Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Blævrende bjerg

Populær
Updated
Blævrende bjerg
Blævrende bjerg
Blævrende bjerg
Blævrende bjerg
Blævrende bjerg

De amerikanske heavy-pionerer i Mountain gav en alt for kort og ufokuseret, ja, faktisk ret skidt, nostalgikoncert på Malmös Kulturbolaget.

Kunstner
Dato
18-11-2010
Genre
Trackliste
1. Blood of the Sun
2. For Yasgur’s Farm
3. Never in My Life
4. People Get Ready (The Impressions)
5. Theme for an Imaginary Western
6. Blowin’ in the Wind (Bob Dylan)
7. Nantucket Sleighride (To Owen Coffin)

Ekstranummer:
8. Mississippi Queen
Koncertarrangør
Fotograf
Mathias Nielsen
Karakter
2

De fleste af jer kan nok jeres Black Sabbath og Led Zeppelin på rygraden. Men hvad så med britiske Cream, der som en af de første power-trioer gjorde denne nedbarberede og hårdt rockende konstellation populær? Og hvad med Mountain, der blev kaldt ”det amerikanske Cream”?

Der er ingen tvivl om, at d’herrers officielle debutalbum fra 1970, ’Climbing!’, hører hjemme i enhver fan af hård rocks samling. Det er ganske simpelt en plade fyldt med det ene nossetunge riff efter det andet – der er dømt købepligt.

Men hvad med Mountain anno 2010? Tjo, det var under alle omstændigheder for svært for undertegnede at blive hjemme, nu hvor frontmand og riffmeister Leslie West og kumpanerne var på plakaten lige på den anden side af sundet på Malmös Kulturbolaget. Desværre viste det sig at blive en sløj, sine steder tåkrummende og alt, alt for kort ”fornøjelse”.

Som nogle måske ved, er Mountains oprindelige bassist Felix Pappalardi død (han blev skudt af sin kone i 1983!), men Leslie West og trommeslager Corky Laing holder stadig jernet i ilden sammen med den virtuose, lidt anstrengende Michael Schenker Group-bassist Rev Jones.

Dårlig opvarmning, stærk start

Aftenen blev åbnet af det lokale hippieband, Asoka, der i 1971 udsendte en stærk psykedelisk og progressiv rockplade, men dén var der desværre ikke meget fra denne aften, hvor de aldrende herrer lød mere af Dire Straits end af syrerock.

Og efter dén intetsigende omgang, var det så tid til Mountain, der desværre ikke hævede standarden det store. Det startede dog fortrinligt med tungt bluesrockende ’Blood of the Sun’, semiballaden ’For Yasgur’s Farm’ og ikke mindst monumentale ’Never in My Life’. Mest imponerende var det, hvor stærk Leslie Wests stemme stadig er.

Men man bemærkede dog en vis arrogance i hans sceneoptræden - solbrillerne siddende i håret; og havde han noget skidt siddende på pegefingeren, så var det vigtigere at få det nulret væk midt under en sang, midt i et riff, hvilket bare ikke fungerer, når man kun har en bassist og en trommeslager til at tage over.

Koncerten knækker

Og efter 20 minutters tid satte West sig så på en barstol og gav en ligegyldig solofortolkning af The Impressions’ skamredne hit ’People Get Ready’, hvorefter der ellers gik kedelig jamsession i den under den laaange udgave af ’Theme for an Imaginary Western’.

Det var lige hér, at koncerten knækkede, da Rev Jones gik bersærk med en bassolo, da nok havde passet bedre ind i en Manowar-koncert end hér. Propelheadbangende med sin lange dreadlock-klump på toppen af hovedet, buldrede han sig blandt andre gennem Beatles’ ’Eleanor Rigby’, så man fik lyst til at træde op på scenen og klippe klumpen af, eller i det mindste stikke ham en flad.

Leslie West kom dog til undsætning og satte sig igen på barstolen; denne gang var det Bob Dylans ’Blowin’ in the Wind’, der blev leveret i en metallisk version, der desværre var mere aparte, end den var vellykket.

Lir, fnidder og soloer

Mod slut fik Corky Laing (selvfølgelig) også lov til at give en trommesolo i den afsluttende 12 minutter lange og ufokuserede udgave af ’Nantucket Sleighride’, og mens man stod og sundede sig, gik d’herrer pludselig af scenen efter knap en time, blot for at vende tilbage og spille deres største hit ’Mississippi Queen’.

Og så var det slut. I sandhed en bizar oplevelse med et blævrende bjerg og en arrogant Leslie West. Dét, der fra start tegnede rigtig godt, havde udviklet sig til det skidte og det skuffende.

Rundt regnet blev vel omtrent en 20-25 af den kun 60 minutter lange koncert brugt på instrumental lir, fnidder og soloer, hvilket ved grød er en skam, når Mountain så åbenlyst stadig sagtens kan spille, selvom de er i 60’erne.

Æv. Mountain kravler lige op på karakteren 2 takket være den solide start på koncerten.

Se Leslie West pille ting af sine fingre midt i 'Never in My Life' her: