RF '19: Betryggende god smadder
Converge leverede lørdag aften et behageligt godt liveshow for de fremmødte i Avalon-teltet. Ingen overraskelser, ingen slinger. God, gedigen salemistisk hardcore punk.
I duften af hø og lugten af pis springer den amerikanske hardcorekvartet Converge direkte ud i et relativt fyldt Avalon-telt. Med hovedet først, halstatoveringer og flyveører, får den ellers ret tilbageholdende og subtile forsanger Jacob Bannon sparket gang i et efterhånden festivaltræt publikum. Det er billedligt talt. Converge står på scenen og gør, som man gør, når man spiller hardcore, og det gør de godt.
Ligesom at Kerry King er den eneste i verden der må have tribal-tatoveringer, er Jacob Bannon også den eneste der må bruge cupping-teknikken til at synge sin vokal. (Lige med undtagelse af Scott Jensen fra Infernal Torment og Dawn of Demise. Han må alt.) For netop Bannons vokal er en klasse for sig og skaber et unikum, der definerer lyden hos bandet. Ikke for at underkende de komplicerede og velskrevne riffs, Converge bestemt også besidder.
Til stor tilfredshed for publikum spiller de ’Sadness Comes Home’ omkring en halv time inde i sættet. Sangen er fra albummet ’All We Love We Leave Behind’, som også er det, der personligt har fyldt mest hos mig ved Converge. Hvis ikke man har noget som helst tilhørsforhold til gruppen, kan et liveshow som dette sagtens blive trivielt. Sangene har samme stemning og tematik over sig, og der sker ikke meget andet visuelt end en forsanger der går frem og tilbage på scenen.
Converge er ”kedeligt på den fede måde” – Jacob Dinesen.
Albumtitelsangen ’All We Love We Leave Behind’ kunne sagtens gøre sig som en afslutning på showet, men Converge har protokoller, så den skal placeres omtrent fire femtedele inde i showet. Sangen er også et friskt pust med sine utydelige vokaler og hissende guitarlyde; sangen har et ikonisk trommespil i introen og et yderst behageligt sing-a-long omkvæd. Der er ingen tvivl om, at Converge kører et show som dette af sted på rutinen, og det er på så mange måder også utroligt betryggende.
Apropos rutine går Converge af scenen, venter halvandet minut og kommer ind igen. Det er næsten svært at træne en hund til noget så indøvet. Med et jerngreb om ekstranumrene slutter bandet af, som det hele startede, fortsatte og var hele vejen igennem. Godt. Gedigent. Hardcore. Det skal der aldrig laves om på og det bliver der højst sandsynligt heller ikke.