Mighty Fight Night: Dødsmetallen stak snuden længst frem
Populær
Tredje omgang Mighty Fight Night bød igen på nye rammer, da slaget denne gang stod på Lille Vega, hvor tre bands dystede om den eftertragtede plads på Copenhell.
Det var tredje gang med Mighty Fight Night – konkurrencen udskrevet af Mighty Music, hvor præmien de seneste to år har været en spot på Copenhell, mens den stod på et besøg i Jacob Hansens studie og indspilning af en single det første år. Endnu har konkurrencen ikke været afholdt det samme sted to gange: I debutåret lagde The Rock scene til arrangementet, mens det sidste år var den lille scene i Pumpehuset, for her i år at være på Lille Vega.
Sidste år var køen for at komme ind lang og tidskrævende pga. stort opbud af mennesker og uhensigtsmæssige adgangs- og garderobeforhold. Det sidste slap man for i år, til gengæld havde måske lige lidt færre mennesker fundet vej til spillestedet på Vesterbro – måske fordi 2 af de 3 dystende bands var fra den anden ende af landet og derfor helt naturligt havde lidt sværere ved at trække på vennerne. Men en god fest med god opbakning til alle bands blev det nu til alligevel.
Ikke genretro nok
Den utaknemmelige åbningstjans havde Momentum fra Aarhus fået sig. Det betød, at folk stadig stod med lidt distance til scenen, og parret med en tydelig nervøsitet måtte bandet lige bruge nogle minutter af det ca. 20 minutter lange sæt på at få spillet sig ind og begynde at nyde oplevelsen. Men så kørte det sådan set også ganske udmærket for bandet, der både fik lavet Clifters/Judas Priest-tricks med synkronsvingning med guitarerne og hævet nogle næver i metallisk rus.
Stilen var oldschool heavy metal med guitarlir og highpitch-vokal. Til at starte med i en lidt rodet lyd, men det hjalp fra andet nummer, og der blev også god plads i lyden til, at man kunne nyde de lækre bas-stykker med tapping. I forhold til oldschool-segmentet, så kunne der godt være lidt mere sammenhæng til påklædningen – uden at der skulle kræves, at det skulle være helt ovre i klichéer. Men … statement-t-shirts på to af bandets medlemmer: Når nu bandet er seriøse hvad angår musikken, så bør der vel ikke stå ”Nobody knows I’m a lesbian” (eller noget i den dur) eller den trods alt lidt bedre ”I \m/ epic fucking metal”.
Bandet spiller godt, men kunne godt bruge en tand mere attitude i sin performance, og i forhold til genrens præmisser ville flere ørehænger-riffs være på sin plads, ligesom vokalen især savnede de fængende partier, så det ikke bare var en række høje toner på stribe. Lidt kritisk gennemgang af eget materiale vil let kunne gøre bandet meget skarpere.
Ustruktureret energiudladning
Næste band var noget helt andet. Der var kommet mere gang i publikum, og der var også kommet flere af dem. Trods de dyre barpriser var feststemningen også ved at tage form i salen. Wecanwalkonwatertoo har et specielt bandnavn, og stilen var også en speciel blanding af lidt af hvert, men med et kraftigt afsæt i deathcore. Lyden var ond mod bandet til at starte med. En omgang rod med to gange skrigevokaler med lidt growl indover. Men i næste nummer kom guitarlyden mere på plads, og man kunne få hoved og hale i musikken og spotte flere interessante riffs.
Fredericia-bandets energiniveau var højt, og på det punkt var en sammenligning med Scarred By Beauty ikke helt ved siden af. Dét band virker af og til lidt koreograferede, og det kan man mene, hvad man vil om, men selvom kaos kan være fedt, så var det bare ikke hele tiden ”fedt kaos”, som de to sangere stod for. Alt for tit gik de lige i hælene på hinanden – eller endda i vejen for hinanden. Strengespillerne flyttede sig ikke helt så meget, men hoppede dog ivrigt på stedet. Bassisten viste god attitude og så ud til at have fundet en god stil på scenen, som passede udmærket til bandes musik.
Genren deathcore er både elsket og hadet, og det havde bandet måske også lidt imod sig, for det er bestemt ikke alle, der helt forstår denne genre, som kan virke ret skizofren. Men der er ganske glimrende bands i den genre, og i forhold til dem, så har Wecanwalkonwatertoo desværre stadig lidt tilbage i at bryde lidt ud fra genre-klichéer og så holde sig til de helt rigtige riffs. Der var masser af eksempler på fede riffs, men det bevirkede til gengæld, at andre riffs og idéer blev udstillet som middelmådige. Der kunne fint skæres lidt i materialet, og fokus kunne så være på det bedste i stedet. Der var bestemt et potentiale, men det skal dog lige tæmmes lidt. Bandmedlemmerne er alle ret unge, så vi får se, hvad lidt mere tid i øveren kan gøre.
Døden på hjemmebane
Hjemmebane-bandet Fall of Pantheon havde været gode til at lokke venner, fans og andre dødsmetalentusiaster med, for nu stod folk pludselig lidt tættere foran scenen. Devilution har for nyligt bragt anmeldelse af bandets seneste demo, som viste ganske lovende takter. Der er mange måder at lave sceneshow på, men dødsmetal handler ofte om masser af attitude og en god omgang headbanging. Dét leverede Fall of Pantheon, og på den front virkede bandet, som dét band af de tre dystende, som var mest klar til at stå på en scene på Copenhell.
Musikalsk var lyden desværre ret rodet, og det gjorde at fokus mest blev på brutalitet og mindre på de udmærkede nuancer i musikken, som demoen havde præsenteret. Igen blev lyden dog bedre undervejs, men samme lydfremskridt, som de andre bands havde nået at få med på de 20 minutter, der var til rådighed, fik Fall of Pantheon ikke. Det var nemlig stadig lidt mudret, da bandet kunne annoncere sidste nummer.
Men i kraft af energi og en attitude, der mere overbevisende fortalte en historie om et band, der var scenevant og klar til større eventyr, så satte københavnernes dødsmetal sig lige et skridt længere frem. I hvert fald set med denne anmelders øjne. Der er stadig ting, som kan forbedres og de to stk. hvide wife-beaters med hjemmemalet omvendt kors på virkede lidt påtaget. Intet galt med et omvendt kors – det benyttede den festival, som bandet kunne vinde billet til, sig også af sidste år. Det var det her hjemmegjorte element, der skar lidt i øjnene, og så kunne man undre sig over, hvorfor lige to af medlemmerne bar sådan en trøje. Det havde stadig været sært med alle, men så havde det været mere konsekvent, og havde det kun været forsangeren, så havde man måske samtidig fået skruet ned for sin undren, så det måske havde undgået en note på den indre notatblok.
Det blev Fall of Pantheon, der blev udråbt som aftenens vindere. Det skete først efter at programmets to andre bands havde spillet. Der var naturligvis stor lykke over at få den fantastiske mulighed at spille på Danmarks største metalfestival. Og her fra Devilution skal i hvert fald lyde et tillykke.
Overbevisende performance
Barricade, der vandt sidste år, spillede lige efter de dystende bands, og de viste fornemt, hvad sådan en sejr i Mighty Fight Night kan gøre for et band. For det var lige dét mere tjekket, og bandets performance kunne lige så godt have tilhørt et band med flere album og ture på bagen, end et band, der faktisk kun lige er i gang med at indspille debuten. Det var stærkt sidste år, men det havde alligevel rykket sig positivt videre.
Energien var i top, og de tre mand forrest på scenen spillede godt sammen både musikalsk men også showmæssigt. Bagerst sad de to trommeslagere, men der var alligevel show og grimasser fra deres side. I bandets nyere sange er det tydeligt, at Barricade har fået mere fokus på, at udnytte de to trommeslagere til at spille forskellige detaljer, i stedet for en mere ens tilgang, som de ældre numre i sættet byder på.
Publikum var med gruppen, som så ud til at vokse for hver positiv feedback fra salen, og dermed blot hævede sit energi-niveau yderligere. På trods af udfordringen lydmæssigt med to trommeslagere, så virkede det som om, at Barricade trak det længste strå lydmæssigt denne aften og slap uden om rod og mudder.
Festen ramte lidt stilstand
Arrangøren Mighty Music havde oprindeligt haft The Interbeing på plakaten, men det måtte ændres til et andet af selskabets bands i folden: Saint Rebel. Forsangerens Guns N' Roses t-shirt pegede meget godt i retning af, hvor vi skulle henad. Opbakningen fra publikum var svundet lidt ind, men der var stadig en ganske god fest foran.
Desværre var det ikke helt så kækt som en god gang rock 'n' roll kan være. Musikken lå lidt mellem nævnte Guns N’ Roses og noget væsentlig mere røvballerocket. Musikken blev leveret sikkert og uden slinger i valsen, men umiddelbart var lidt mere iørefaldende og overbevisende riffs savnede, ligesom flere omkvæd, der indbød til fællessang allerede ved første gentagelse, var det. Saint Rebel kæmpede måske også lidt med at være et rockband til en metalfest. Ingen tvivl om, at metallere sagtens kan forstå fed rock, men bandet havde bare ikke held med at få skabt den rockfest, som man måske kunne forvente, at et band som Supercharger i lidt samme stil havde kunnet levere. Lidt vildskab var nok lidt savnet.
Karakterer:
Momentum: 3
Wecanwalkonwatertoo: 2
Fall of Pantheon: 3-4
Barricade: 4,5
Saint Rebel: 3
De tre dystende bands, som de tog sig ud på scenen, kan fanges herunder. Først vinderbandet, dernæst Wecanwalkonwatertoo og til sidst Momentum: