Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Britisk middagsskalle!

Populær
Updated
Britisk middagsskalle!
Britisk middagsskalle!
Britisk middagsskalle!
Britisk middagsskalle!
Britisk middagsskalle!

Til trods for en tidlig spilletid fredag middag, leverede Electric Wizard en af festivalens bedste koncerter.

Dato
01-07-2011
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Man kan kun havde måbende skuldertræk til overs for, at Roskilde Festivalen har haft britiske Electric Wizard på booking-radaren uden at booke dem uanset aflysninger fra andre bands eller ej. Samtidig har det sandsynligvis delt metal-farvandet, at de nyere doom-herskere i Electric Wizard så erstattede dødsmetalbandet Dååth i ellevte time. For overtegnede var det dog udelukkende en win-win-situation, og Electric Wizard skulle da også vise sig at levere lige præcis så tung en middagsbreaker, som man knap nok havde turde håbe på.

Tømmermændskuren

Sidst Electric Wizard gæstede Danmark var det til et mind-blowing tungt mandagsgig på Loppen, hvor de sked på ugedagen og leverede et fantastisk hårdt og fuldkomment satanisk doom-sæt til folket.

Denne gang var de så placeret under Pavilions sommervarme teltdug i fredagens middagslys, hvor stive, tømmermændsramte festivalgængere stod lænet op af hegnet og kiggede stille på, mens Justin Oborn og co. spankulerede rundt på scenen og lavede lydprøve. Det hele virkede ligesom lidt for usatanisk og kedsommeligt artigt som optakt til et gig med et af verdens pt. hårdeste bands, men man havde nu ikke behøvet bekymre sig.

Det fik man slået fast allerede under første nummer, 'The Chosen Few', hentet fra den forrygende forrige plade, 'Witchcult Today' (2007). Den time, bandet havde brugt på deres lydprøve, blev her bevist sig værende ekstrem nyttig, som man næppe har hørt den ellers normalvis meget pålidelige Pavilion-lyd være så forbandet tungt og rustikt, som den var hér. Jus Oborns vokal var præcis så fjern og tåget, som den skal være, og hele linjen over lød instrumenterne simpelthen bare for stærke altså.

Især Shaun Rutters fuldmægtige slagterslag på tønderne lød så bragende tunge, som de selvfølgelig skal lyde, men som lang fra er en selvfølgelighed. Allerede fra start af fik lydmanden og EW hurtigt kureret de tømmermænd, man end måtte have. Den forholdsvis ny bassist, Tas Danazoglou, med ansigtet lappet til i tatoveringer, lød desuden så bragende tung, som han skulle. Wauw, altså.

Rutinepræget perfektion

Blandt EW-kendere hører man ofte sure miner, at Electric Wizard sjældent varierer deres sætliste. Det er der formentlig noget om. Ud over en fantastisk udgave af 'The Nightchild' - den bedste skæring fra bandets syvende studiealbum, dette års 'Black Mass' - var der i hvert fald ikke skiftet en eneste sang ud siden sidste besøg i landet.

For en rookie, der kun har set dem en enkelt gang før, er det dog ikke så forbandet relevant. Faktisk kan det vel også have sin fordel, som man næppe finder et mere velspillet liveband end netop Electric Wizard. Det var muligvis rutinepræget, men det var det på en afsindigt cool måde, og det var alligevel ikke mere rutinepræget, end at spilleglæden få gange stod tatoveret også i Oborns ansigt dog blot i form af et stille smil hér og dér.

Så til trods for at man godt nok have sat næsen op efter titelnummret fra 'Black Mass', som efter sigende faktisk også figurerede på sætlisten, var det udelukkende én stor fornøjelsestur at gense disse gigantiske doom-herskere. Og selv uden "Black Mass" på tapetet, leverede Electric Wizard en koncert, man umuligt kan have ret mange indvendinger mod. Det var stort og smukt.