Copenhell '19: Til halbal i ørkenland

_B2A6486 copy
_R7A8226 copy
_R7A8379 copy
_R7A8246 copy
_R7A8320 copy

Eagles of Death Metal var ikke, hvad publikum skreg efter på førstedagen af årets Copenhell. De amerikanske ørkenrockere leverede et sikkert, rutinepræget show, der blottede et blodfattigt band foran et alt andet end begejstret fremmøde.

Dato
19-06-2019
Genre
Fotograf
Peter Troest
Karakter
2

Eagles of Death Metal. Det er et fedt bandnavn. Og titlen på deres debutalbum, 'Peace, Love and Death Metal', sidder lige i skabet. Men så stopper de postive vendinger også. For hvad er det egentlig for et band?

Det blev dannet i 1998, da rockguden Josh Homme hev forsangeren og guitaristen, en dengang udkørt Jesse Hughes, ud af den pornobutik, han var endt i efter en grim skilsmisse. Josh Homme vidste, at der gemte sig en frontmand inde bag det krakelerede ydre. Og den er også god nok. Jesse Hughes ligner en rockstjerne med nok karisma til at bakke det op.

Men musikken – hvor og hvad er der blevet af den? Det taler utroligt meget til Eagles of Death Metals fordel, at Josh Homme faktisk er det eneste andet faste medlem, men det er måske også en hæmsko, der giver alt for store forventninger til bandet? Der kan spores lidt Queens of the Stone Age i mixet her og der – ellers er der dømt hillbilly, blues og ordinær rock kørt gennem ørkenappararet. Og Josh Homme? Han har ikke tid eller gider bare ikke spille med live, men holder sig hovedsageligt til indspilningerne. Og for det meste på de mere uvante trommer.

"Forestil dig en fest, hvor nogen slapper en pik på din kind, når du mindst har brug for det", lod en bekendt vide før koncerten, da jeg prøvede at blive klogere på musikken. Det blev jeg ikke klogere af. Men måske er der alligevel noget om det.

Til tonerne af Creedence Clearwater Revivals 'Born on the Bayou' entreede bandet scenen med Jesse Hughes og bassisten Jennie Vee (fra Courtney Loves band) i front. Selvsikre og uvidende om, at koncertens bedste nummer allerede var i gang.

Det skal siges til Eagles of Death Metals forsvar, at de heller ikke tager sig selv alt for seriøst. Men det behøves ikke nødvendigvis at gå ud over kvaliteten i musikken, hvor de konstant kom til kort. Simple riffs og alt for tørre trommer krydet med Jesse Hughes' lettere lyse stemme, flankeret af Jennie Vee undervejs, er mere eller mindre essensen af bandet. Den samme formular med små rokeringer fra nummer til nummer.

Leveringen fejlede intet. Og det kunne måske have været startskuddet på en fest, da Jesse Hughes kækt bemærkede efter første nummer, at han aldrig have set så mange smukke rødhårede mennesker. "Jeg må være i himlen", sagde han og satte gang i, hvad der skulle vise sig at være en lang række af kedelige riffs på en tynd bund af nærmest ingenting.

Reaktionen på den lettere vage joke var sigende for publikums lyst til dødsmetalørnene. Kun de absolut helt forreste lod til at reagere. Og sådan var det hele showet igennem. Det tyndede endda gevaldigt ud i fremmødet, som showet skred frem. Ikke just en ting, der skaber en fest. På et af bandets mere kendte numre, 'I Want You So Hard', kom der dog lidt liv i løjerne.

Glæden blev dog kort. Det andet højdepunkt blev nærmest, da fire store figurer – blandt andet en klovn og en pirat – blev pustet op og dominerede scenen i sidste nummer, hvor musikken også fik et nøk op og fik en til at ønske, at de bare lavede noget habil stonerrock fremfor uinspirende og banale rocksange med manglende rytmisk spændstighed og fornemmelse for progression som et halbal.

Fans af bandet, hvis der var nogen, har sikkert haft en fin oplevelse. Men det var bemærkelsesværdigt få, der havde den opfattelse, for sjældent har denne skribent hørt så mange kritiske røster i direkte angreb mod bandet flyve igenem luften efter sidste tone, hvoraf "jeg ville hellere høre Red Warszawa i tre timer" stak ud som den mest kreative verbale lussing.

Eagles of Death Metal skal have respekt for at spille stramt og præcist, men sangskrivningen er under al kritik. Og det kan selv tyve fadøl ikke ændre på. Det blev i den grad bevist på Copenhell, hvor selv de stiveste eksistenser, der bude være allermest disponible for klassiske og slidte rocktroper, gav utilfredsheden til kende.

Copenhell har haft mange gengangere fra år til år. Eagles of Death Metal bliver næppe én af dem.