Copenhell 2015: Forførende freakshow
Populær
Det norske kultband med den engelske Duke of Nothing i front kørte den stilsikkert hjem med en rutineret musikalsk rejsning.
”Wall of erection?” lød det fra sidemanden som det sjoveste, undertegnede hørte under hele festivalen.
Bemærkningen faldt naturligvis under ’I Got Erection’, da de norske galningen midt under deres stiveste hit fik publikum til at vælte ind i hinanden.
Gæsterne foran Turbonegro lod dog ikke til at torpedere hinanden med kampklar erektion – de valgte standardudgaven.
Det manglede ellers bare. Den norske gruppe med engelske Tony ”The Duke of Nothing” Sylvester i front er ikke bare et medrivende rockband. De er i en klasse for sig inden for uhæmmet adfærd på en scene.
Tag nu bare The Duke of Nothing, der med sin svansede røst i stemmen, læderkasket, make up og stumpede, gule trøje, hopper rundt med en lille skolepiges mimik. Eller bassist Thomas ”Bongo Neger” Seltzer, der står med en blottet, fremskudt og behåret brystkasse komplimenteret af lyserød læbestift og matrosshat og aldrig fortrækker en mine.
Nøjagtig som de øvrige medlemmer, der aldrig forlader rollen, mens de står der på scenen som en forsamling af transkønnede sømænd.
Turbonegro er en grotesk syndflod, der strømmer ind over publikum, hvor nogle forarget ryster på hovedet, mens andre jubler sig igennem oplevelsen. Især gruppens trofaste fanskare, Turbojugend, der findes i chapters over hele kloden, og som kan genkendes på deres denimjakker med bandets logo og eget øgenavn broderet – som var de en bizar pendent til rockermiljøet.
Eller snarere en bizar modsætning, er svaret vist rettere sagt. For Turbonegro er en fuckfinger til den maskuline narcissisme. En fuckfinger til det politiske korrekte. En fuckfinger til borgerlighedens bekymringer bag hækken.
Turbonegro er bandet, der kan få en stor forsamling til at skråle med på syndige omkvæd som ’I Got Erection’, ’Blow Me (Like the Wind)’, og ’Fuck the World (F.T.W.)’, som Copenhell passende også fik serveret.
Alle numre er dog ikke lige holdbare. Riffene og rytmerne veksler lidt ofte mellem slapt og stivt, men som helhed holdt nordmændene rejsningen sikkert stående.
Vi fik nemlig også klassikeren ’City of Satan’, der førte til mere fællessang. ’Get it On’ gik også stimulerende ind, og minsandten om ikke Dire Straits' ’Money for Nothing’ også kom i en potent udgave. Ret ironisk, når man tænker på, hvor dødssyg Mark Knopfler som bekendt er på en scene.
Det er Turbonegros freakshow på ingen måde. Godt nok præsterede deres halvgamle og gråhårede scenetekniker ude i siden næsten at falde i søvn i oprejst tilstand. Men nordmændene kørte den selvsikkert hjem på forførelsens rutine.