Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Beta-max overdrive!

Populær
Updated
Beta-max overdrive!
Beta-max overdrive!
Beta-max overdrive!
Beta-max overdrive!
Beta-max overdrive!

Devilution sendte en rutineret gæst og en førstegangsbesøgende til Beta på Amager for at se to af tidens hotte hjemlige navne, nemlig Rising og The Kandidate.

Titel
Rising
Spillested
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
4

Det kan måske forekomme mærkeligt, at en københavnsk placeret skribent på Devilution endnu ikke havde fået aflagt et besøg på Beta, som efter omfattende renovering har alt hvad hjertet begærer. Pakken med The Kandidate og Rising var åbenbart lige hvad der skulle til for lokke "debutanten" af sted til Amager Bios mindre nabo.

Frit skue til trommeslageren

Fredag var tid for mit jomfrunalske besøg på spillestedet Beta, der har lagt sig tæt op af Amager Bio, og første erfaring var, at der er noget med lyden – underligt nok, og måske fordi et tætproppet rum ikke levner svingninger mange muligheder for at nå helt til bagvæggen, så lyder det kun godt helt tæt på scenen, men ikke længere tilbage i den intime sal. Et dejligt problem der tvang folk tættere på Rising, som var aftenens opvarmning for The Kandidate.

Og der stod man så, et par meter fra scenen, og var vidne til en lidt spøjs opsætning. Trioens guitarist og bassist havde nemlig valgt at gå helt ud til hver sin side, så man i stedet stirrede direkte på trommeslageren. Anderledes, men også totalt lige meget. Langt vigtigere var det, at man blev blæst væk.

"Rising er bedre til Mastodon end Mastodon", svarede en bekendt til mig kort efter, at jeg havde udtrykt min begejstring over Rising, og godt nok deler jeg ikke den opfattelse, men imponeret blev jeg, og skulle lovprisningerne kastes i grams kunne det være: "intenst, harmonisk, brutalt" og et lignende et væld af tillægsord.

Men Rising lød, og så ud, som meget mere end et triumvirat. De spillede voldsomt svingende, indfølt og samtidigt havde de et kort, men velskrevet sæt sange som man ikke behøvede kende i forvejen for at forstå. Og det er aldrig skidt, hvis første tanke efter sidste akkord er: ”Mere!”

Karakter: 4

- Anders Molin


Hidsige skæve smil

Og der stod man så, atter engang et besøg på Beta. Stedet hvor det gode tilbud med 2 x Guld Tuborg til en halvtredser er noget, som frister metalpublikummet så meget, at køleskabskapaciteten ikke kan følge med, så der rigtig går dranker-stil i det, når øllene tangerer det lunkne sidst på aftenen. Men det er helt i orden og musikelskere med hang til larm tager det blot som en personlig cadeau: "Er der nogen, som kan feste, så er det os!".

Rising havde ganske rigtigt gjort et vældigt fint arbejde med at varme salen op, men ingen fik dog løbet ligeså meget rundt som The Kandidates frontmand Jacob Bredahl, der i vanlig stil så både hidsig, bidsk og frygtindgydende ud på scenen.

Men den tårnhøje frontmand er samtidig en superflink fyr, der kender gud og hver mand i "miljøet", så det intense blik i øjnene blev af og til afbrudt af et skævt smil og et fromt blik, når Bredahl lige spottede endnu en gammel ven.

Det betød dog ikke noget som helst for showets røde tråd, for både sanger og band leverede en hårdtslående omgang, hvor det gav en fed variation i sættet, at det effektive debutalbum nu blev et krydderi til sætlisten med masser af sange fra det aldeles formidable andet album.

Lydens sweet-spot

Lydmæssigt var der måske noget om - som vor debuterende Beta-skribent også kom lidt ind på - at det ikke var helt så "spot on", som det normalt er. Kom man tæt på scenen, hvor horden af fotografer havde taget plads, kunne der lige i centrum savnes lidt vokal i mixet. Sneg man sig i stedet ud i siden, men stadig godt oppe foran, så var der langt mere styrke i lyden, hvis man konsumerede den frisk fra den store højttaler.

Gang på gang opfordrede Bredahl folk til at komme tættere på, og tage dansen op med fotograferne, men trods weekendens komme, blev det først rigtigt til en lille pit ret sent i koncerten. Det betød dog ikke, at det ikke fremgik tydeligt, at publikum i høj grad hyggede sig i selskab med "kandidaten". Og i sammenligning med bandets show på stedet i 2010, så var det større publikumsantal også skyld i, at det blev blev en hel del mere intenst.

I ægte Bredahl-stil blev det da også så intenst, at han lige måtte gylpe lidt sager op, så det kontante vokalangreb igen kunne levere varen. Det gjorde et nummer mere instrumentalt end ellers og affødte selvfølgelig en tør kommentar serveret med glimt i øjet: "Jeg skulle egentlig have sunget lidt mere i den sang".

Tvedebrink på guitar og KB på bas holdt skansen på fløjene og overlod det med at fare frem og tilbage til Bredahl, men deres performance var nu stadig utrolig nærværende. Strengene blev i hvert fald slået ligeså hårdt an som trommerne fik tæsk af NP bagerst på scenen. Det var ganske effektivt.

Karakter: 4
- Casper Villumsen


Vi har også et par videoer fra aftenen: