Syge frø og blod til pumperen

Devilution var med i juryen da W:O:A Metal Battle afviklede to heats i Kolding og Århus. Vi rapporterer fra to døgn med metal.

Fredagen startede, da jeg kørte ind på parkeringspladsen ved Godset og mødte folkene bag W:O:A Metal Battle i fuld gang med at læsse udstyr ind på spillestedet i samarbejde med de bands, der også var på vej ind. Som jurymedlem gik jeg med op backstage og overværede briefingen af de deltagende bands. Her blev forløbet og de tekniske detaljer gennemgået, så der ikke herskede tvivl om hvordan et skifte fra ét band til det næste skulle foregå.

Dernæst var der briefing for juryen. Vi blev kort introduceret for hinanden. Der var musikere, bookere og journalister i juryen. Da vi havde fået instrukserne, bevægede vi os efterfølgende ned i salen og gjorde klar til første band med skarpe ører, øjne og kuglepenne.

Første navn på scenen var Bone. Et ungt band, der havde dybe rødder i speedmetal og forsøgte at blande lidt blackmetal og punket attitude indover. De ville rigtig gerne og frontmanden gjorde det godt med at komme ud over scenekanten. Denne aften var bassisten forhindret i at komme, så de havde lånt Tobias Nefer fra The Burning.

Efter dem var det Fall of Pantheon. Klassisk dødsmetal med tydelige inspirationskilder hos Nile og Behemoth. De var meget unge og den ene guitarist blev desværre ekstra nervøs, da hans guitar kom ud af stemning. Nervøsiteten fik overtaget, og han kunne ikke stemme den på scenen. Det var ekstra ærgerligt, da det lige var op til den afsluttende sangs introguitar. Generthed og mangel på erfaring gjorde, at Fall of Pantheon sammenlagt ikke gjorde så god en figur.

Noget bedre gik det med Blood Label. Her var et lidt mere erfarent band og det var tydeligt, at de var samspillet og havde styr på det fundamentale. De havde den klassiske blanding af thrash og død, som mange andre bands også spiller. Deres melodiske elementer druknede desværre lidt i mixet, hvilket var en skam, for her var der potientelt nogle rytmer, som man kunne rocke med til. Niveauet var dog blevet hevet gevaldigt denne aften med Blood Labels stilsikre optræden.

Samme høje niveau havde Diamond Drive. Desværre for dem kæmpede deres forsanger med efterdønningerne af en halsbetændelse, hvilket gjorde, at hans rene vokal var lettere udfordret. Guitaristen spillede med en indbundet tommelfinger, der få dage forinden havde fået fem sting i blommen, så alt i alt kan man sige, at Diamond Drive var en smule vingeskudt. Bassistens karismatiske fremtoning på scenen gjorde dog lidt bod på skaden, og de fik et fornuftigt show ud af det.

Da de fire bands var færdige, havde arrangørerne fået sidste års vindere Aphyxion til at spille et lille show. Det gav juryen tid til at trække sig tilbage og votere. Det blev ret hurtigt klart, at valget stod mellem Blood Label og Diamond Drive. Efter debat på tværs af jurymedlemmerne og optælling af tilskuernes stemmesedler blev det besluttet, at Blood Label skulle løbe af med aftenens sejr og gå videre til finalen i Pumpehuset.

Mens aftenens trækplaster Dawn of Demise fyrede op under Godset og de fremmødte, sad juryen så på skift med de fire unge bands og gav dem feedback. De lyttede alle velvilligt til ris og ros og var heldigvis også selv spørgelystne. Alle fire samtaler forløb rigtig godt og kun fordi chefen og arrangøren, Kasper Molin, holdt begivenhederne og tidsplanen i en kort snor undgik vi at tale natten igennem. For det var bestemt ikke kun givende for de spillende bands at have de samtaler.

Men nu havde klokken for længst passeret midnat, og vi var ved at blive trætte. Crewet skulle pakke udstyr sammen og jeg skulle finde et sted at sove. For næste dag var destinationen V58 i Århus. Og hele cirkusset én gang til.

V58 er en fed lille klub midt i Vestergade i centrum af Århus. Bygningerne er meget gamle og huser blandt andet et galleri, restaurerede lejligheder, café og så spillestedet og klubben V58. Jeg var med fra start da en af ejerne kom og åbnede for spillestedet. Det var en oplevelse for undertegnede at se, hvordan man stabler et sådant arrangement på benene helt fra start. Lige fra at rydde DJ-mixerpult mv. væk fra scenen fra forrige aftenens arrangement, til lydprøve med Dawn of Demise og til ophængning af plakater for bl.a. Day of Decay og Wacken Open Air 2012.

Ellers var modus operandi som i Kolding. Bands blev briefet, jury ligeså og så var det ellers i gang med aftenens show. Første band på scenen var Ferocity fra Aalborg. Disse garvede knægte lagde ud med brutal dødsmetal, og forsangeren imponerede alle i salen med sine meget lange brøl. Flere gange stod vi og tænkte "arh, nu må han da komme op efter luft", men brølet fortsatte bare. Voldsom luftkapacitet. Desværre druknede guitarerne lidt i mixet, så deres groovy melodier forsvandt sommetider i lydbilledet.

Guitarerne var også akilleshælen for Rapid Dominance. Nogle unge knægte, der med teknisk kapacitet spillede udfordrende metal. Men netop deres tekniske musik gjorde, at der imellem enkelte af numrene blev for lange pauser fordi guitarerne skulle stemmes ned eller op. Det tog for lang tid og juryens råd til bandet var efterfølgende at få den proces gjort mere effektiv ved enten af mixe setlisten eller have mere end én guitar klar, alternativt begge dele. Rapid Dominance har en irakisk forsanger, og han havde en god fornemmelse for hvordan publikum skulle inddrages i koncerten. Jeg bemærkede også en god solo på sangen "Constrictor" og ser frem til at følge deres udvikling.

Det samme kan siges om lokale Panacea. De havde masser af opbakning i lokalmiljøet og klart det band med flest publikummer. Trods bandets korte spilletid var de velspillende og havde masser af selvtillid. De skal dog arbejde med samspillet, skrue lidt mere op for melodien og så ellers bare køre derudaf.

Københavnske Diretone var dog noget helt andet end de tre foregående bands. Fra tre bands, der havde brølende/growlende vokal kom nu et orkester, der spillede en tung rock 'n' metal og med ren vokal. Her kunne man bedre høre guitarerne og det brød jeg mig om. Forsangerens modne vokal mindede faktisk en del om James Hetfield anno '97-'03 og han lignede ham også en smule. Som en bekendt sagde til mig undervejs i showet: "Jeg venter bare på de spiller Hit the Lights". Så meget plagiering af Metallica var Diretone trods alt ikke, og det var da også sagt med et glimt i øjet.

Et glimt i øjet var også hvad forsangeren i Sickseed havde. Eller nærmere et manisk udtryk. Sickseed spiller utrolig hurtig dødsmetal, let flirtende med grindcore. De ramte et godt groove i 'Darkest Hour' og formåede med deres energi at overvinde såvel publikums stemmegunst samt flertallet i juryen således de blev bandet fra Århus til at gå videre til finalen i Pumpehuset. Et mindre kuriosum var, at Sickseed havde snaps med på scenen. Det blev delt ud til publikum og jeg nævnte denne plagiering af Crocells fremgangsmåde for Sickseed, mens Dawn of Demise endnu engang lukkede og slukkede en metalaften. Hertil kunne bandet så stille og roligt sige, at forsangeren i Sickseed er lillebror til bassisten i Crocell. Så det er åbenbart en familieting. Fair nok!

Ligesom i Kolding havde vi i juryen arbejde efter koncerterne, da vi sad i en lejlighed og gav feedback til bandsene. Her trak det også ud, da bandsene var spørgelystne og vi kom da også til at snakke om lidt andet end bare aftenens optrædener.

Efterfølgende startede jeg kareten op og kørte nordpå. Og alene med mine tanker efter to dage som jurymedlem til W:O:A Metal Battle var mit eneste ønske; at bandsene ville gøre én ting for mig. Skrive en sang, som folk gider lytte til om og om igen. Det tekniske niveau er højt. Alle kan deres instrumenter, nogle endda rigtig godt. Mit gæt er, at samtlige musikere de to aftener ville kunne spille perfekte udgaver af 'South of Heaven' og 'Enter Sandman'. Dem af dem, der tør sætte det hæsblæsende tempo lidt ned i en enkelt sang og gøre lidt af det samme, samt smide de tekniske ambitioner om at ligne Yngwie Malmsteen overbord og skrive en sang, der indeholder samme elementer som nævnte, er dem, der når længst!

Min kæphest er melodi. Jeg mener, at sangene skal komponeres med melodi. Samtlige gode sange på tværs af metalgenrerne, lige fra death til black, fra thrash til speed, fra glam til power, er det sangene med melodi, harmoni og groove, der har længst levetid. Hastighed og teknik for teknikkens skyld imponerer kun de andre bands. Det klassiske riff derimod er en evergreen. Til skrivebrættet, øksesvingere!

Billede 1: Sickseed
Billede 2: Blood Label
Billede 3: Ferocity
Billede 4: Diretone
Billede 5: Diamond Drive