt ned til bedekransen, som forsangeren dog vender på hovedet så korset vender i den retning, man oftest ser den i heavy metal-regi. På den måde er scenen nærmest identisk med det, vi oplevede i Aarhus i 2018.
Batushka er således lige så meget et ritual som en koncert. Forsangeren fremviser et maleri af Jesus, der bløder ud af øjnene og den messende musik understøtter det totalteater, der foregår for øjnene af det publikum på Aalborg Metal Festival, der har udstået såvel samtlige foregående bands og ventetiden inden hovednavnet.
Mystikken forbliver intakt, for der bliver ikke givet nogen tegn på hvem der er hvem. Musikken får lov at være det, vi kan identificere Batushka på, og det er en udmærket koncert denne lørdag aften. For Batushka og deres musik er mystisk.
For fire år siden delte bandet sig i to i et brud, der ligner det, Gorgoroth oplevede i 2007, hvor en forsanger og en guitarist i et band har hver deres ide til hvordan bandet skal se ud fremadrettet. Sådan er det åbenbart i black metal. I Aalborg ved vi ikke om det var de oprindelige musikere, der stod og vred i hver deres 8-strengede guitar, om det var James Hetfield eller Anders Matthesen. Vi får aldrig svaret og det er egentlig også helt okay, for det er jo en netop en del af oplevelsen med Batushka live. Man må nøjes med at forholde sig til det man kan se og høre. Koncerten var udmærket og showet præcis så stort og overdrevet, som man havde forventet.