Copenhell 2013: Buldrende lyd fra ungt band

Copenhell 2013: Buldrende lyd fra ungt band

Åbningsbandet til Förhelvede har nået meget på en toårig eksistens; at stå på Pandæmonium-scenen på Copenhell var tydeligvis noget, Fall of Pantheon nød og var stolte af.

Dato
13-06-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Det er ganske imponerende, så langt Fall of Pantheon fra København er nået i løbet af bandets korte eksistens, som kun går lidt over to år tilbage. I januar vandt bandet fortjent Mighty Fight Night, som gav billetten til Copenhell, og efterfølgende er den meget roste anden ep ’The Shadow Envelops All’ udgivet.

Bandet kom lidt uheldigt fra start. Efter Sort Søndags Anders Bøtter havde præsenteret bandet, virkede det næste minuts tid lidt rodet med at få kabler i instrumenterne og tjekke, om der nu også kom lyd igennem. En slags hurtigt line-check, som ikke burde være nødvendigt, når man nu var første band på aftenen, og dermed burde have haft fin tid til lydprøve m.v. Men netop, som man tænkte den tanke, at de da burde have haft noget intromusik imens, måtte bandet selv rette henvendelse til lydmanden desangående. Der skulle faktisk have været en intro, men noget strejkede, introen blev fald droppet, og i stedet talte trommeslageren første nummer i gang.

Lyden var heller ikke på de ellers meget oplagte fem gutters side. Guitarerne forsvandt i en basbrummen fra stortrommerne, og da det jo er god dødsmetal med smæk på pedalerne, så var der naturligvis ikke mange pauser fra bulderet. Det blev lidt efter lidt bedre, og både lækre leads og ferme dødsmetalriffs fandt vej til publikums ører. Specielt ’Serpent’s Gloat’ behagede publikum, ligesom det sidste nummer, den seneste ep’s titelnummer, gjorde publikum glade. Bandet havde spillet sig varme i det korte sæt og havde smidt eventuel nervøsitet fra sig og slap nu bare tøjlerne, så der var ekstra gas i afslutningen.

Hvem er frontmand?

Det var bandets første møde med så stort et show og så stor en scene, og det kunne godt mærkes. Rutine er der af gode grunde ikke så meget af, og bandet virkede heller ikke helt enige om, hvem der skulle stå for snakken til publikum, og til tider virker bassist Dave mere som frontmand, end forsanger Phillip. Og i forhold til at gejle publikum op til fx at stikke næven i vejret eller lave moshpit, var det også mest Dave, som forsøgte sig, selvom det ville have været nemmere for forsangeren, som jo er lidt mere mobil på scenen, da der ikke er en bas, som skal tæmmes samtidig.

Fall of Pantheon spillede et glimrende sæt, teknisk set, og var det ikke for lyden, som for denne skribent falder helt i bunden af oplevet lyd på årets Copenhell, så havde bandet landet sig en højere karakter. Som de plejer. For Anders Bøtters præsentation af bandet som et med et kolossalt internationalt potentiale er så ganske sand. Og på det punkt er det i det lang løb fuldstændig ligegyldigt, om lyden kunne have været bedre, publikum længere fremme i øl-indtag og feststemning, samt at solen kunne have stået lavere på himlen. På cv’et står nu: Copenhell 2013. Imponerende af så ungt et band.