Copenhell 24: Tristesse i den våde sommernat
Chelsea Wolfe holdt som vanligt melankolien i fokus igennem en lille times dyster seance på Pandæmonium, i hård kamp mod den silende regn.
Selvom hun går for at være lidt af en musikalsk kamæleon, så er der dog elementer, der sjældent fortager sig i Chelsea Wolfes univers. Det skærende, lettere excentriske stemmeleje. Det goth’ede mørke. Den depressive grundtone. Elementer, som hun så har farvet med forskellige stilistiske paletter igennem årene, bl.a. udi folkede, post-metalliske og black-metalliske forgreninger – og på det aktuelle album ‘She Reaches Out to She Reaches Out to She’ ser vi så en mere elektronisk, nærmest triphoppet tendens. En plade, der får meget spilletid her i dag, omend hun ikke lægger bånd på sine andre sider, når numrene kræver det.
Selvom det bestemt ikke er den mest rockede/metalliske affære, så berettiger hendes dystre tone bestemt hendes plads på plakaten – og da ikke mindst som en senaftens-booking, så inderligheden bedre træder i kraft, når den bliver mest indbydende, som i den pulserende ‘House of Self-Undoing’, eller da den sjælede ‘Dusk’ slæber sig afsted med en nærmest larmende fokuseret stilhed sent i sættet. Hendes stemme er bærende hele vejen igennem, og med stiløvelsen på den nye plade er det oplagt at drage paralleller til Beth Gibbons (Portishead), der ligeledes rammer lidt af det samme, melankolske register. Lidt mere intense skrig får vi dog også i den fremragende ‘The Culling’ fra ‘Hiss Spun’-pladen, hvor metallens virkemidler får mere lov at titte frem.
Gudskelov bliver lyden ikke udfordret, som det så ofte er tilfældet på Pandæmonium-scenen – alt går lige så klart igennem som de blå/sorte lyssætninger, der gennemsyrer scenebelysningen.
Til gengæld er det umuligt at ignorere vejret, for hold da op, hvor er det dårlige betingelser for Wolfe i dag. Regnen piblede ned, allerede inden hun går på, og med musikkens stille og indadvendte natur taget i betragtning, så bliver det en af den slags koncerter, hvor du står og kæmper for at holde dig motiveret, uden nogen steder at gemme dig fra dråberne. Udvandringen fortsætter helt forståeligt hele koncerten igennem, og da vi når til et akustisk ekstranummer til sidst må jeg også selv kapitulere for at sikre, at computeren slipper uskadt derfra i tasken.
Det kan Chelsea Wolfe selvsagt ikke stå til måls for – koncerten var fin, omend måske lige lovligt moody i det lange løb, uden mange momenter til særligt at fange os undervejs. Karakteren reflekterer derfor kun bandets præstation, for skulle vi også tage vejret i betragtning kan vi i sagens natur dårligt hæve os meget over en bundkarakter, fordi vejret var så meget en pinsel at ignorere, så stillestående som koncerten var – men det ændrer ikke på, at Chelsea Wolfe isoleret set selv leverede en hæderlig præstation. Omend flere armbevægelser og mere momentum havde været klædeligt.