Copenhell 24: En kort omgang
Det blev til en kort koncert med Brand of Sacrifice, som trods udfordringer forsøgte at give Copenhell den start på dagen, vi havde fortjent.
Det Torontobaserede canadiske deathcoreband Brand of Sacrifice havde fået til opgave at servere os breakdowns, semi-slapbas og pigsqueals til morgenmad på Copenhells andendag, og den opgave tog bandet alvorligt. Sanger Kyle Anderson meddelte os på et tidspunkt, at tre af bandets medlemmer var småsyge, og i lyset af det var det nok en god beslutning at satse på en halv time med et højere energiniveau end 50 minutters mathed.
Således fik vi blandt andet ‘Altered Eyes’ fra bandets andet album, ‘Lifeblood’, i en ganske udmærket version. Der var smæk på, og hele bandet spillede dygtigt og professionelt. Lidt mere skuffet var jeg over at konstatere, at man havde valgt at have backupsang på backingtracket, som det var tydeligt at konstatere under ‘Exodus’ fra sidste års EP, ‘Between Death and Dreams’. Jeg forstår godt behovet for at have strygere, samples og andre ting, som det er svært at slæbe med på tour, præindspillet, men vokaler virker sgu lidt slapt, ærligt talt. Især fordi Kyle Anderson faktisk er en fed nok sanger med god vokalteknik, som jeg hører ham.
We are the robots
Brand of Sacrifice lød lidt mekaniske og stive i det – dog mindre, end de gør på plade – så i den forstand havde de gavn af koncertformatet. Men det er, som om jagten på teknisk perfektion lidt har drænet bandets musik for rytmisk liv og groove. Det er et problem for mange bands i genren, men jeg synes, det er ganske udtalt i Brand of Sacrifices tilfælde. Sidste års single ‘Purge’ led også under det, men ikke i samme grad denne dag på Pandæmonium. Det var, som om den raspende bas, som leder tankerne hen på den amerikanske EDM-festivaludgave af dubstep, som nogle måske kender som brostep eller riddim, flyttede konteksten en anelse. Tænkte man deres musik som mere elektronisk, begyndte den at fungere bedre. Der er jo også mange ligheder mellem moderne dubstep og visse af ‘core-undergenrerne. Det er svært ikke at se paralleller mellem dubsteppens drops og de breakdowns, som både pryder og martrer ‘coren.
Det er også en ting, der både gavnede og hæmmede Brand of Sacrifice denne dag. Det virkede, som om at bandet i jagten på ansigtssmeltende, stankface-inducerende breakdowns lidt havde glemt at skrive sange, der sætter sig på hjernebarken bagefter.